Sådan kan et generationsskifte gribes an

En dag kan forældrene ikke længere magte at være primær kontakt til deres handicappede voksne barn. For nogen vil det komme pludseligt, men for de fleste vil det være proces over kortere eller længere tid. Mange forældre ønsker, at søskende ”arver” opgaven/det værdifulde, som har fyldt så meget i deres liv, men hvad ønsker søskende? Her er nogle råd til, hvordan man kan håndtere et generationsskifte.

Af Ellen Hessellund Mikkelsen, landssekretær i KH

Jeg vil begynde hos en landmand og hans kone. De står i en situation, hvor de skal give gården- deres livsværk- videre til sønnen og svigerdatteren.

Der er en masse praktisk og økonomisk, de skal tage stilling til. Men jeg tror det, der fylder mest, er noget helt andet: Tanker og følelser! Der vil være mange forskellige tanker og følelser både hos den ældre og den yngre generation.

Hos forældrene vil det måske være spørgsmål som disse, der fylder: Hvorfor skal der nu laves så meget om? Var det ikke godt nok, som vi gjorde det? Hvorfor passer de ikke haven noget bedre, den var nu meget flottere, da vi havde gården? Måske skal vi hjælpe dem med haven? Hvorfor køber de nu alle de dyre maskiner? Hvordan skal det hele mon gå?

Hos de yngre kan det være nogle andre spørgsmål, der rører sig: Er det for stort et ansvar at stå med gården selv? Kan vi magte det? Hvorfor blander de sig så meget? Kan vi ikke bare få lov at gøre det på vores måde? Stoler de ikke på os?

Naturligt for nogen

Situationen kan ligne den, forældre og søskende til en voksen handicappet står i. En dag kan forældrene ikke magte at være primær kontakt til deres handicappede voksne barn. For nogen vil det komme pludseligt, men for de fleste vil det være en proces over kortere eller længere tid. Forældrene magter mindre og mindre, besøgene bliver kortere og måske også sjældnere.

Det vil være nødvendigt med et generationsskifte i forhold til, hvem der er den handicappedes primære kontakt.

Mange forældre ønsker, at deres andre børn skal være dem, der arver opgaven med at være primær kontakt til deres handicappede barn.

For nogen søskende vil opgaven virke stor og uoverkommelig eller uønsket. De har måske hele deres opvækst følt sig bundet af den handicappede bror eller søster og måske også til tider følt sig tilsidesat. Nogen vil føle sig fanget og lukket inde i opgaven. Andre søskende vil opleve det som en helt naturlig opgave og en værdifuld arv. Hvordan generationsskiftet opleves afhænger meget af, hvordan man forholder sig til det.

Herunder kan du læse nogle råd og idéer til, hvordan man kan gribe et generationsskifte an.

——————————————————————————————-

Gode råd

Her er nogle råd til, hvordan man kan gribe et generationsskifte an.

Brug tiden

Spørgsmålet om et generationsskifte skal ikke først berøres den dag, hvor det er oppeover.

Godt at sludre om det

Det er godt at snakke meget om det. En mor, jeg talte med om dette, brugte udtrykket: ”Vi har gennem tiden sludret meget med vore børn om det.” På den måde kan man løbende få afstemt forventningerne. Forældrene kan få fortalt børnene, at de ikke forventer, at børnene går ind og gør som de selv, men gør det, de magter på det tidspunkt.

Kun forældre kan være forældre

Det er vigtigt, at man er bevidst om og snakker om, at det at være forældre og det at være søskende er noget helt forskelligt. Søskende kan ikke og skal ikke blive forældre for søskende.

De skal være søskende. Det er kun forældre, der kan være forældre. De har følelser og forpligtelser, som ingen andre har eller kan få. Mange søskende har deres egne familier med deres egne forpligtelser. Det vil ikke være sundt for nogen af parterne, at en søster bliver mor for sin søster/bror.

Tal om, forstå og anerkend følelserne

Der vil som regel være mange følelser involveret, og det er vigtigt, at man mærker følelserne og prøver at sætte ord på dem og forsøger at finde ud af, hvor de kommer fra. På den måde kan man bedre arbejde med følelserne. Svære følelser er nemmere at leve med, når de bliver set på og delt med en fortrolig. I de fleste situationer vil det være godt at dele de svære følelser med andre end ens børn/forældre.

Når de svære følelser er set og delt, kan det være nemmere at kommunikere
det videre, der skal videre. Og her er det vigtigt at tænke over, hvordan kommunikationen foregår.

Udtryk fra forældre til børn som: ”I bør ” og ”I kunne da godt ” vil som regel få de fleste børn til at bakke ud, fordi de ikke vil føle, at der er plads til dem og deres udgangspunkt.

Det vil være bedre at formulere det som: ”Vi kunne godt tænke os ”.

Bedst vil det nok være, hvis man kan vende det til et spørgsmål til børnene: ”Hvordan forestiller I jer ?” eller ”Hvad tænker I?”

Man skal være særligt opmærksom på de smertelige følelser. Forældre har egne følelser, men de vil også møde deres børns følelser. Børnenes følelser skal forældrene ikke ”tage ind over sig”, men prøve at lytte til og forstå, hvad det er, der ligger bagved. Søskende kan bære på en masse smerte fra barndommen, fx følelsen af at den handicappede tog far og mor fra mig, den handicappede fyldte meget, og der var ikke så meget plads til mig. Måske var der god mulighed for at snakke om det gennem tiden, og så er det nemmere at forstå hinanden ved generationsskiftet.

Måske var det svært at snakke om gennem tiden, og så er det også svært nu.

Forson Jer med fortiden

I mødet med de smertelige følelser (både hos sig selv og børnene) er det vigtigt, at forældrene ikke bliver ved med at bebrejde sig selv. Det ser altid anderledes ud, når man ser tilbage (og er blevet klogere og måske stærkere), og man kan være tilbøjelig til at dømme sig selv efter, hvad man i dag ved og kan. Men vi gjorde det, vi mente var bedst, og det vi kunne magte dengang. Selv det bedste, vi kan gøre, bliver aldrig godt nok – det er menneskelivets vilkår siden syndefaldet – og derfor må vi forsone os med det, der ligger i fortiden og med hinanden. Med livserfaring og tilgivelse må vi tage de opgaver op, der ligger til os nu.

Det er godt at tale om følelserne og prøve at forstå hinanden og tilgive hinanden. Men vi må hver især tage ansvar for vort eget. Vi kan ikke lægge vore smerter på hinanden ved at sige: ”Det er også bare fordi I” Enhver må bære sin egen byrde. Og husk, det er ingen skam for hverken forældre eller børn, at børnene har brug for hjælp til at bearbejde deres barndomsbagage hos en terapeut.

Pas på ”plejer”

Søskende skal ikke presses ind i noget. Og der kan også være grunde til, at søskende nemt føler sig presset, hvis de fx har følelser i klemme. Her er det igen vigtigt at sætte ord på følelserne. Søskende vil som regel gøre tingene anderledes end forældrene plejede. Forældre kan måske være skuffede og tænke: ”De kunne da også godt ”. Men søskende ser noget andet, og ser med nye øjne. Og de gør det på deres måde.

”Men vi plejer” vil nogle forældre nok sige eller tænke. Der kan også være brug for, at forældrenes ”plejer” justeres undervejs, fordi forældrene ikke mere magter det samme. Det er ligeledes vigtigt, at forældrene ikke forventer, at deres ”plejer” skal blive til søskendes ”plejer”. Det kan jo også forekomme, at søskendes tilgang giver bedre måder at gøre tingene på, måske ser de muligheder, som forældrene ikke har set.

Bind ikke for stramt

Det er klogt, at der ikke bliver lavet alt for bindende aftaler, for hvem ved, hvad de berørte søskende kan magte den dag, de skal tage over. En god måde at formulere generationsskiftet på kunne være: ”I gør det, I magter på det tidspunkt, det bliver aktuelt, og I gør det på Jeres måde.”

Alle vokser med opgaven

Mange erfaringer har vist, at alle vokser med opgaven. Det gjorde forældrene, da de fik et handicappet barn. Ingen var udlært fra begyndelsen. Der fulgte ingen brugsanvisning med.

Søskende vil også vokse med opgaven. Den dag opgaven er der, den dag man skal, så klarer man det. Det er vigtigt med respekten for hinanden. Og det er vigtigt ikke at tvinge nogen ud i noget. Vi tager os naturligt af hinanden, men vi må gøre det på vores egen måde – og forældre og søskende gør det på hver deres måde.

Glidende over tid

Det er en god idé at lade generationsskiftet være glidende over tid, hvor det er muligt. Det giver plads til mange snakke om forventninger og muligheder, og det giver mulighed for at inddrage søskende i det, de vil inddrages i. Forældre kan spørge dem til råds og lytte til dem. Og måske kan det også være en fordel med flerparts-møder mellem den handicappede, forældre, søskende og en pædagog/sagsbehandler.

———————————————————————

Kom i gang-spørgsmål

Her er nogle forslag til de ting, I som forældre og børn kan snakke sammen om i forbindelse med en snak om generationsskifte.

Spørgsmål til søskende:

• Har I tænkt på, hvordan et generationsskifte skal foregå?
• Har I tænkt på, om der er nogle opgaver, I forestiller jer, at I gerne vil løfte?
• Er der noget, I synes, I ikke vil/har lyst til eller noget, I ikke synes, I vil have ansvar for?

Spørgsmål til forældre:

• Har I tænkt på hvordan et generationsskifte skal foregå?
• Har I nogle ønsker til, hvordan I kunne tænke jer, at det skal foregå?
• Er der noget, I har lyst til at vende med jeres børn eller spørge jeres børn til råds om i forhold til den nuværende situation?
• Hvad er sværest ved at skulle give ansvaret videre?

Læs evt. også:

>>Det er kommet helt naturligt at overtage ansvaret for vores bror