Handicappede i Danmark har ikke frit boligvalg

For Bjarne Ingemansen er der ingen tvivl om, at handicappede har ret til frit at vælge bolig. Det står tydeligt i FN’s handicapkonvention. Men han ved – også af egen erfaring – at virkeligheden i Danmark er en helt anden, og det blev drivkraften for hans jura-speciale med emnet “Handicappedes ret til frit at vælge bolig”.

Af Rikke Thomassen

I dag bor Bjarne Ingemansens søn, Tobias, på det kristne bofællesskab Sydhjørnet i Vamdrup. Men vejen til Sydhjørnet blev ikke helt så lige, som FN’s handicapkonvention ellers lægger op til, når det frie boligvalg står beskrevet.

Det blev også baggrunden og drivkraften for, at Bjarne Ingemansen valgte at skrive om “Handicappedes ret til frit at vælge bolig”, da han skulle skrive speciale på jurastudiet. Et speciale, han har valgt at tilegne Kristelig Handicapforening.

Specialet rummer værdifuld viden om handicappedes ret til frit valg og om retstilstanden i Danmark vurderet ud fra FN’s handicapkonvention. Og for Bjarne Ingemansen er det tydeligt, at den danske lovgivning ikke lever op til FN’s handicapkonvention, hvor der står, at handicappede skal have mulighed for at vælge deres bopæl, samt hvor og med hvem, de gerne vil bo.

“I dag kan jeg glæde mig over, at Tobias bor i et kristent bofællesskab, som bakker op om hans kristne liv,” siger Bjarne Ingemansen.

Men det var ikke givet på forhånd, at det ville gå så godt. Det kommer vi tilbage til senere. Først lidt om de oplevelser, der blev drivkraften for Bjarne Ingemansens speciale.

Bostedet lagde pres på Tobias

Bjarne Ingemansen er gift med Anette og sammen har de fire børn. Deres ældste hedder Tobias og er i dag 22 år. Som 7-årig fik han diagnosen Aspergers Syndrom, og det stod klart for Anette og Bjarne Ingemansen, at Tobias også som voksen ville få brug for støtte i hverdagen.

“Vi havde allerede, da Tobias var 16-17 år, fået skrevet ind i hans papirer, at vi og Tobias selv ønskede, at han skulle bo i et bofællesskab med et kristent værdigrundlag,” fortæller Bjarne Ingemansen.

“Efter at Tobias var blevet 18 år, var vi med til et møde med kommunen, hvor medarbejderne belærte ham meget grundigt om, at han nu var myndig og selv skulle vælge – og ikke tage hensyn til, hvad mor og far mente. Tobias sagde, at han ønskede et kristent bofællesskab. Men da det nye KH-bofællesskab Sydhjørnet ikke stod klar endnu, skulle han ud og bo et andet sted først – på et kommunalt bosted.”

“På et tidspunkt havde medarbejderne på dette bosted snakket med ham om at skulle flytte. De havde spurgt ham om noget med: “Er du da ikke glad for at være her? Vil du gerne flytte? Det er vi da kede af at høre”. Og Tobias vil ikke gøre nogen kede af det, så han sagde til dem, at han ikke ville flytte. Så kom han hjem til os i weekenden, og så var det os, der blev kede af det,” siger Bjarne Ingemansen.

Hvad er et hjem for dig?

“Det var hårdt for Tobias at være i, og det endte med, at han spurgte, om han måtte komme hjem og bo, indtil han kunne flytte ind på Sydhjørnet, og det gav vi ham lov til,” siger Bjarne Ingemansen. Men da Tobias flyttede hjem til sine forældre, blev han indkaldt til et møde ved kommunen for at drøfte hans boligsituation.

“Det var tydeligt for os, at kommunen ønskede at bestemme, hvor Tobias skulle bo. Prøv at forestil dig, at du ikke selv kan bestemme, hvor og med hvem, du gerne vil bo. Hvad er et hjem for dig? Er det for eksempel et kristent hjem? Og hvad vil du gøre, hvis andre vil bestemme, hvor du skal bo?” Spørger Bjarne Ingemansen, som også i sit speciale har skrevet om, hvad et hjem er:

“Et hjem er ideelt set et trygt sted, jeg selv har valgt at bo, som afspejler min identitet og fremmer min personlige udvikling og trivsel. Et hjem er ikke bare et hvilket som helst sted at bo. Derfor har personer med handicap krav på, at samfundet gør sig alle rimelige anstrengelser for, at de på lige fod med andre samfundsborgere frit kan vælge, hvor de vil have deres hjem,” står der blandt andet som indledning til Bjarne Ingemansens speciale.

Vi ønskede det bedste for Tobias

Mødet med kommunen handlede for Bjarne Ingemansen i høj grad om, at Tobias skulle bo et sted, der var hjem for ham. Et sted, hvor han ikke blev mobbet, fordi han var kristen og gerne ville i kirke – og ikke ville se pornofilm.

“Til mødet deltog fem personer fra kommunen, og vi havde etableret en lige så stor “styrke” med Tobias, os som forældre, en tidligere barnepige, som var blevet uddannet pædagog, og Kristelig Handicapforenings daværende landsleder, Ellen Hessellund Mikkelsen.”

“Det var et meget ubehageligt møde. Aldrig har jeg oplevet så kold luft til et møde.Først prøvede de at stille spørgsmålstegn ved det frie valg i friplejeboligloven. Ellen Hessellund Mikkelsen forklarede dem reglerne, og de afbrød mødet, var ude og tjekke efter og kom så slukørede tilbage. Jo, der var frit valg. Derefter stillede de spørgsmålstegn ved, om vi varetog hans sag, og om vi pressede ham til at skrive under på forskellige erklæringer.Tobias sagde, hvad han ville, og han ville flytte til Sydhjørnet,” fortæller Bjarne Ingemansen, der var rystet over den måde, de prøvede at bøje Tobias’ frie valg.

“Det var forfærdeligt at få stillet spørgsmålstegn ved, om man som forældre vil sit barn det bedste, men jeg var ikke i tvivl om, hvad der var bedst for Tobias. Jeg kunne være i tvivl, om Tobias kunne stå for presset fra kommunen og holde til det – om det ville lykkes for dem at få ham til at sige noget andet.”

Mangler frit valg ved § 107

På det tidspunkt var Tobias visiteret til et § 108-tilbud, hvor der står, at en borger har frit valg. Havde Tobias været visiteret til en § 107, som hans forældre også på et tidligere tidspunkt havde frygtet, han ville blive, havde sagen set helt anderledes ud. For § 107 giver ikke frit valg.

“Der er tradition for, at man giver handicappede, der skal flytte hjemmefra, et midlertidigt tilbud, som blandt andet skal afklare, deres mulighed for at bo i egen lejlighed med støtte. Problemet med § 107 er, at der ikke er frit valg, og at der ikke er nogen grænser for, hvor længe man kan bo i et § 107-tilbud. En handicappet borger kan i princippet være midlertidigt anbragt hele sit liv. Og det er en klokkeklar overtrædelse af menneskeretten til frit at vælge hvor og med hvem, man ønsker at bo,” siger Bjarne Ingemansen.

“I forbindelse med tiltrædelsen af FN’s handicapkonvention skulle den danske stat undersøge, hvorvidt de danske love levede op til konventionen. Justitsministeriet nåede frem til, at med en enkelt undtagelse omkring hjælp til stemmeafgivning, så lever lovene op til FN’s handicapkonvention. Men jeg kan slet ikke forstå, at de kan nå frem til den konklusion, når der er en lov, der tydeligt går imod den enkelte handicappedes frie valg,” siger Bjarne Ingemansen.

Vigtigt at føle sig tryg

For Anette og Bjarne Ingemansen har det været en sej kamp at kæmpe for Tobias ret til frit at vælge bolig.

“Det koster så meget psykisk energi at være sagsbehandler for sit barn og kæmpe med offentlige myndigheder, som ikke respekterer personens baggrund, integritet og frie valg. Vi havde en periode, hvor vi var i kriseberedskab. Vi turde næsten ikke tømme postkassen, for hvad havde de nu fundet på? De sidste måneder, inden den endelige afklaring, var vores øvrige liv på standby, og vi havde ikke overskud til noget socialt med familie eller venner,” fortæller Bjarne Ingemansen.

“I glimt tænkte jeg, at Tobias sikkert også kunne blive glad for at bo i det kommunale bofællesskab. Men modsat tænkte jeg også, at Tobias jo fra begyndelsen havde sagt tydeligt, at han ønskede et kristent bofællesskab,” siger Bjarne Ingemansen, der i dag glæder sig over, at de vandt kampen, og Tobias har bofællesskabet Sydhjørnet som sit hjem.

“Her får Tobias den støtte og hjælp han har behov for – også når det gælder kristenlivet. Han kommer blandt andet i Lunderskov IMU og i den lokale kirke, og det er godt med et bofællesskab, der støtter ham i at komme af sted. Et bofællesskab, der hjælper med gudstjenestetider og hvor der er nogen, han kan følges med i kirke. De fortæller, om han skal til et almindeligt IMU-møde, eller om der skal ske noget andet. I det kommunale bofællesskab fik han at vide, at der ikke var ressourcer til at følge ham i kirke om søndagen med mindre man gjorde det til hele bofællesskabets udflugt.”

“Det er godt for Tobias at bo i et bofællesskab. Nogen har som mål, at handicappede skal bo i egen lejlighed med støtte, men jeg mener ikke, det er et mål i sig selv. Målet må være, at handicappede kan få lov at vælge selv – uanset om de ønsker at bo i egen lejlighed eller i bofællesskab. Man giver køb på nogle friheder ved at bo i bofællesskab, men man får en tryghed, og det er noget af det, der for mange mennesker kendetegner et hjem: Et sted hvor man kan føle sig tryg.” siger Bjarne Ingemansen.

Bjarne Ingemansen

FN’s handicapkonvention Artikel 19 a: