November 2015
Bag om filmen “Naturens uorden”
“Han er kongen inden for handicapverdenen, men han vil også være konge i den rigtige verden,” siger instruktøren Christian Sønderby Jepsen om Jacob Nossell.
Af Rikke Thomassen
Christian Sønderby Jepsen er instruktøren bag dokumentarfilmen “Naturens Uorden”.
Han ser Jacob Nossell som en hovedperson og historie, der rummer mange af de vigtige ting for at kunne lave en rigtig god film.
“Det fascinerende ved Jacob er, at han er fanget i en forvrænget krop. Det er også en skæbne, man bliver berørt af, fordi man tænker: “Uh, det er godt, det ikke er mig.” Selvom det ikke er meget, der er galt med Jacob, så er det alligevel nok til, at ens egen reaktion kommer frem,” siger Christian Sønderby Jepsen.
“Jacob er også god, fordi han har et charmerende væsen. Og i hans liv – og i processen med teaterstykket – er der mange af de ting, som er nødvendige for en god historie: Der er udvikling. Der er
modstand. Og modvilje. Alle, der ser ham for første gang oplever modvilje mod ham. Når de lærer ham at kende, ændrer det sig, men når han så går ud på gaden, så begynder det forfra.”
“Jacob har også en enorm viljekraft. Han havde smagt lidt på “druerne” med “Det røde Kapel” og ville gerne have succes. Han er kongen inden for handicapverdenen, men han vil også være konge i den rigtige verden. Han ville gerne flyve højere end hans vinger måske kunne bære,” siger Christian Sønderby Jepsen.
En svær film at lave
Undervejs i den tre et halvt år lange proces med filmen, kom der også flere udfordringer til med sygdom og en busulykke.
Læs også artiklen med Jacob Nossell: “Vi lever ikke i den bedste af alle verdener”
“Da Jacob blev ramt af en bus, var det totalt kritisk, og det udviklede sig til at blive en endnu mere personlig historie om at kæmpe sig ud af et uheld og sygdom,” siger Christian Sønderby Jepsen.
“Det er også en tragikomisk fortælling, hvor man kan blive berørt over livets skrøbelighed. Det handler om at værdsætte nuet. At prøve at få lidt mere forståelse for dem, der er anderledes. Og accept. Også af os selv. At vi også selv har nogle ting, hvor vi søger at blive accepteret. Det er måske forstærket ved Jacob, men vi andre søger det også og kender tanken: “Hvad tænker andre om mig nu?””
Christian Sønderby Jepsen lægger heller ikke skjul på, at det har været en svær film at lave.
“Det er meget sjældent, du ser en spastiker i hovedrollen i en dokumentarfilm, og det kræver noget ekstra i forhold til fortællerstemme, animationer og andre effekter. Jacob er også en meget krævende person at være sammen med. Især på grund af hans stemme og udtale. Han har en anden ansigtsmimik og et andet tempo. Man har næsten regnet sætningen ud, inden han er færdig med den. Det kan jeg ikke lægge skjul på, og det ved han også selv,” siger Christian Sønderby Jepsen, og undervejs i filmen udfordrer Jacob Nossell også en anden skuespiller til at tale og bevæge sig, ligesom han gør.
“Jacob er også en meget storhjertet person. Og sindssyg klog,” siger Christian Sønderby Jepsen, og det var også heri noget af hans fascination af Jacob Nossell som filmkarakter lå. At hans intellekt er fanget i en handicappet krop.
En svær film at sælge
Selvom filmen har fået fuldt stjernehus af mange anmeldere, er det en film, der er svær at sælge.
“Når folk har set den, så er de helt vilde med den, men der har ikke været så mange inde og se den. Det er en intellektuel film, måske ikke når du ser den, men på salgsplan, fordi den handler om universelle problemstillinger, og der er mange forskellige lag i den. Det er svært at sælge,” siger Christian Sønderby Jepsen.
Planen er nu at komme ud internationalt på filmfestivaller, og det begynder allerede i midten af november, hvor filmen er med i hovedkonkurrencen til IDFA, en international dokumentar-filmfestival i Amsterdam.