2009

Mød mig som et menneske

I forbindelse med projekt ”Børn og unge med handicap siger deres mening” har Danske Handicaporganisationer udarbejdet en rapport med titlen ”Mød mig som et menneske!”. Her bringes et uddrag af rapporten.

Uddrag af Rikke Thomassen

Udgangspunktet for rapporten ”Mød mig som et menneske!” er to weekend-seminarer for i alt 30 unge mellem 14 og 18 år. På disse seminarer har de unge haft mulighed for at komme til orde på deres egne præmisser, blandt andet gennem forskellige typer samtaler og gennem mere kreative metoder som musik-, skrive- og maleværksted.

De unge har forskellige handicaps, både mentale og fysiske, og rapporten giver et godt indblik i de unges hverdag, problemer, udfordringer, tanker, oplevelser og meget andet.

Denne artikel er et uddrag af rapporten.

Familie

Seminardeltagerne står de over for mange af de samme problematikker i forhold til familie og søskende som andre unge på deres alder. Deltagerne fortæller om bekymrede forældre, irriterende søskende, om deres familier på godt og ondt.

Nogle af de unge snakker om, at det især er vigtigt for unge med handicap, at forældrene lader dem klare sig selv:

”Jeg tror faktisk, det er ekstra vigtigt, at forældre slipper deres handicappede børn løs, end forældre med et ganske almindeligt, eller hvad skal man kalde det, barn. Fordi der er så mange, der bliver pakket ind i vat, og ikke bliver hærdet og ikke bliver noget som helst, og når de så kommer ud på arbejdsmarkedet eller på en efterskole for eksempel, så bliver de fuldstændig chokerede over den virkelige verden, hvis man kan sige det på den måde. Og det er et meget, meget vigtigt signal at sende til forældrene: husk nu at bryd jeres barns og jeres egne grænser.”

Selvom mange af de unge deltagere har et stærkt ønske om at vise, de kan klare sig selv, så er det for nogle ikke altid let:

”Det, som jeg synes er rigtig irriterende, det er, hvis man fx lige har været oppe at skændes med sin mor og far, og så bagefter skal spørge dem om hjælp.”

Når man vokser op med søskende, er det let at sammenligne sig selv med sin bror eller søster. Flere fortæller om oplevelser, hvor de pga. deres handicap ofte må acceptere, at de ikke altid kan gøre de samme ting lige så hurtigt eller lige så godt som deres søskende. Det kan især være svært med mindre søskende:

”Jeg kan huske det der med, da jeg var mindre, at jeg syntes, det var enormt frustrerende, at min lillesøster kunne mere end mig. Det der med, at det var hende, der vandt, når vi løb kapløb for eksempel. Eller at hun kunne klatre i træer, og det kunne jeg ikke. Og så var hun bare sådan en lille en, som var rigtig hurtig til en masse ting. Og jeg har altid været sådan lidt langsom. Både til at lære og sådan, så hun har været sådan en lille hurtig en, der bare har været super irriterende.”

Skole

Seminardeltagerne har mange forskellige erfaringer og oplevelser fra deres skolegang. Nogle har haft et godt skoleforløb, god undervisning og har mødt forståelse blandt lærere og elever. Andre har haft frustrerende oplevelser i skoletiden; nogle er ikke blevet fagligt udfordret, mens andre modsat har oplevet at måtte kæmpe for at følge med i undervisningen. Andre har ikke kunnet deltage i forskellige skoleaktiviteter på lige fod med andre, og rigtig mange af de unge har oplevet at føle sig udenfor eller at blive direkte mobbet.

Mens nogle har oplevet manglende faglighed i specialskolerne, så er det for andre selve rammerne, der gør, at de ikke føler, at de bliver hørt og bliver taget alvorligt. En deltager, der går på specialskole, fortæller, at han synes, der sker for mange skift i hans klasse, og det er svært at beholde de samme venner, når man ikke kan følges ad i skolen og ikke holder frikvarter på samme tid. Han fortæller, at han skifter gruppe hvert år.

”De tænker overhovedet ikke på, at vi er mennesker, vel, altså de er bare ligeglade, fordi de tager os jo bare væk fra hinanden. Jeg havde en hel masse venner sidste år, men jeg er blevet taget væk fra dem alle sammen. Jeg har ikke mulighed for at se dem igen. Man kan ikke gøre noget. Det er jo ikke os, der bestemmer. Man er bare gruppe 1, 2, 3, 4, 5, 6”.

Det er vigtigt med gode lærere, der har et vist kendskab til det pågældende handicap. En ung med synshandicap fortæller om den måde, hans idrætslærer automatisk tager hensyn til ham på:

”Han tager flere forskellige farver frisbees med ned, og det er fuldstændig lige meget for de fuldt seende om det er en grøn, eller en sort, eller en hvid. Hvorimod det er det ikke lige for mig. Hvis vi spiller på noget græs, så er det måske ikke lige en grøn man skal stå og kaste med, så er det måske snarere en hvid. Så sådan noget, det har han også overvejet. Han er helt fantastisk. Jeg er meget imponeret.”

Hjælp og støtte

Nogle af de unge fortæller også om at komme i aflastning hos en anden familie. Det kan være en tiltrængt hjælp i en travl hverdag, hvor et familiemedlem med handicap ofte kræver lidt mere tid og omsorg end ellers. Aflastning kan være en god hjælp for både de unge og deres forældre. Men som en af deltagerne påpeger, så er det ikke kun for at aflaste forældrene, men også for at aflaste den unge selv engang imellem:

”Apropos plejefamilie, så har jeg også selv kunnet tænke mig sådan en. Det bliver brugt som at aflaste forældrene, men det er lidt omvendt hjemme hos os, for jeg mener, jeg har brug for aflastning. Jeg har brug for at slappe af. Jeg har brug for at koble af og ikke tænke på noget som helst. Brug for at komme lidt væk engang imellem.”

Flere beretter om en hverdag, hvor de er dybt afhængige af forældre og venners hjælp. En pige, der har spastiske lammelser, svarer på hvad, hun allerhelst ville kunne gøre selv uden hjælp fra andre:

”Kunne gå på toilettet. Det er det, jeg allerhelst vil. Men det kan jeg bare ikke. Og det er der ingen, der kan lave om på. Gid man dog kunne det. ”

Nogle af deltagerne opfatter altså deres handicap som en funktionsnedsættelse, og ikke som noget, der definerer dem som mennesker og det er ikke deres identitet. Begrebet ’handicappet’ bliver derfor også taget op til diskussion af nogle af de unge, der ikke synes, det er en del af deres selvforståelse.

At være normal eller ej er noget, mange af de unge på seminaret har reflekteret over i forvejen. Måske har de diskuteret det med andre, eller også har det været genstand for nogle personlige overvejelser i kraft af de oplevelser, deltagerne har været ude for fx at blive mobbet i skolen. Mange af deltagerne har altså, direkte eller indirekte, været nødt til at forholde sig til, hvad det vil sige at være normal kontra unormal.

”Normal er noget, vi mennesker har fundet på. Men det er ikke noget, der findes. Normal findes ikke. For vi har vel alle sammen en skavank?”

”Det der med normal, betyder det, at man aldrig har et problem, at man altid har det godt? Det kan ikke lade sig gøre. Alle kender jo til at have et problem. Der er altid et eller andet, der kunne være anderledes.”

Læs hele rapporten: >>”Mød mig som et menneske”.