Hvem bestemmer, hvor og hvordan handicappede skal bo?

Debatindlæg bragt i Kristeligt Dagblad 16. januar 2012.

Forestil dig at nogen bestemte hvor og hvordan du skal bo. Sådan er virkeligheden for flere handicappede.

Af Ellen Hessellund Mikkelsen, landssekretær i Kristelig Handicapforening

Kristelig Handicapforening har et stort ønske om, at handicappede selv kan vælge hvor og hvordan, de vil bo.

HVOR handler om den geografiske placering i landet og muligheden for at flytte fra én kommune til en anden. Eller blive hvor man er, hvis det er det, man ønsker. HVORDAN handler om måden at bo på – i bofællesskab, egen lejlighed eller andre måder. Og det handler også om måden bofællesskabet, opgangsfællesskabet eller bo-måden fungerer på.

Vi oplever, at nogle kommuner spekulerer i at visitere på en bestemt måde, så man fratager voksne handicappede muligheden for frit at vælge hvor og hvordan, de vil bo. Der handles ikke efter de handicappedes egne ønsker, og der må køres klagesager, fordi kommuner tydeligvis har visiteret mod de handicappedes åbenlyse og velbegrundede behov.

Vi har kendskab til flere sager, hvor mennesker med udviklingshæmning er blevet nægtet at få lov til at flytte ind på et konkret bofællesskab selvom bofællesskabet fuldt ud kunne dække deres behov for hjælp og pleje, og hvor de enkelte personer havde et ønske om at bo i et bofællesskab.

Flere kommuner mener, at de udviklingshæmmedes ønske om at bo i bofællesskab ikke skal  efterkommes, men de kan bo i egen lejlighed i et opgangsfællesskab– selvom det ikke er det, personerne ønsker.

Tænk hvis det var dig, der ikke selv måtte vælge, hvor og hvordan du ville bo. Vi taler jo ikke om urimelige behov eller ønsker. Det er faktisk noget så simpelt som at have mennesker omkring sig i hverdagen og selv vælge sit hverdagsmiljø.

Flere kommuner mener, at nogen udviklingshæmmede ikke har behov for at bo i bofællesskab, men kan klare sig i egen lejlighed støtte.

Vi mener, at fællesskab er et menneskeligt grundbehov. I det ideelle samfund skulle det være muligt for alle uanset handicap at finde fællesskab og venskab der, hvor man nu bor. Men vort samfund er langt fra ideelt, og udviklingshæmmede kan nemt blive ensomme, hvis de bor alene.

Nogen tror, at det er topmålet at udviklingshæmmede kan bo i egen lejlighed. Men at finde venner og ligesindede er også vanskeligt for mange mennesker med udviklingshæmning. Derfor har vi brug for bofællesskaber for udviklingshæmmede hvor der er brug for både at have sin egen lejlighed og nem adgang til fællesskab med andre.

Lige nu er det paragraffer, lovgivning og enkelt-kommuners venlighed eller uvenlighed der bestemmer, om mennesker med udviklingshæmning må bo i et bofællesskab eller skal bo alene, og om de skal bo i bestemte kommunale boliger eller selv kan vælge et privat tilbud.

Vi hilser det meget velkomment, at socialminister Karen Hækkerup har lovet at se på lovgivningen inden for dette område og vil arbejde på en positiv dialog med KL.

Vi tilslutter os, at det bør sikres– med baggrund i handicapkonventionen– at alle handicappede kan få lov selv at vælge hvor og hvordan, de vil bo.