TEMA: Menneskerettigheder: Vær nysgerrige i stedet for bange

Når vi ønsker at have handicappede med som en fuldgyldig del af det kristne fællesskab, er der både noget, vi som enkeltpersoner kan gøre, samtidig med at fællesskabets ledelse har et ansvar.

Når nogen “stikker ud” med adfærd, påklædning eller for eksempel handicap, så sker der en reaktion hos mange af dem, som ser vedkommende. Mange trækker sig lidt væk og observerer på afstand. Noget af det har at gøre med uro, hvor den enkelte er i tvivl om, hvordan vedkommende skal forholde sig. Hvad er det rigtige at sige og gøre? Det handler også om en tvivl i forhold til, hvad der sker ovre hos den, der “stikker ud”.

Når det handler om et menneske med handicap, opstår der en frygt hos os for ikke at kunne håndtere situationen. Det handler ikke om, at mennesket med handicap er mærkeligt. Det er en iboende frygt for, at der sker noget, vi ikke kan håndtere. Hvad siger jeg til en, der er væsentligt anderledes end mig?

Ofte vil vores reaktion være, at vi trækker os i stedet for at blive nysgerrige. Men vi skal netop blive nysgerrige i stedet for at trække os. Det er min klare opfordring. At træde tæt på og komme til at lave en fejl, det er bedre. Det er klart, det skaber ensomme følelser hos den, der har et handicap, hvis andre ikke tør træde hen til vedkommende. Mennesker med handicap kan stå lidt ensomt og bare blive set på. Men jeg har ikke oplevet, at der er noget negativt i det fra de andres side. Det er blot en frygt. Frygt for at noget går galt.

Når det er svært for handicappede at komme ind i fællesskabet, så handler det i høj grad om frygt. Hvad gør jeg, hvis vedkommende siger noget, som jeg ikke ved, hvad jeg skal svare til? Hvordan forholder jeg mig til vedkommende? Der kan opstå en magtesløshed hos os. Vi bliver berøringsangste, og det skal vi overvinde. Det gør vi kun ved, at vi går hen til vedkommende og siger “goddag”. Når vi går hen til vedkommende, så går der kort tid, og så er vores angst forsvundet

Ledelsen skal tage ansvar

I de fleste kristne fællesskaber er der specielle eller særlige mennesker, som ofte kommer til at føle sig ensomme. Det er vigtigt, at fællesskabets ledelse tager ansvar for situationen og udvælger nogle bestemte personer til at tage sig af disse mennesker. Det naturlige opstår ikke, hvis ikke vi først gør det til en opgave, vi skal løse, for frygten får os til at trække os, og vi håber, at en anden vil tage sig af det.

Det er jo ikke alle, der kan alt. Det er et faktum. Derfor må vi være opmærksomme på, hvem der har kompetencer og nådegaver til at være sammen med handicappede. Vi skal ikke lægge det som en byrde eller krav. Der er nogen, der ikke evner at tale med den handicappede, og det skal man ikke tænke dårligt om. Men enhver kan gå hen og sige goddag.

Det er først, når ledelsen har sat arbejdet i gang ved at gøre det til en opgave og udvælge nogle personer til opgaven, at det bliver naturligt. Når for eksempel mennesker med handicap kommer ind i det kristne fællesskab, og vi ser, at nogen tager sig af vedkommende, så forsvinder det farlige – og så bliver det naturligt, at vedkommende er der.

Jeg har oplevet det i mit eget fællesskab med en mand, der var psykisk syg. Der var altid nogen henne og snakke med ham og spørge til ham. Det var helt tydeligt, at det var fordi, nogen var opmærksom på at tage sig af ham. Så blev det naturligt og stort set alle kunne gå hen og tage en snak med ham.

Udgangspunktet er en ledelse, der tager ansvar for at få alle med i fællesskabet.

Samtidig med ledelsens ansvar er der også noget, vi selv skal være opmærksomme på og selv kan gøre. Vi skal turde træde ind i noget, vi ikke har forstand på. Være åbne og stille spørgsmål.

Frygt for at miste det, vi har

Vi kan frygte at stå i en situation, vi ikke kan magte. Men frygten kan også være en frygt for at miste noget, vi har. Et fællesskab, der er værdifuldt for os. Og frygten for at miste det, hvis der træder en ind i det fællesskab, som er lidt anderledes. Den frygt får også mennesker til at trække sig væk. Det er ikke en irritation over for vedkommende, men en frygt for at miste noget, vi oplever som værdifuldt.

Det er klart, at mennesker med handicap kan ændre et fællesskab. Hvis der sidder nogen og snakker sammen, og der kommer en med Downs syndrom hen til dem, der sidder og snakker, så ændrer det hele strukturen i fællesskabet. Og det skal det jo også! Vi skal møde den person, som kommer, i øjenhøjde, og vi kan ikke blive ved med at snakke, som vi gjorde før.

Vi kender det også i for eksempel bibelkredse, der har bestået i mange år. Når en ny kommer ind, er der en frygt for at miste det, man havde. Vi oplever en frygt for at tage et andet menneske ind i vores liv.

Vi kan også have en tendens til at lave smågrupper. Vi sætter os ved de samme og på den samme stol, som vi plejer. Og det fungerer også godt nok, så længe alle har fundet en stol at sidde på. Men når det drejer sig om handicappede, så er det anderledes, fordi vedkommende er anderledes. Vi skal udfordre os selv. Det er et vigtigt valg at tage. Og der er ikke så meget andet at sige til det, end at det skal vi så! Og så skal vi være opmærksomme på, at Gud har nogle rigtig gode og glædesfyldte oplevelser, når vi træder frem og vil være sammen med vedkommende. Det ligger der mange ekstra sidegevinster i. Det handler ikke om at give afkald, men om at få noget mere og noget anderledes.

Når vedkommende er en fuldgyldig del af vores liv, så opstår der en glæde i det kristne fællesskab. Her skal vi ikke modtage. Her skal vi give. Når vi oplever det, så går vi hjem og er helt høje bagefter. Det skal vi også minde hinanden om. Der er rigtig meget glæde at hente her, hvis man tager den handicappede med ind i fællesskabet.

Læs evt. også:

Danmark lever ikke op til handicapkonventionen

Menneskerettighederne hænger sammen med kristendommen

Et kristent bidrag til diskussionen om handicap