
Maj 2014
TEMA: Handicappedes rolle i menigheden: Udviklingshæmmede er en naturlig del af Ølgod Valgmenighed
“Det giver en visuel forståelse af evangeliet, når man har Østbækhjemmets beboere med i gudstjenesten,” siger præsten i Ølgod Valgmenighed, Flemming Mose Lauridsen.

Af Rikke Thomassen
Inga Nielsen sætter sig, som hun plejer, på bænken til venstre for indgangsdøren til Ølgod Kirke. Herfra har hun overblik over kirken og hvem, der kommer ind af døren. Flere hilser på hende og snakker med hende – og nogen laver også lidt pjat. Det er sådan, hun kan lide det.
Inga Nielsen har Downs Syndrom og bor sammen med 12 andre på Østbækhjemmet.Hun kommer sammen med de andre beboere i Ølgod Valgmenighed.
Nogle af de andre beboere sætter sig sammen med de ansatte fra bofællesskabet, men flere beboere sætter sig mellem de andre kirkegængere. Det er forskelligt, hvad de har det bedst med. Og til nogle gudstjenester sker det også, at de skifter plads, inden guds-tjenesten går i gang. Eller måske bare rejser sig op for at gå over og hilse på nogen, de kender. Det er der plads til i kirken, hvor der inden gudstjenesten er masser af smil og hyggesnak.
Skal ikke særbehandle
Inge og Mogens Stig Nielsen er ledere af Østbækhjemmet og begge medlem af Ølgod Valgmenighed. Inge Nielsen oplever, at det er rigtig godt for menigheden, at beboerne er der.
“Især er det en god ting for de børn, der kommer i kirken, at vores beboere er en naturlig del af menigheden. Det er godt for børn at lære, at vi ikke alle er ens, og der er plads til alle,” siger hun.
Menighedens præst, Flemming Mose Lauridsen, oplever det også meget positivt, at beboerne er en del af menigheden.
“Det giver en visuel forståelse af evangeliet og modtagelsen, når man har Østbækhjemmets beboere med i gudstjenesten. Her er vi ikke bare dem, der har styr på det hele. Det er så dejligt. Vi behøver ikke sætte ord på det eller iscenesætte det. Jeg tror bestemt også, det betyder meget for vores eget kristenliv. Der står jo ikke noget sted i bibelen, at vi skal have en høj intellekt for at være et Guds barn. Flere af dem har en stærk tro, og det er helt naturligt at tale om troen,” siger han og lægger stor vægt på, at de deltager på lige fod med alle andre i gudstjenesten.
“Vi skal passe på, at vi ikke særbehandler dem. De er også almindelige mennesker, som er en del af menigheden. En sjæl er en sjæl, og vi tager som udgangspunkt ikke specielle hensyn til dem.”
“Men selvfølgelig er der nogle særlige ting, vi skal tage hensyn til, for eksempel når vi skal have en i kørestol frem til nadver, hvor vi har en aftale om, at de skal over i højre side, og jeg kender også beboerne godt og ved, om de får brød og vin eller en hånd på hovedet. Vi gør ikke noget andet specielt, og det har jeg det godt med. Der er slet ikke brug for at tage specielle hensyn,” understreger han.
For lederne af Østbækhjemmet har detstor betydning, at præsten og menigheden kender beboerne rigtig godt.
“Vores beboere føler sig virkelig som en del af menigheden, og det betyder meget for beboerne, at præsten og andre ser dem og snakker med dem,” siger Inge Nielsen.
Ønskede at tænde et lys

I Ølgod Valgmenighed er der også til nogle gudstjenester mulighed for at tænde et lys i forbindelse med nadver for at bede en bøn eller mindes en afdød. I døbefonden lægges et træfad, hvorpå der står et stort hvidt lys, og der kan tændes små fyrfadslys rundt om det store lys.
Det er Jens Kristian Korsgaard, der bor på Østbækhjemmet, som foreslog dette, og sammen med mange af Østbækhjemmets beboere tænder han et lys, når der er mulighed for det.
Mange udviklingshæmmede har det godt med symboler og ritualer, men også mange af de andre kirkegængere har taget muligheden til sig, og der kan godt være 50 lys tændt efter nadver.
Forslaget om at have mulighed for at tænde et lys blev ikke til virkelighed, fordi det var Jens Kristian Korsgaard, der foreslog det, men fordi både præsten og bestyrelsen syntes, det var en god idé.
Flemming Mose Lauridsen glæder sig dog ekstra over, at det var netop Jens Kristians idé, da det også er med til at synliggøre noget af det, beboerne fra Østbækhjemmet bidrager med.
Blev ansat som aftenvagt

Flemming Mose Lauridsen har også haft en særlig mulighed for at lære beboerne at kende via en mindre ansættelse på bofællesskabet. Da han begyndte som præst i Ølgod Valgmenighed, ville flere af beboerne gerne snakke lidt ekstra med ham, når de sagde farvel ved udgangen, men det var svært at finde ordentlig tid til det, når han også skulle hilse på alle de andre kirkegængere på vej ud af døren.
Han var kun ansat på deltid i valgmenigheden, så der blev lavet en aftale med Østbækhjemmet om, at han kunne være aftenvagt hver anden tirsdag.
“Så kunne jeg sige i døren: “Jeg kommer på tirsdag, så tales vi videre om det.” Det var en rigtig god løsning i en periode, for de oplevede at være blevet set og hørt, og jeg følte ikke en dårlig samvittighed over, at jeg skulle jage dem forbi mig. Som aftenvagt oplevede jeg at have tid til at snakke med dem, og det betød, at jeg lærte beboerne rigtig godt at kende og fik et personligt forhold til dem.”
“Selvom jeg var aftenvagt så de mig stadig som præsten, og det var ikke småting, vi talte igennem. Det var mange kristne emner og eksistentielle spørgsmål. Selvværd. Hvorfor jeg er her. Hvorfor jeg har det, som jeg har det. Hvorfor der er sygdom. Det kunne også være noget, jeg havde sagt i en prædiken. Det har betydet, at flere af beboerne er meget trygge ved mig.”
“Jeg får altid en krammer af nogle af dem og et specielt håndtryk. For mig er de jo nogle kære venner. Men det er ikke kun mig – hele menigheden kender dem,” siger Flemming Mose Lauridsen.
Læs evt. også:
Handicappede er nødvendige i menigheder
Ingen kommer og spørger, om jeg vil hjælpe
Skal jeg holde en plads til dig, Sofie?
Mennesker med autisme og Aspergers Syndrom udfordrer kristne fællesskaber