Det er kommet helt naturligt at overtage ansvaret for vores bror

Niels Peter Kristensen og Karen Margrethe Pedersen er søskende til Jens Kristensen, som bor på Skærvebo. Efter at deres far og mor døde i henholdsvis 2002 og 2006, er de som søskende blevet primær familie for Jens og det er kommet helt naturligt. Her fortæller de om, hvordan det fungerer i deres familie.

Af Rikke Thomassen

Vi har ingen faste aftaler, og det er ikke noget, vi har snakket om. Det er kommet helt naturligt. Og der er som sådan ikke så meget, der har ændret sig efter at vores forældre døde.

Sådan fortæller Niels Peter Kristensen og Karen Margrethe Pedersen om deres forhold til deres storebror Jens Kristensen, som bor på Skærvebo.

For Niels Peter og Karen Margrethe er Jens blot en del af familien, og de ringer til ham og besøger ham, ligesom de besøger deres andre søskende.

Deres far og mor døde i henholdsvis 2002 og 2006. Generationsskiftet har for dem været meget glidende, og de har som søskende hele tiden blot været søskende.

Fem søskende er de i alt. Jens er den ældste, Karen Margrethe nr. to og Niels Peter er den yngste. Mellem de sidste to er der en søster og en bror.

Skærvebo blev hjem for Jens

Niels Peter blev for år tilbage spurgt af deres far, om han ville sørge for det med Jens’ økonomi, men det er også det eneste, forældrene konkret har bedt en af Jens’ søskende om at overtage.

Ellers blev det daglige lagt over til Skærvebo, hvor Jens flyttede ind som en af de første for 10 år siden.

”Det var dejligt, at vore forældre nåede at opleve, at Jens faldt godt til der. Og at det blev ”hjem” for Jens, ” fortæller Karen Margrethe.

Det blev søskende, der lagde arbejdet i at få oprettet Skærvebo. Efter et par besøg på nogle KH-bofællesskaber, havde forældrene et ønske om, at Jens kunne bo på et sådant hjem. Men dels var der ikke plads på de eksisterende hjem og dels var det for langt hjemmefra.

”Vores forældre magtede ikke selv at gå foran, og derfor var det oplagt, at det var os som søskende, der gik i gang med opgaven,” fortæller Karen Margrethe.

Blandt andet gik Niels Peter med i bestyrelsen for Skærvebo, hvor han også stadig er medlem, og Karen Margrethe er med i udvalget for Skærvebos venner.

Sammen som søskende

Som søskende har de ingen aftaler om ugentlige besøgsdage eller at nogen skal ringe på bestemte tidspunkter. Jens har sin egen hverdag og egne venner, ligesom de hver især har deres egen hverdag.

Det eneste, der ligger nogenlunde fast, er, at Jens om lørdagen tager hjem til sin bror og hans kone, som overtog gården efter deres forældre. Her hjælper han til på gården.

Initiativet til at mødes eller snakke ligger ikke kun hos søskende. Det er også somme tider Jens selv, der kontakter sine søskende.

Niels Peter fortæller:

”Han kan godt selv ringe og sige til os: ”Det er godt nok længe siden, I har været herovre”. Det sker også af og til, at jeg kigger forbi en eftermiddag eller det kan være, at jeg en søndag aften ringer over til ham. Eller som i sidste weekend, hvor jeg skulle aflevere en autocamper, vi havde lånt til ferie, på Fyn.Da spurgte jeg Jens, om han ville med, og vi fik en hyggelig tur sammen, hvor vi fik set mange mejetærskere, der var
ude at høste.”

På vejen hjem fra turen til Fyn kørte de forbi søsteren i Børkop, hvor Jens blev resten af dagen.

Karen Margrethe supplerer med, at hun ofte møder Jens i kirken om søndagen.

”Det er heller ikke så længe siden, han kom hen bagefter og spurgte, hvad vi skulle, og om vi havde nogen planer. Og vi aftalte, at han kunne cykle en tur hjem til os om eftermiddagen. Så kunne vi også lige få set hans billeder fra ferien. Desuden tror jeg, han nyder det på en anden måde, når vi ikke er så mange. Så kan han få lov at bestemme, hvad vi skal spille. Uno, bob, ludo og Kina-skak er hans favoritter, og vi spiller jo ikke kun for sjov, men også for at vinde,” siger Karen Margrethe med et grin.

Nemt at have Jens på besøg

Både Karen Margrethe og Niels Peter nævner dog, at det betyder noget for dem, at det er så nemt at have besøg af Jens og at være på besøg hos ham. Og at det nok også har betydning for, hvor naturligt det er for dem, at de ikke som sådan tager sig af ham, men blot er sammen med ham som søskende.

”Jeg tror, det ville have været meget anderledes, hvis han fx sad i kørestol eller hvis han på anden måde var meget plejekrævende,” siger Niels Peter.

Noget af det, der måske også har betydning for, at det falder dem så naturligt og nemt at have Jens med, er måske, at de er så mange søskende og mange om at dele søskende-ansvaret.

Og helt naturligt samles de mange gange i løbet af året, fx til fødselsdage, som de har tradition for, at hele familien bliver inviteret med til. Her er det som regel Karen Margrethe, som bor tæt på Skærvebo, der sørger for at have Jens med i bilen. Men det er ikke noget, hun tænker så meget over. Sådan er det jo bare. Det er helt naturligt.

Få faste traditioner

Selvom de ikke har nogen faste aftaler er der dog nogle enkelte usagte faste traditioner, de holder fast i hvert år. Karen Margrethe fortæller:

”Det er fast tradition med juleaften og juledag. Jens har altid været på skift hos søskende sammen med mor og far, og det fortsatte, da de ikke var mere.”

Og ligesom Jens er med til mange fødselsdage i løbet af året er det også blevet en tradition, at Jens inviterer hele familien til hans fødselsdag. Og det skal gerne være i en weekend. Og gerne noget særligt. Sidste år var de fx alle i Legoland, og hvad der skal ske, når han bliver 59 år i september er indtil videre en hemmelighed. Men Jens har været med i planlægningen, i år sammen med Niels Peter. Det går også på skift mellem Jens’ fire søskende.

Og i familien er det i det hele taget helt naturligt, at Jens er med til de ting og arrangementer, der er i familien.

“Vi kunne ikke finde på at arrangere noget, hvor han ikke skal med. Nu skal vi fx snart til sølvbryllup, hvor vi også skal arrangere noget underholdning, og det skal Jens selvfølgelig også være med til,” fortæller Niels Peter.

Det har været naturligt

”Vores forældre har ladet det være meget op til os selv, hvad vi ville, og hvordan vi ville gøre det. Der er ikke pålagt os nogen byrder, som vi ikke kan bære. Det er bare noget, vi er faldet ind i. Det har bare været naturligt. Og vi har fået lov til at gøre det på vores egen måde,” fortæller Niels Peter.

Han lægger dog også meget vægt på, at det betyder meget for dem som søskende, at de har bofællesskabet Skærvebo, og at de ved, at de har dem til at tage sig af mange ting, så der er plads til, at de blot er søskende for Jens.

”For eksempel da mor døde for tre år siden. Da tænkte jeg over, at det var nemt for os, fordi vi havde Skærvebo til at tage sig af alt det – til at være pædagoger for ham og få snakket med ham om det, som vi andre ikke kan finde ud af sammen med ham,” fortæller Niels Peter.

Han er også klar over, at han som bror ikke tænker nær så følelsesmæssigt over for Jens, som hans mor ville gøre.

“Det kan fx være i en situation, hvor der er blevet stillet nogle krav til Jens, og jeg har tænkt, at sådan er det jo bare, og det må Jens jo bare finde ud af, hvor jeg ved, at min mor ville have engageret sig mere i det. Netop fordi hun ville reagere mere følelsesmæssigt. Men her tænker jeg mere, at det jo er bofællesskabet, der ved det bedst,” fortæller Niels Peter.

Og netop denne forskel er meget vigtig for dem. De vil ikke forsøge at være forældre for Jens. De har altid været søskende, og det er også det, de vil fortsætte med at være.

Læs evt. også:

>>Når en beboer mister en pårørende

>> Sådan kan et generationsskifte gribes an