
Februar 2013
TEMA: Sorg, død og tab: Mette er glad for at bruge omsorgskassen til at tale om døden
Der skal være alle de ting i kassen, som man kan få brug for, når man sidder sammen og snakker om sorg, død og tab.
Af Rikke Thomassen

En omsorgskasse er en kasse, som indeholder en række remedier og materialer, der kan støtte personalets samspil og samvær med borgere i sorg og krisesituationer.
“Tanken er, at der skal være alle de ting i kassen, som man kan få brug for, når man sætter sig stille sammen med en borger og tager tid til at snakke om sorg, død og tab,” fortæller pædagog Susanne Thude.
Mette Holdgaard Sørensen bor i bofællesskabet Edelsvej. Hun er 22 år og en af dem, der har brugt omsorgskassen sammen med Susanne Thude. Det gjorde de første gang den dag, det var et år siden, at Mettes farfar døde.
Mette mindes farfar
Susanne Thude har spurgt Mette Holdgaard Sørensen om hun vil vise mig, hvordan omsorgskassen bruges, og det vil hun gerne.
Derfor er omsorgskassen på bordet foran hende og Susanne Thude. Mette åbner kassen, og de begynder at tage tingene ud af kassen.
Flag, stearinlys, lighter, papir, malebog, tuscher, billedbøger, salmebog, et tøjdyr, engangsservietter og en kinabog (som medarbejderen kan skrive erfaringer i bagefter).
“Det skal være på halvt,” siger Mette, da hun tager flaget ud af kassen. Og Susanne sætter det på halvt, mens Mette tager salmebogen, plysdyret og billedmappen ud af kassen.
Susanne Thude fortæller, at hun først havde fortalt om kassen til alle i bofællesskabet.
“Og så kom du selv og spurgte, om vi to kunne kigge i den sammen. Hvorfor var det, du gerne ville det?” Spørger hun Mette.
“Jeg blev ked af det”.
“Ja, og hvad var det, du gerne ville mindes, da vi fandt kassen frem?”
“Mindes min farfar,” siger Mette.
“Vi sang nogen triste sange i den her bog,” siger Mette Holdgaard Sørensen og klapper lidt på salmebogen og mindes hendes farfars begravelse. Hun finder en mappe frem, hvor der er billeder fra en begravelse.
“Så kiggede vi på alle billederne i den her mappe og snakkede om, hvordan det så ud, da det var Mette, der var i kirken, og det var farfar, der skulle begraves,” fortæller Susanne Thude.
Godt at sidde med plysdyret
Mette bladrer videre i mappen med billeder fra en begravelse.
“Så holdt præsten en tale,” fortæller hun, da hun kommer til billedet af præsten.
Mette har bladret færdig i mappen med billeder og kigger igen ned i omsorgskassen. Hun tager først nogen bøger op, som hende og Susanne ikke har læst.
“Den næste bog har vi læst. Der var pludselig fem personer, der var med den aften, vi sad sammen. Jeg var alene på arbejde den aften, og vi sad i fælleslejligheden. De andre var meget respektfulde om ikke at afbryde – det var kun Mette og jeg, der sad og snakkede. Og så lyttede de med.
Der var også en, der sad og tegnede, hvilke følelser man kunne have,” fortæller Susanne Thude.
For Mette var det en god oplevelse at bruge omsorgskassen.
“Der var også en dag bagefter, hvor du kom ned i fælleslejligheden. Så kom du og sad med tøjdyret, fordi den er så dejlig blød.”
“Ja,” siger Mette og smiler lidt.
“Så da du havde det okay igen, så gik du ind og puttede den i kassen.”
“Ja.”
“Du foreslog også en dag en medarbejder at kigge i omsorgskassen, da hun havde været til begravelse.”
“Ja.”
Ikke længere så svært
I begyndelsen var det svært for Mette at snakke om sorgen og døden, men det virker som om, det er blevet lettere for hende.
“Den dag vi var oppe i kirken sad Mette på første række og holdt mig i hånden. Mette ville kun med, hvis hun måtte sidde ved siden af mig. Du har været med til to temaaftener i kælderen og så henne i kirken. Du sad slet ikke ved siden af mig til den anden temaaften. Der sad du for dig selv. Du havde slet ikke spurgt, om vi skulle sidde sammen. Var det fordi, det ikke var så svært?” spørger Susanne Thude.
“Ja,” svarer Mette og smiler.
Læs evt. også:
Udviklingshæmmede får hjælp til at bearbejde sorg
Niels Erik har udfyldt “Min sidste vilje”