November 2015

“Vi lever ikke i den bedste af alle verdener”

Jacob Nossell er aktuel med dokumentarfilmen “Naturens Uorden”, hvor han blandt andet stiller spørgsmålet: “Har jeg ret til at leve?” Han provokeres af hykleriet fra både politikere og andre, når der ikke er sammenhæng mellem ord og handlinger. Men også den kristne tilgang til debatten irriterer ham.

Af Rikke Thomassen

“Det bliver så romantisk,” siger Jacob Nossell om det kristne livs- og menneskesyn, hvor udgangspunktet er, at ethvert menneskes liv er unikt og værdifuldt.

Jacob Nossel

“Jeg ønsker, at det kunne være sådan, at der var plads til alle handicappede. Men erfaringen siger mig, at det ikke giver mening bare at lukke øjnene og sige: “Vi skal være glade for alle de mennesker, der kommer”. Jo, vi to kan godt blive enige om her, at alle handicappede børn skulle fødes. I den bedste af alle verdener. Men vi lever ikke i den bedste af alle verdener, og lige så snart jeg går ned på gaden, så møder jeg noget andet,” siger Jacob Nossell.

Han er komiker, journalist og foredragsholder. Han har også en mindre hjerneskade og er spastiker. Og så er han aktuel med dokumentarfilmen “Naturens Uorden”, hvor han begiver sig ind i en erkendelsesrejse og forsøger at forstå sit eget liv i et moderne samfund med spørgsmålene: “Hvem er vi, hvad vil vi som samfund, og hvilket samfund er værd at leve i?” Som en del af filmen indgår også scener fra teaterforestillingen “Human Afvikling”, hvor Jacob Nossell er skuespiller i sit eget liv.

Har jeg ret til at leve?

I sine 28 år har Jacob Nossell mødt meget modstand, og det er også udgangspunktet for teaterforestillingens åbningsscene, hvor han siger:

“Når folk møder mig første gang, får de en instinktiv impuls til enten at flygte fra mig eller slå mig ihjel. Så vi skal nok få en hyggelig aften.”

Det viser også Jacob Nossells tilgang til at skabe samfundsdebat. Han formår at indtage scenen med komik og galgenhumor. På én gang både uhøjtideligt og alvorligt. Og knivskarpt.

Med filmen stiller Jacob Nossell spørgsmålet: “Har jeg ret til at leve?”, og det spørgsmål har han også stillet flere i både radio og TV, siden filmen havde premiere.

“Alle svarer: “Ja, selvfølgelig har du ret til at leve”. Men når jeg så bagefter spørger: “Hvis du skulle have et barn, og du fandt ud af, at du fik sådan en som mig, hvad ville du så vælge?” Så er folk tøvende,” siger Jacob Nossell, og han oplever det som hykleri fra politikere og andre.

“Vi bliver som handicappede skizofrene. På den ene side får vi at vide, at alle er velkomne, og vi skal være en del af samfundet, men på den anden side sker der besparelser, så vi ikke kan være en del af samfundet. Enten må man sige, at alle må være her, og vi betaler det, det koster. Eller også må man melde klart ud, at vi lever i en konkurrencestat, vi bliver presset på alle mulige måder, og vi har simpelthen ikke råd til at have handicappede. Jeg savner, at politikerne melder klart ud og fortæller, at de ikke vil prioritere handicappede,” siger Jacob Nossell.

“Skal jeg sætte det lidt på spidsen, så er kristne foreninger meget gode til at tale om, at livet ikke kan gøres op i kroner og ører, og den enkeltes liv er uvurderligt. Men det sjove er bare, at kommunerne og staten altid har brugt statistikker på, hvor meget vi koster. Det med, at vi ikke kan gøres op i penge, det er rigtigt, etisk set. Men i virkeligheden kan vi godt.”

Læs også artiklen med instruktøren: Et glimt bag om filmen “Naturens Uorden”

Handicappede har tabt på forhånd

Jacob Nossell er også provokeret af, at alle har en mening om hans liv.

“Dybest set er det lige meget, hvad jeg mener eller tænker om mit eget liv, for det er hr. og fru Olsen, der bestemmer, hvor handicappede er henne om 100 år. Jeg kan prøve at påvirke, men det er dem, der kan beslutte, hvor mange penge og ressourcer, de vil bruge på sådan nogle som mig,” siger Jacob Nossell og fortsætter:

“I et konkurrencesamfund, hvor man hele tiden vil øge sin produktion, så giver det ingen mening at have handicappede. For vi har tabt på forhånd. Så kan det godt være, I tror på noget andet i Kristelig Handicapforening, men da mener jeg, at man må forholde sig til, hvad den enkelte borger mener, og hvis den almindelige borger mener, at man er ansvarlig for sit eget liv, så kan jeg kun anbefale, at man ikke får et handicappet barn.”

Ikke noget klart svar

Jacob Nossell mener ikke, det er så interessant at diskutere, hvor vi som samfund er på vej hen i forhold til handicappede – tilvalg og fravalg.

“For mig er det givet, at når vi kan noget, så gør vi det. Hvis vi kan vælge børn fra, så gør vi det. Og vi må bare erkende, at selvfølgelig vil alle forældre gerne have et normalt barn. Men i stedet for at tale om tilvalg eller fravalg af handicappede, vil jeg meget hellere diskutere, hvad vi gør i den her mellemliggende periode, hvor vi har handicappede i samfundet, som ikke får ordentlig behandling eller ordentlige tilbud,” siger Jacob Nossell.

Og i udtrykket “den mellemliggende periode” ligger der både et glimt i øjet og måske en skræmmende realitet. Eller i hvert fald det hele sat på spidsen, som han er mester i. Men selvom han gerne vil tale om andet end tilvalg og fravalg, er det alligevel et område, han forholder sig til, og i forbindelse med dokumentarfilmen og teaterstykket “Human Afvikling”, skrev Jacob Nossell et brev til sit ufødte barn, hvor han gør sig overvejelser over barnets liv og over sit eget.

“Pointen er, at der ikke er noget svar. Når man ønsker et barn, så er udgangspunktet: Jeg er “nice”, og jeg vil gerne have mere af mig i verden. Jeg ved, at jeg har noget ikke så heldigt i mig, og kan jeg retfærdiggøre, når jeg ved hvor meget, jeg har gået igennem, at putte det ned over hovedet på et helt uskyldigt barn? Kan abort ikke være det mest barmhjertige, hvis man ved på forhånd, at barnet får det mest hårde liv? Kan man så tillade sig at sige, det er jeg ligeglad med? Du skal bare ud i verden! På den ene side, har jeg ikke lyst til at lægge mine byrder over på en anden. Men på den anden side, så har jeg jo et meget godt liv alligevel.”

“Det er den dialog, jeg gerne vil have frem. Vi lever i en nuanceret verden og ikke i en sort-hvid-verden. For og imod-debatten er enormt krænkende for handicappede, for den er meget båret af to sider: Enten at er der det mindste med dig, så skal du bare dø. Eller uanset, hvad der sker med dig, så skal du bare leve. Jeg har fundet meget ro i at kunne rumme begge sider,” siger Jacob Nossell, der i teaterforestillingen slutter af med at blive sænket ned i et stort montre – til fremtidig udstilling, når der måske ikke længere er handicappede tilbage i samfundet.

Jacob Nossells brev til sit ufødte barn

Kære lille du

Jeg elsker dig allerede. Jeg håber, at du hygger dig derinde. Jeg tror, det er den tryggeste tid, du får i livet – derinde. Der er så meget tvivl og bekymringer i denne verden. Jeg er ved at skide i bukserne ved tanken, at du kommer ud, om jeg kan klare det, om jeg bliver en god far. Kan jeg skifte dig, bære rundt på dig, give dig svingeture. Giv dig nok kærlighed, som du fortjener.

Far er nok lidt speciel, far er nok lidt anderledes end andre mennesker. Jeg ved ikke, om du skal blive lige som far. Jeg ved ikke, om du har et handicap eller ej. Det må du selv vælge. Jeg tror, hvis du vil have et liv uden alt for mange dikkedarer, så vil jeg nok ikke anbefale, at du bliver ligesom far. Men hvis du vil opleve noget og få en masse indsigt i livet, og er glad for at løbe nogle ekstra kilometer, så go ahead.

Jeg håber ikke, at de andre børn griner alt for meget af mig i børnehaven, skolen, gymnasiet.

Jacob Nossell

 

Om Jacob Nossell

  • Jacob Nossell er 28 år, komiker, journalist og foredragsholder.
  • Han har også en mindre hjerneskade og er spastiker.
  • Han er aktuel med dokumentarfilmen “Naturens Uorden”, som havde premiere 7. oktober 2015.
  • Han var hovedperson i teaterforestillingen om hans eget liv “Human Afvikling”, som blev sat op på det Kongelige Teater i 2014.
  • I 2013 stod han sammen med tv-værten Thomas Skov i spidsen for DR’s kampagne “Det er ikke et handicap”.
  • Han var hovedkarakter i den satiriske dokumentar tv-serie “Det Røde Kapel” fra 2009.
  • For hans arbejde inden for handicapverdenen har han fået Spastikerforeningens Spastikerpris i 2010 og Vanførefondens Opmuntringspris i 2014.