Guds kærlighed kan rumme smerten

Denne artikel er et uddrag af det foredrag Inger Margrethe Kofod-Svendsen holdt på Kristelig Handicapforenings årsmøde 26. marts 2011.

Inger Margrethe Kofod-Svendsen oplevede en periode i sit liv, hvor det nærmest virkede bespotteligt at sige, at Gud har al magt. Troen anfægtes, når vi kommer ud i en personlig krise. Men det rigtige fokus og gudsbillede kan bringe os igennem en livskrise.

Af Inger Margrethe Kofod-Svendsen

Udgangspunktet for, at jeg er blevet spurgt om at holde et foredrag med titlen ”At tro på Gud i glæde og sorg” er den situation, at jeg mistede min søn, svigerdatter og to små børnebørn, da Tsunamien i december 2004 skyllede ind over flere lande i det Indiske Ocean.

Når krisen eller katastrofen kommer, oplever vi en tid i ”frit fald”, uden lys, håb og fremtidstro. Uden glæde og tillid til mennesker og til Gud. Vi siger som Job: Jeg håbede på lykke, men der kom ulykke, jeg ventede på lys, men der kom mørke (30.26). Og vi spørger: Hvorfor?

Undertiden er der et svar. Undertiden ikke. Nogle gange er det hele bare kompliceret.

Når Gud er anderledes end forventet

Når man som kristen bliver ramt af sådan en smerte i livet, kan det være svært at se, hvor Gud er i det. Hvorfor var han der ikke, da ulykken skete?

Man anfægtes, når man tror på Gud, og han så viser sig anderledes end troet og forventet. Når det opleves, som om Gud ikke hører bøn og Gud føles fjern. Når Gud tillader ting, der tilsyneladende strider direkte mod klare bibelske løfter. Når modgang og lidelse virker meningsløs. Når det rammer uskyldige små. Og når kristne tilsyneladende rammes lige så hårdt som Gudsfornægtere.

Anfægtelsen er barsk

Anfægtelsen er barsk, men den er den kristnes liv. Ligesom lidelsen er. Men vi er ikke alene. Bibelen er fuld af vidnesbyrd om anfægtede troende.

Jeg har haft en tid i mit liv, hvor jeg syntes, at det eneste, der passede på mig i min verden, det var: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Og så læste jeg det med gråd og opdagede, at jeg ikke var alene. Det var jo det, Jesus bad på korset. Og jeg fandt ud af, at der ude, hvor der var allermest mørkt, der var Jesus. Og han kunne tage mig i hånden dér. Vi kan ikke komme så langt ud, at Jesus ikke har været der.

Det, jeg tænker, vi skal gøre i anfægtelsen, er det, jeg læser i salmernes bog: Vi skal sige det til Gud. Salmisterne råber det ud. Og vi kan også dele det råb med andre. Det kan vi gøre ved at tale med kristne eller ved at bede sammen med nogen, men også ved at synge. Nogen af vores salmer udtrykker den anfægtedes råb, som vi kan dele med hinanden i menigheden. Og dermed være fælles i den personlige smerte.

Vi har brug for nogen, som vi kan fortælle, hvor ondt det gør. Og nogen som så kan fortælle os, hvad Jesus har sagt. Hvad Jesus sagde til sine fortvivlede rådvilde disciple: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.

Det er det, Gud vil, og det er det, Jesus kom til jorden for at sige til os: Jeg vil, at I skal være hos mig. Det har jeg klynget mig til i smertens stund. Gud vil det bedste. Gud vil give os det bedste, han har. Nemlig fællesskabet med sig selv. Han vil tage os hjem til sig. Nogen får lov at komme hjem til ham, komme ind i herligheden, når de er tre år, og andre skal blive 92.

Når jeg tænker sådan, kan jeg holde det ud. Ellers kan jeg ikke holde ud, at der er nogen, der ikke skulle få lov til at blive mere end tre år.

Flyt fokus

Når vi rammes, kommer vores egen smerte, sorg og fortvivlelse let til at fylde hele horisonten, al tiden, hele vores hverdag og hele livet. Sådan må det være en tid! Det er der ikke noget forkert i.

Men hvis vi ikke får flyttet fokus væk fra den situation, at det gør så ondt på os, så får vi lukket øjnene for virkeligheden, som den er. Det fører os ind i et forkert gudsbillede. Livet er større, Gud er større, virkeligheden er større. Derfor er det vigtigt at flytte fokus fra, hvor ondt det gør på mig til at se, hvem Gud er.

Da er det vigtigt at læse, høre og lade sig påminde om, hvordan Gud er, og dermed hvordan virkeligheden er. Vi kan ikke tage det af os selv i sådan en situation, at Gud er den almægtige. Jeg syntes nærmest det var bespotteligt i den tid at sige, at Gud har al magt. Det syntes jeg godt nok ikke, han lige havde vist os. Vi har brug for, at nogen siger det og påminder os om, hvordan gudsbilledet i virkeligheden er.

Gud er ikke vores tjener

Gud er ingen ”supermand”, som kommer sine troende til hjælp i vores magtesløshed. Det er ikke sådan, at når noget gør rigtig ondt, så beder vi til gud, og så kommer han som en supermand og klarer ærterne. Han er ingen automat, som gør, at det ikke gør ondt i troende menneskers liv.

Gud er ikke vores tjener, som gør, hvad vi ønsker. Gud er ikke den, der går ind i vores billede og siger det, du synes, er godt, det er godt.

Gud er ikke en ekstra forsikrings-dimension i kristne menneskers liv. Det er ikke sådan, at vi lige har Gud, som kaster lidt mere solskin ind over det hele. Sådan er Gud ikke. Det er vigtigt, at vi holder det for øje, ikke mindst når der er noget, som gør ondt.

Gud skylder os ikke noget

Gud er den almægtige, som ikke skylder os noget. Det lyder barskt, men sådan er det!

Gud er kærlighed. Det er ham, der alene er al kærligheds kilde. Men Guds kærlighed er anderledes end vores. Det gik op for mig den første påske, hvor jeg sad i kirken langfredag. Guds kærlighed kan rumme både en langfredag og påskedag.

Guds kærlighed kan rumme smerten. Gud lader sig ikke skræmme væk af smerten. Han favner den. Og den smerte, der rammer ind i vores liv, den skræmmer heller ikke Gud væk.

I Romerbrevet står der, at alting sammenvirker til gode for dem, som elsker Gud. Vi kan næsten fristes til at sige, at det må betyde, at der alligevel er noget godt ved det onde. Det passer ikke. Det onde er ondt, og det onde gør ondt, og vi skal ikke sige, at det alligevel er godt. Men uanset hvor ondt det er, så hindrer  det ikke Gud i at være god. Det hindrer ikke Gud i at tage situationen i sin hånd og tage os derhen, hvor han vil, så han kan give os det, der er bedst.

Guds kærlighed kan rumme ulykke og smerte.

Tag imod det evige liv

Det mest fantastiske ved Bibelens gudsbillede er, at Gud elsker os og vil give os det allerbedste – livsfællesskab med sig i Jesus Kristus, nu og i evighed. Gud vil tage os ind i den kærlighed, som intet kan skille os fra. Intet af det, som vi oplever som ondt, ændrer ved, at Gud elsker os.

Jesus har ikke lovet os et langt, sorgfrit liv på denne jord uden tab og smerte. Ikke en fredfyldt følelse af at ”komme over” en smerte eller sorg. Gud har ikke lovet os syner eller åbenbaringer, der forklarer os, hvorfor det skete, eller hvad det hele tjener til. Han har lovet os noget, der er meget højere.

Gud har lovet os syndernes forladelse, evigt fællesskab, al himlens åndelige velsignelse, og at vi engang skal se ham, som han er. Altså noget som ligger langt over det, vi kunne finde på at bede ham om. Vi vil have svar på det, der gør ondt lige nu, men Gud siger: Kom hjem til mig, så skal du få lov at se mig, som jeg er. Gud vil tage os ind i himlen, hvor al sygdom, død, frygt og smerte ikke skal være mere. Han vil selv tørre tårerne af vores øjne.

Men indtil da, så er tiden og muligheden og ansvaret for hver enkelt af os til at tage imod den gave, som livet er. Tage imod det evige liv, der ikke kan knuses af flodbølger eller andre dødskræfter. Og lade dét evige liv kaste lys, håb og glæde ind i den hverdag, som er Guds gave til os.

Inger Margrethe Kofod-Svendsen oplevede en periode i sit liv, hvor det nærmest virkede bespotteligt at sige, at Gud har al magt. Troen anfægtes, når vi kommer ud i en personlig krise. Men det rigtige fokus og gudsbillede kan bringe os igennem en livskrise.