Sådan gav vi slip på Søren

Hanne Jacobsen har flere gange i Sørens opvækst snakket med ham om, at han skulle flytte hjemmefra, når han blev voksen. Hver gang sagde han ”nej”, det skulle han ikke. Alligevel blev det en god oplevelse for både Søren og hans forældre, da han flyttede i bofællesskab.

Af Hanne Jacobsen

Vores søn, Søren, var kun knap 3 år, da vi første gang skulle forholde os til, om han fortsat skulle bo hjemme.

Søren druknede, da han var 2½ år; men blev genoplivet. Han blev erklæret hjernedød efter 4 måneder, og efter 6 måneder fik vi at vide, at vi skulle beslutte, hvad Søren skulle. Skulle han bo hjemme, eller skulle han på en døgninstitution? Den mulighed, vi havde for døgninstitution lå i Nyborg – 90 km. væk fra hjemmet på Nordvestfyn.

Vi havde mange tanker og rigtig mange samtaler. Vi snakkede og snakkede og snakkede. Med hinanden og med venner og bekendte. Vi snakkede også med dem på sygehuset, og her var en gammel overlæge fra Nyborg. Han fortalte os lidt om, hvordan et familieliv med Søren der hjemme, som hjernedød, kunne blive. Med det arbejdspres det ville være.

I får lov at give slip

Men vi kunne jo ikke, vi turde jo ikke, og vi følte jo heller ikke at vi måtte sige det højt, at vi ikke magtede at tage Søren hjem. Han var vores dreng, og vi elskede ham overalt på jorden. Han var en helt anden dreng end før. Men vi kunne mærke indeni os selv, at det her det ville blive SÅ hårdt.

Så sagde jeg på et tidspunkt: ”Jeg synes jo bare, at der er så langt til Nyborg.” Og så sagde den gamle overlæge noget, som vi har været så utroligt glade for. Han sagde, at det kun var en fordel. For når Søren var så langt væk, ville vi ikke komme til at stå med et ben begge steder. Hvis han boede tæt på, ville vi hele tiden føle, at vi skulle tage ham hjem eller tage over og besøge ham. Med Søren i Nyborg ville vi få muligheden for at bruge vores ressourcer og kræfter på hinanden og vores andre to børn.

Afstanden gør, at I får lov til at give slip, sagde overlægen. Da han sagde det, følte jeg, at der var noget, der ligesom løftede mig. Tænk at nogen kunne sige, at man som mor kan få lov til at give slip på sin dreng, der er knap tre år. At det er godt at kunne give slip. Det var bare så godt at høre. Vi følte, at det var rigtigt for os, at han skulle bo i Nyborg. Samtidig med at det selvfølgelige var en stor smerte.

Tre uger senere skete der det under, at Søren vågnede op. Og meget meget langsomt begyndte han at udvikle sig, så han i dag er udviklet som et barn på omkring to år på de områder, hvor han er dårligst og op til 7-8 år på de  områder, hvor han er bedst.

Derfor blev det ikke nødvendigt med en døgninstitutionsplads, og Søren kunne komme hjem at bo. Men selve processen og overlægens ord fik alligevel stor betydning for, hvordan vi havde det, da Søren som voksen skulle flytte hjemmefra.

Belastningen blev større

Søren voksede og blev større, og belastningen blev også større. Det var ikke længere naturligt, at Søren tog med, når vi tog i byen om aftenen, for vi kunne jo ikke bare lægge ham i soveposen klokken halv otte. Og så sad han der som den eneste unge.

Vi syntes også selv, at vi trængte til et liv uden børn. Vi syntes, det var vigtigt, at Søren fik lov til at flytte på et tidspunkt, hvor vi kunne være med og støtte ham. Der er ikke nogen der kender fremtiden. Jeg ved, hvad jeg kan i dag, men jeg ved ikke noget om i morgen.

Det var også vigtigt for ham, at han kunne få en udvikling og et liv som, ville gøre ham bredere. Hvor han kunne få mere ind i sit liv end det, vi kunne give ham.

Vore andre børn har vi opdraget til at blive selvstændige, og vi har glædet os sammen med dem, når de er flyttet hjemmefra. Det har ikke været svært. Vi har glædet os, når de har fået venner, de har været fortrolige med. Det er godt, det er sundt, og det er sådan, det skal være. De har frigjort sig selv helt naturligt.

Men sådan var det ikke med Søren. Han frigjorde sig ikke ret meget, men havde det bedst med det kendte, det fortrolige og det forudsigelige.

Vigtigt med et KH-bofællesskab

Da Søren var 18 år, fik han tilbud om en plads på KH-bofællesskabet Elmebo i Dianalund. Så han ville flytte langt væk hjemmefra, og dengang var der ikke bro, men færge.

På det tidspunkt var jeg utroligt glad for, hvad den gamle overlæge havde sagt: Så står I ikke med et ben begge steder. I kan have lov til at holde fri, når han ikke er der. I er skilt ad på grund af afstanden.

Det vigtigste var i hvert fald for os, at han fik en plads på et KH-bofællesskab. Vi troede på, at det ville blive godt, at han ville få en god hverdag, og så betød den lange afstand mindre, for det er hverdagene der er langt de fleste.

Søren blev mere og mere klar

Vi har op igennem Sørens skoletid sagt til ham engang imellem, at han jo også skulle flytte hjemmefra, når han blev voksen. Hver gang vi havde nævnt det, så sagde han nej, det skulle han ikke. Men nu måtte vi til at snakke med ham på en lidt mere koncentreret måde.

Der gik et halvt år, fra vi fik besked om, at Søren havde fået en plads, til han skulle flytte. Og I det halve år modnedes Søren mere og mere. Det var som om, han accepterede det. Det var ikke sådan med glæde, men som om han tænkte, at det skulle han så. Det var en rigtig stor hjælp for os, at venner og naboer og lærere på skolen, ja, at alle, der havde kontakt med Søren, bakkede det op. Og ikke mindst hans brødre, der sagde til ham, at det bliver godt, Søren. Og vi skal komme og besøge dig. Det var en god hjælp.

Da vi så kom så tæt på, at vi skulle pakke hans grej, oplevede vi, at han begyndte at blive glad for det. Det gik op for ham, at han skulle have sine ting med: ”Jamen skal dét med … og skal jeg også have dét med”. Det syntes vi jo, at vi havde sagt igen og igen, men jeg tror, at angsten for det ukendte, i hvert fald i Sørens tilfælde, spærrede for forståelsen.

Søren blev nødt til at knytte sig

Selvfølgelig er afstanden stor. Men den gamle overlæge havde ret. For Søren fandt lynhurtigt ud af, at han var nødt til at knytte sig til de personaler, der var, for vi kom ikke lige i morgen eller i overmorgen. Og vi ringede heller ikke igen og igen.

Da vi kom på besøg 14 dage efter, at Søren var flyttet, sad vi om aftenen og hyggede. Da Søren skulle til at i seng, sagde jeg, ligesom jeg gjorde der hjemme:

”Søren, nu går du ned og begynder, og så kommer jeg og hjælper dig.”

Så gik Søren hen til døren til sin lejlighed, og så stod han der lidt og lurede. Og så sagde han:

”Jeg tror nu, det er bedst med Preben”.

Jeg fik faktisk et lille chok. Jeg havde ikke drømt om, at nogen kunne gå ind og udfylde den plads, jeg havde haft. Og så var det endda bedre. Men jeg blev også utroligt glad. Jeg blev simpelthen så lykkelig. Det var fantastisk.

Det er nu 16 år siden, Søren flyttede hjemmefra.

Vi har oplevet en kæmpestor frihed ved, at Søren flyttede. Vi har fået lov til at leve vores eget liv på vores præmisser. Uden påhæng. Vi havde aflastningsplads i hans opvækst, og det er vendt om nu. Nu er det os, der har en uge eller 14 dages sommerferie sammen med ham. Det er os, der har de forlængede weekender engang om måneden. Men det er derovre, han bor. Og han stortrives.

Der bor 10 beboere, og de er meget forskellige. Efterhånden som de flyttede ind, tænkte jeg næsten hver gang: ”Det her er ligesom heller ikke rigtigt noget, som passer til Søren”.

Men det er fantastisk at se, at de bruger hinanden på forskellige måder og til forskellige ting. De får alle sammen lov til at opleve, at de er den bedste til dét og dét og dét. Det fik han ikke lov til at opleve ret mange gange hjemme hos os sammen med hans brødre og deres venner. Der fik han ikke ret mange sejre.

Han glæder sig meget til at komme hjem på besøg, og vi glæder os også meget til, at han kommer. Det er bare så dejligt, for så har vi det der ekstra overskud, som gør, at vi kan få en god weekend.

Samtidig har vi haft et overskud til vore andre børn, til vores børnebørn, til gamle forældre og til andre som har haft behov for, at vi var nærværende.

Hvis chancen er der for et KH-hjem eller et godt hjem, så SPARK dem af sted. Selvfølgelig på en god måde. Det er SÅ godt, at få lov til at give slip og vide dem i gode hænder. Og det er det også for den øvrige familie.

Vi er der jo som forældre bagved, og det skal vi også kunne holde til hele livet.