TEMA: Sorg, død og tab: Sjælesorg – samtaler om “indersiden”

Line Rudbeck fortæller her om sjælesorg i arbejdet med mennesker med særlige behov og hvilke redskaber hun bruger i sit arbejde som sjælesørger.

Af Line Rudbeck

“Jeg har aldrig haft det så godt, som efter jeg mødte dig”.

Sådan kan Holger på over 70 år finde på at sige til mig efter en times snak og en kop kaffe. Holger bor i Landsbyen Sølund, og han og jeg har mødtes jævnligt i løbet af de sidste 5-6 år, hvor vi har talt om de historier, den tro, de drømme og det håb, han bærer på. Når han siger, at han aldrig har haft det så godt, som efter han mødte mig, så skyldes det vist ikke så meget mig, som det skyldes det rum, jeg som præst kan skabe. Et rum, hvor der er plads til at tale om “indersiden”, altså tanker og tro, håb, savn og frygt.

En af søjlerne i præstearbejdet er sjælesorg. Sjælesorg kommer af det tyske ‘Seelsorge’, som betyder omsorg for sjælen eller omsorg for “indersiden”, som er et ord, vores beboere selv har fundet på om det sted, hvor følelser og tanker rumsterer. Sjælesorg er mange ting; samtale, nærvær, bøn, ritualer mv.

Tryghed og ritualer er vigtige

Noget helt afgørende for at kunne udvise omsorg for “indersiden” er, at der bliver skabt et rum, hvor der er plads og mulighed for samtale og nærvær. Med rum forstås ikke nødvendigvis et bestemt sted, men snarere, at der er en god stemning, en tryg relation og ro. Et tændt stearinlys midt på bordet kan være med til at signalere, at vi nu skal være sammen om det, beboeren har på hjertet, og det allervigtigste for at skabe det rette rum er, at der ingen forstyrrelser er. Præsten eller pædagogen skal sikre sig, at telefonen ikke ringer, at ingen afbryder samtalen og at hun ikke pludselig er nødt til at rejse sig for at hjælpe en anden beboer. Beboeren skal vide, at han har præsten eller pædagogen for sig selv i det aftalte tidsrum.

Da mange beboere i Landsbyen Sølund har et meget begrænset verbalt sprog, bruger jeg ofte små ritualer i sjælesorgen. Ritualer kan dels virke som et frikvarter fra hverdagens problemstillinger, og dels kan de sammen med salmer og bønner låne os ord for det, vi ikke selv har ord for.

Til at belyse, hvordan jeg arbejder med sjælesorg, vil jeg i denne artikel fortælle nogle historier fra min hverdag.

Fra sammenkrøbet krop til smil

Jimmi er en ung mand sidst i 20’erne. Han er meget sky og angst og bryder sig ikke om at være tæt på andre mennesker. Jeg fik kontakt til ham, fordi pædagogerne vidste, at noget af det, der havde betydet allermest for ham, var at gå til præst og blive konfirmeret. Og så tænkte de, at et besøg af præsten måske kunne glæde ham. Jeg vidste, at han ikke kunne klare, at jeg besøgte ham ret længe og også, at jeg skulle stå et godt stykke fra ham, for at han kunne føle sig tryg.

Mine besøg hos ham tager et sted mellem 10 og 15 minutter og foregår på samme måde hver gang. Først synger jeg en kendt salme, derefter siger jeg trosbekendelsen, beder fadervor og en bøn for Jimmi og hans familie. Så lyser jeg velsignelsen og synger endnu en salme. I løbet af den tid, dette lille ritual varer, sker der en markant fysisk forandring med Jimmi. Når jeg kommer, sidder han med bortvendt ansigt og sammenkrøbet krop. Og når han hører de velkendte ord i salmerne, trosbekendelsen, fadervor og velsignelsen, løfter han hovedet, smiler over hele ansigtet og kigger på mig. Det er meget tydeligt, at ritualet er et frikvarter for Jimmi midt i det liv, der ellers er så svært for ham.

Brorens død fyldte alt

Den næste historie handler om Jens. Jeg blev på et tidspunkt kontaktet af en pædagog, som fortalte, at Jens havde mistet sin bror i en trafikulykke flere år tilbage. Jens talte meget tit om sin bror og fortalte, hvor meget han savnede ham. Medarbejderne var fortvivlede over, at han blev ved med at tale om den afdøde bror. De vidste snart ikke, hvad de skulle sige, og derfor bad de mig om at komme forbi og tale med ham.

Da jeg besøgte ham første gang, spurgte jeg forsigtigt til hans bror. Han nægtede pure at have en bror og gav udtryk for, at jeg gerne måtte gå igen. Efter et par ultrakorte besøg, fortalte han mig en dag, at hans bror var blevet kørt ned af en lastbil, og at han var meget ked af det. Jeg sagde, at jeg sagtens kunne forstå, at han var ked af, at den storebror, han holdt så meget af, var død.

Derefter spurgte jeg ham om, hvad broren og han havde lavet sammen, og han fortalte mig om lege, besøg, flotte biler og seje motorcykler. Jens var glad for at tale om sin bror, og samtidig blev han altid ked af det og fortalte, hvor meget han savnede ham. Hans kontaktpædagog havde fortalt mig, at brorens død og savnet af ham fyldte så meget for Jens, at det ofte overskyggede hele hans dag. Jens havde brug for at få skabt et rum, hvor sorgen over brorens død kunne få plads, og hvor den “kunne blive”, så han kunne leve sit øvrige liv uden hele tiden at være tynget af sin sorg.

Sorgen skal ikke overskygge livet

Det er vigtigt, at vi giver beboernes sorg og savn plads, og samtidig må vi trøste dem og hjælpe med til at sorgen hen ad vejen ikke skal overskygge hele deres liv. Jeg bruger ofte udtrykket “Mindernes land” eller “Mindernes skatkammer” om de fortællinger og minder om afdøde, som vi som præst eller pædagog må hjælpe beboerne med at skabe og træde ind i, når savnet melder sig. Samtidig er det også nødvendigt, at sorgen ikke skal fylde alting altid, for ellers er der ikke plads til livet.

En dag tog jeg min salmebog med ned til Jens og jeg spurgte, om han havde lyst til, at vi skulle synge en salme. Det ville han rigtig gerne, og efter nogen tid fandt jeg ud af, at han holdt rigtig meget af “Nu falmer skoven” og “Gud ske tak og lov”. Sidstnævnte blev sunget i hans barndomshjem, og fordi han forbandt noget trygt med den salme, blev den rammesættende for vores samtaler fra da af, og jeg kan nu dårligt nå at sætte mig på min plads, førend Jens spørger, om vi skal synge. Jeg skynder mig at slå op i salmebogen og stemme i med “Gud ske tak og lov…”.

Nogen gange må jeg starte på salmen mange gange, førend Jens finder den tryghed og ro, som er nødvendig for, at vi kan bevæge os ind i “Mindernes land” og tale om hans bror. Han kan afbryde mig 5-10 gange og råbe “forfra Line Rudbeck”. Og så begynder jeg forfra, indtil han er klar til, at jeg synger salmen til ende, og vi kan tale om minder, sorg og savn.

Ud over salme og samtale beder vi som regel fadervor sammen. Når vi har talt lidt om broren og savnet, er Jens klar til at fortsætte sin hverdag, og det fortæller han ved at foreslå, at vi skal drikke en kop kaffe sammen. Når kaffen er hældt op, ved jeg, at jeg skal til at skynde mig, for så går der ikke lang tid, inden han gerne vil være alene igen. Det fortæller han mig ved at sige: “Tak for i dag, Line Rudbeck!” Så rejser jeg mig og siger farvel og på gensyn.

For Jens er den velkendte salme ud over at skabe et trygt rum for samtalen også en måde at udtrykke følelser og stemninger på, som han ikke selv kan give udtryk for. Salmen er indgangen til “Mindernes land” og udgangen derfra er en kop kaffe.

Kaffe kan give en pause

En kop kaffe er altid en god måde at komme tilbage til hverdagen på og kan med stor fordel stå klar, når beboerne kommer hjem fra en ridetur, en tur i svømmehallen, en bustur eller hvad som helst, de er glade for at gå eller være til. Det kan ofte være svært, når det, man godt kan lide, stopper, og derfor oplever vi ofte, at beboere er vrede og kede af det, når de eksempelvise kommer hjem fra ridning eller fra svømmehallen, som de elsker. En velkomst og en kop kaffe kan skabe det rum, som kan give beboeren en lille pause og gøre hende klar til at træde ind i det “almindelige liv” igen. Vi plejer at sige, at beboerne skal på “nedtrapning”, når de har haft en god oplevelse, så de får mulighed for at fordøje oplevelsen, inden hverdagen igen hiver i dem.

Sorg og savn er alvorligt

Jeg håber, at ovenstående fortællinger, giver et indblik i, hvad ritualer og salmer kan, og også, at det er meget vigtigt for beboerne at blive mødt i øjenhøjde og få sat ord på det, der fylder dem.

I de samtaler jeg har med beboerne, er det, der fylder på “indersiden” ofte en sorg, som de ikke har fået talt om. Der blev for nogle år tilbage lavet en norsk undersøgelse, der konkluderer, at 50-60 % af akut ændret adfærd hos mennesker med særlige behov, skyldes en ubearbejdet sorg.

Vores beboere mister rigtig mange mennesker, ikke kun ved dødsfald, men også i forbindelse med flytninger og jobskifte og min erfaring er, at vi ikke altid er gode til at få sagt farvel eller talt om den, der ikke er der mere. I Landsbyen Sølund laver vi mindebøger og farvelbøger, når én dør eller rejser. En bog består af billeder af den, der er død, og det vi husker ham for samt billeder fra begravelsen og mindesamværet bagefter. Er det en pædagog – f.eks. Karens kontaktperson – der er rejst, består bogen af billeder af de oplevelser Karen og pædagogen har haft sammen. På sidste side er der sat et billede ind af ham, der nu er Karens kontaktperson. Alle billeder printes ud på A4 sider, lamineres, sættes i en spiralryg og placeres på en hylde i fællesstuen. Så er de nemme at tage frem og snakke ud fra, hvis en beboer savner den, der er “væk”.

“Vi tror, du savner Else”

Det hænder, at beboerne ikke selv fortæller, hvad de er kede af, eller hvem de savner, og så må vi hjælpe dem med at finde den historie, de har brug for at høre. Ejvind boede i et hus, hvor der inden for nogle måneder havde været tre dødsfald, og der havde været nok at gøre for pædagogerne med alt det praktiske og følelsesmæssige, som følger med tre dødsfald. Så de havde ikke fået talt nok med beboerne om deres savn.

På et medarbejdermøde nogle måneder efter det sidste dødsfald faldt snakken på Ejvind. Pædagogerne var bekymrede for ham. Han virkede meget apatisk, var helt grå i hovedet og hans tunge hang ud af munden på ham. De diskuterede, om han mon havde en depression og overvejede at kontakte lægen med henblik på at få udskrevet antidepressiv medicin. Heldigvis var der en, der foreslog, at han måske savnede Else, som var død, og som han var meget knyttet til. Det blev besluttet, at der hver dag efter frokost, skulle afsættes 10 minutter til at tale med eller bare være sammen med Ejvind.

Når frokosten var ryddet væk, blev der tændt et lys på det bord, hvor Ejvind sad, og en pædagog skulle sætte sig over til ham og fortælle den historie, man på medarbejdermødet var blevet enige om, at han nok havde brug for at høre: “Ejvind, vi kan se, at du er helt grå i hovedet og at din tunge hænger ud af halsen på dig. Vi tror, det er fordi, du savner Else”.

Og allerede dér løftede han sit hoved og kiggede lige på pædagogen. De havde ramt rigtigt.  Og efter et par uger, hvor pædagogerne hver dag havde givet Ejvind lidt ekstra tid og talt med ham om Else og alt det, de to havde haft sammen osv., så havde han fået sin kulør tilbage i ansigtet og tungen var på plads i munden.

Jeg håber, at jeg med ovenstående artikel har givet jer mod til at tale med mennesker med udviklingshæmning om “indersiden” – om sorg og savn, om tro og håb – og at I også tør gætte på, hvilke historier de har brug for at få fortalt, når de med deres ord eller krop viser, at de er kede af det.

Alle navne i artiklen er opdigtede.

Læs evt. også:

Udviklingshæmmede får hjælp til at bearbejde sorg

Temaaftner har åbnet op

Niels Erik har udfyldt “Min sidste vilje”

Mette er glad for at bruge omsorgskassen til at tale om døden

Uddrag af guiden om sorg, død og tab