TEMA: Sorg, død og tab: Uddrag af guiden om sorg, død og tab

Af projektgruppen bag rapporten og guiden om sorg, død og tab

Udviklingshæmmede er kendetegnet ved en forsinket eller lavere udviklingsalder. De kan derfor have svært ved at forstå døden og deres egen dødelighed. Det betyder, at deres sorg ofte tager afsæt i adskillelsen frem for selve tabet. Derfor mærker de følelser som frygt for at være alene, forladthed og længsel efter nærvær.

For omgivelserne kan det virke som en overfladisk sorg, men handler i virkeligheden om, at de udviklingshæmmede udtrykker deres sorg anderledes end andre.

Alle borgerne på Bofællesskaberne Edelsvej har en psykisk udviklingsforstyrrelse, som påvirker deres adfærdsmønster i forbindelse med sorg og kriser. Nogle af dem har svært ved at udtrykke deres sorg, fordi de har et begrænset sprog.

På Bofællesskaberne Edelsvej bygger vi i vores socialpædagogiske arbejde på en neuropædagogisk tilgang. Neuropædagogik tager, enkelt sagt, afsæt i en viden om, hvor i hjernen den udviklingshæmmede er fejludviklet/skadet, hvilken betydning det har for adfærd og funktioner, og benytter en pædagogik, hvor man søger at gå ad de velfungerende veje i hjernen.

Mange af vores borgere fungerer dårligt i deres frontallapper (præ-frontal cortex). Det betyder, at de har svært ved at huske, skabe overblik og at afstemme sig i forhold til en situation. Når en borger således ikke forstår, hvad der foregår omkring sig, er det et almindeligt respons at give op eller trække sig. For omgivelserne kan det se ud som, at borgerne er ligeglade. Men i virkeligheden kan det handle om, at de har mistet troen på, at nogen kan eller vil hjælpe dem. Jes Dige pointerer, at det er vigtigt at få hjælp til at skabe orden i det kaos, der ofte opstår inde i et menneske i forbindelse med en krise. Vores borgere har brug for hjælp og støtte til at forstå, hvad der sker omkring dem og til at skabe overblik.

Vores borgere har ligeledes meget svært ved at skifte spor og lave nye strategier i hjernen. De reagerer ved at blive udadreagerende og at kæmpe (sympaticus nervesystemet) eller ved at blive passive og opgivende (dorsale vagus nervesystem). Borgerne er ikke i stand til at styre sig selv eller berolige sig selv. De har brug for at blive reguleret (ventrale vagus nervesystem) af det pædagogiske personale. Nogen kan godt sætte ord på deres følelser, men har vanskeligt ved at forstå deres følelser og derved komme videre. De har brug for at “koble sig på” vores nervesystem og blive reguleret. Derfor er det vigtigt, at personalet selv har forholdt sig til døden, tør sætte døden i tale og har forskellige handlemuligheder i forhold til at kunne hjælpe den enkelte borger.

I de følgende afsnit beskrives borgernes sorgreaktioner og -proces knyttet til deres forskellige udviklingsaldre.

SORGREAKTIONER HOS BORGERE MED UDVIKLINGSALDEREN 3-6 ÅR

Man kan se følgende reaktioner hos borgere med en udviklingsalder mellem 3 og 6 år:

• De påvirkes af stemningen i omgivelserne; de græder, når andre græder.
• De har svært ved at udtrykke verbalt, hvorfor de er kede af det. Måske siger de: “Jeg kan ikke lide det”.
• De kan føle, at de er syge, fordi de er kede af det.
• De kan flytte sig lynhurtigt mellem de to spor i 2-spors modellen, dvs. det ene øjeblik græder de (tabs-sporet), og det næste øjeblik tænker de på, hvad de skal have til aftensmad (genindførsels-sporet).

De har brug for hjælp til:

• At blive trøstet; de ved ikke, at det bliver godt igen.
• At få konkrete informationer, symboler og fotos.

SORGREAKTIONER HOS BORGERE MED UDVIKLINGSALDEREN 6-12 ÅR

Man kan se følgende reaktioner hos borgere med en udviklingsalder mellem 6 og 12 år:

• De kan sætte ord på, hvad der konkret gør dem kede af det, fx “jeg græder, fordi min farfar er død”.
• De vil gerne fortælle om deres sorg, men synes også, at det kan være svært at tale om det at miste; bagefter kan de fortælle, at det var godt at få talt om det.
• De har ofte brug for et knus, men kan have svært ved selv at spørge om det.
• De påvirkes emotionelt af hændelser, men kan trøste sig selv. De kan have brug for at være alene eller sammen med vennerne.
• De kan blive angste for at dø, når en pårørende bliver syg.

De har brug for hjælp til:

• At få sat ord på deres følelser og at forstå betydningen af begreber som sorg, angst osv. Fordi døden er endegyldig har de brug for konkret information som fx “han er død “.

SORGREAKTIONER HOS BORGERE MED UDVIKLINGSALDEREN 12 ÅR <

Man kan se følgende reaktioner hos borgere med en udviklingsalder over 12 år:

• De kan kommunikere om døden på et mere abstrakt niveau.
• De ved, at døden er universel og kan se den i et større perspektiv. De forstår, at døden har en endegyldig konsekvens.
• De begynder at tænke over, at de selv engang skal dø.
• De kan sætte ord på, hvad der konkret gør dem kede af det, fx sige “jeg har det svært, fordi min mor er død”.
• De kan være meget optaget af egne behov.
• De kan lytte til hinanden og trøste hinanden.
• De har stadig et stort behov for at blive mødt i deres oplevelser af tab, selvom de har flere kommunikative kompetencer.

Litteratur:
Jes Dige et. al. (2010): Sorgens ansigt: den nødvendige samtale med børn i sorg. Kræftens Bekæmpelse.

2-sporsmodellen – tabssporet og genindførelsessporet

2-sporsmodellen er et forsøg på at integrere de allerede eksisterende teorier om sorg og sorgbearbejdning, snarere end en helt ny teoretisk model. Modellen forsøger at give et nuanceret bud på, hvad sorg er. Den frigør sig fra den tidligere tænkning, hvor sorgarbejde foregår via faser. Men modellen fastholder opfattelsen af, at sorg består i et stykke psykologisk arbejde, der skal gøres, bl.a. via følelsesforløsning. Det centrale i modellen er vekselvirkningen mellem konfrontation med og undgåelse af tabet.

I den naturlige sorgproces er der en vekselvirkning mellem de to spor hele vejen gennem sorgen.

Sorg beskrives i 2-sporsmodellen som en kompleks og dynamisk proces, der hjælper den efterladte med at tilpasse sig sin nye situation ved at veksle mellem to spor. De to spor betegnes tabssporet og genindførelsessporet.

Modellens venstre cirkel illustrerer tabssporet og den højre cirkel genindførelsessporet. De to spor beskrives således:

I tabssporet håndterer man de følelser og udfordringer, som tabet direkte har medført, fx “jeg har mistet min mor”. Man benægter eller undgår at beskæftige sig med de forandringer for det nutidige og fremtidige liv, tabet har medført.

I genindførelsessporet sigter man mod at genindføre den efterladte i den forandrede verden, som tabet har medført. Følelser fylder også meget i dette spor, men følelserne relaterer sig her mere til nutiden og fremtiden, samt den efterladte selv, end til fortiden og den mistede person. Centralt er, at den efterladte i dette spor får rum til at holde fri fra det følelsesmæssigt belastede sorgarbejde.

Personer, som kun befinder sig i tabssporet skal hjælpes blidt over i genindførelsessporet og introduceres til nye redskaber og fremtidsrettede mestringsstrategier. De skal hjælpes til at skabe nyt livsindhold, måske skal de præsenteres for nye interesser eller nye mennesker.

De personer, der kun er i genindførelsessporet har brug for støtte til at forholde sig til følelserne omkring tabet og at udholde sorgen.

Hvis personen ikke hjælpes til at veksle mellem sporene/rummene er der risiko for depression.

2-sporsmodellen udvider normalitetsbegrebet i forhold til sorg, fordi der ikke bliver én rigtig eller forkert måde at sørge på. Det hjælper omgivelserne – os som personale – til at fokusere på, hvilket spor borgeren befinder sig i og at holde øje med, om der sker en sund vekslen mellem de to spor, frem for at vurdere, om borgeren sørger på den rigtige eller forkerte måde.

Læs evt. også:

Udviklingshæmmede får hjælp til at bearbejde sorg

Temaaftner har åbnet op

Niels Erik har udfyldt “Min sidste vilje”

Mette er glad for at bruge omsorgskassen til at tale om døden

Sjælesorg – samtaler om “indersiden”