Februar 2016
Efter Thomas
I 2009 døde Herdis og Kristian Mikkelsens søn, Thomas Mikkelsen. De fortæller her om sorgen, der gnaver sig ind i alting til at begynde med, om skyldfølelsen der vældede ind over dem og om savnet af et menneske, der ændrede deres tilgang til livet.
Af Rikke Thomassen
Herdis Mikkelsen var sammen med sin søn Thomas, en uge inden, han døde. Han boede på bofællesskabet Skærvebo, hvor han havde boet i 10 år, siden han var 19 år.
”De havde ringet fra Skærvebo og sagt, at han ikke havde det så godt. Jeg skulle alligevel til Løsning og besøge min mor, og så besøgte jeg Thomas om morgenen. Han havde været hjemme nogle dage, og han havde det ikke så godt, og han var lidt pjevset. Der havde været en læge forbi, men der var ikke noget tydeligt. Måske han havde ondt i ryggen og skulle have noget Panodil. Men der var noget anderledes ved ham den dag. Han var intens. Og angst. Jeg kunne se det på hans øjne. ”Mor, vi skal snakke med lægen,” sagde han tre gange. Han var insisterende, men det var han ofte. ”Hvad vil du sige til lægen?” spurgte jeg, og det svarede han ikke på,” siger Herdis Mikkelsen.
Hun kørte derfra igen efter en times tid, og da hun kom tilbage igen om eftermiddagen, havde han det fint igen.
”Vi skulle have set signalerne”
En uge efter havde Herdis og Kristian Mikkelsen besøg af bibelstudiegruppen, onsdag aften inden Kristi Himmelfartsdag.
”Vi vidste, at der havde været en læge forbi Thomas om morgenen, og vi var også løbende blevet orienteret om, at han ikke havde det så godt,” fortæller Herdis.
”Vi skulle besøge ham torsdag, så vi besluttede, at det ikke var nødvendigt at tage ned til ham onsdag. Der var ikke noget alarmerende. Sådanne perioder havde han jo. Han havde været igennem adskillige rygoperationer. Han havde haft tarmslyng og bylder på leveren. Og han kom sig altid over de forskellige ting,” siger Herdis, og Kristian supplerer:
”Sådan er det at være Thomas, tænkte jeg. Han har sine perioder, hvor det gør ondt.”
“Vi var lige gået i gang med bibelstudie, da telefonen ringede,” fortsætter Herdis.
”Det var en ansat på Skærvebo, der sagde, at vi skulle komme med det samme. Lægen og falck-folkene var der. Og de forsøgte genoplivning.”
”Da vældede skyldfølelsen ind over os,” siger Kristian.
”Vi skulle da have set de signaler. Vi kender ham jo bedst. Der var også skyldfølelsen over, at man ikke var der hele tiden, selvom han var flyttet hjemmefra. Man bliver ved med at ville beskytte sit barn.”
Herdis beskriver en tankestrøm af skyldfølelse og logik.
”Jeg tænkte. ”Du hjalp jo ikke Thomas. Du hørte ikke efter, hvad han sagde. Han sagde jo på sin egen måde: ”Der er noget galt, mor. Hjælp mig!” Samtidig sagde jeg også til mig selv: ”Thomas er flyttet hjemmefra, og du har overgivet ham til Skærvebo.”
Ambulancen kørte uden Thomas
Turen fra Aarhus til Løsning gik hurtigt den dag. Da de ankom til Skærvebo, så de ambulancen køre derfra. Indenfor lå Thomas i sin seng.
”Han var så ren og nyvasket – han var lige kommet fra badet. Det var tungt at møde ham dér. Der var tændt lys. Og de havde gjort det pænt,” fortæller Herdis.
Thomas Mikkelsen døde den 20. maj 2009.
”Hvis jeg havde vidst, hvornår Thomas ville tage herfra, så kunne jeg jo have planlagt efter det. Så kunne jeg have besøgt ham noget mere,” siger Kristian om de tanker, der fyldte ham bagefter.
”Det er sådan nogle tanker, der lige flyver forbi. Man kan ikke gøre noget ved dem. Men de var der. Specielt i ugerne og månederne efter. Det var 18 dage, før han døde, jeg sidst så ham. Det er det, der gør mest ondt. Jeg plejede at have kontakt med ham oftere. Det var også far, han kaldte på i løbet af dagen, da han døde om aftenen.”
Sorgen river og flår
Herdis: ”Sorgen gnaver sig ind i alting til at starte med, den fylder det meste af kroppen som noget, der bare gør ondt. Det river og flår. Men jeg kunne godt arbejde. Jeg tog sådan set på arbejde om fredagen.”
Kristian: ”Det gjorde jeg også.”
Herdis: ”Jeg kunne gå ind og ud af det. Og også være i mit arbejde. Så blev jeg ligesom afledt.”
Kristian: ”Hvad skulle man ellers gøre af sig selv?”
Herdis: ”Det er også godt at leve et normalt liv bagefter, det er jo vores bedste middel.”
Herdis husker også en dag, hvor det gik op for hende, at hun ikke havde grædt i to dage.
”Jeg kan ikke huske, hvor lang tid der var gået, men jeg tænkte, at nu begyndte det at komme lidt på afstand,” siger hun og fortsætter:
”Vi har ikke fået professionel hjælp. Det har ikke været traumatisk. Sorg er sorg, og det har det forløb, det har, når det forløber helt naturligt. Via mit arbejde som sygeplejerske på Psykiatrisk afdeling møder jeg også sorg i sygelige udgaver. Det har jeg ikke følt, vi på nogen måde har været i.”
Allerede inden Thomas døde, var Herdis og Kristian i gang med et forløb gennem foreningen Agape, der hed Sjælesørgerisk Familierådgivning.
”Det afsluttende kursusforløb kom – helt utilsigtet – til at være sjælesorg i ”live udgave”. Det var en gave fra Himlen. Nogle måneder senere var der et kursus med emnet ”At miste et barn”. Den form for terapeutisk hjælp, kan vi virkelig anbefale. Der mødte vi mange folk på lige fod – og mennesker i mange forskellige situationer,” siger Herdis.
De blev mødt af omsorg og forståelse fra mange mennesker omkring dem. Men enkelte kommentarer gjorde også ondt, fortæller Kristian:
”Jeg husker meget tydeligt en kommentar fra en mand fra kirken, som sagde til mig: ”Du må da have vidst, at han ville dø?” Det gjorde ondt. Og det kan ryste mig den dag i dag. Var det sådan, han tænkte om Thomas? Har folk det indtryk, at når man har et barn med handicap, så må man hele tiden være forberedt på, at barnet dør? Som om vi skulle sørge mindre. At vi måtte være forberedt på det. Det slog hårdt.”
Både vrede og taknemmelighed
Det er nu seks et halvt år siden, Herdis og Kristian Mikkelsen mistede deres søn, og selvom mange ting står i frisk erindring, oplever de også at være kommet lidt på afstand. De har også gjort sig forskellige tanker om, hvor Gud er i det.
”Jeg tænker: Tak, fordi vi fik ham og fik lov at få alle de oplevelser, han bragte os i den tid, han fik lov at leve. Hvorfor han skulle dø nu? Ja, sådan blev hans liv. Det var hans livslængde. Han var handicappet fra fødslen. Det var en sorg at få et handicappet barn, og jeg kunne ikke se, hvordan vi nogensinde skulle blive glade igen. Men det blev vi! Og jeg har altid haft troen på, at Gud er med i det, der sker. Thomas har været en gave. Det var svært at få gaven. Men det var sværere, da den blev taget væk igen. Jeg er taknemmelig over, at vi fik lov at få ham, og vi fik lov til at opleve et liv, der blev så forskelligartet fra det, vi havde forestillet os – alle de forskellige nuancer, der er kommet med i vores liv. Hvorfor ting sker, det er ikke et spørgsmål, jeg kan se nogen mening med. Det er for stort. Det er for indviklet. Det vigtigste bliver at kunne sige ja til gaven og opgaven. Tage den på sig. Og ikke bruge kræfter og energi på at ville flygte fra den. Jeg har en stor tryghed i at vide, at Thomas har været i Guds hånd. Der har han været hele tiden. Nu er det Gud, der tager sig af ham. Og så må vi se, om vi kan klare os uden Thomas.”
Kristian: ”Det er så det, der falder på plads, når det første par års sorgproces er gennemlevet. Det, der kommer, når man er kommet igennem den første frustration, afmægtighed og skrigen til Gud. Hvad var det, der skete, og hvorfor skulle det overgå os nu? Jeg var vred på Gud det første stykke tid. For hvad lignede det at tage min søn væk? Jeg kan forstå, at han tager min mor eller far. Men ikke min søn. Det er omvendt rækkefølge.”
”Jeg kan ikke sige, at jeg har fået svar. Jeg er taknemmelig over, at jeg har en Gud at skælde ud på og sige tak til. Hvad gør de mennesker, der ikke har Gud og Jesus? Hvad gør de? Vi har ikke en Gud, som vil gøre det komplet i mine øjne, men en Gud, der vil bære sammen med os, og som vi kan lægge alle vores frustrationer og bekymringer over til.”
Mere frihed – og mere travlt
Herdis: ”Efter noget tid kommer der også en lettelse af nogle strabadser og ting, man har kæmpet med. Pyh, nu er det ovre … Fra kirkegården, hvor han ligger begravet, kan man se til Kommunehospitalet, hvor han har været indlagt et utal af gange. Det er slut nu. Der er også en byrde, der er taget fra os. Vi har også fået mere frihed. Han var hjemme i mange weekender og ferier, og han tog meget plads”
Herdis har dog også reflekteret lidt over, at de har fået et mere fortravlet liv, siden Thomas døde.
”Nu kan vi lave tusind ting i løbet af en weekend. Når Thomas var hjemme, så foregik det på hans præmisser. Vi skulle ikke lave tre ting på en dag. Når han sagde nej til noget, så var det nej. Vi var mere i ro, når han var her.”
Kristian: ”Det er nogle af de værdier, vi har fået gennem Thomas.”
Herdis: ”Han har været en opdragelse for os.
Kristian: ”Vi havde brug for ham. Han kunne jo råbe til folk, der gik ovre på den anden side af gaden: ”Skal du med i kirke?”
Herdis: ”Ja, hvem skal nu sige det til dem, vi møder på vores vej?”
Kristian: ”Der går ikke en dag, uden jeg tænker på Thomas. Jeg har behov for engang imellem at køre forbi og sidde nede ved ham ved graven. Fornemme ham og være stille. Det er min måde også at have fysisk behov for at have Thomas i hjertet. Det er ikke sorg. Det er savnet. Og jeg glæder mig over, at jeg kan sidde ved hans grav og mindes nogle ting. I starten var jeg der nærmest dagligt, og i hvert fald en gang om ugen. Nu kan der godt gå uger imellem.”
Herdis: ”For mig er Thomas ikke dér. Jeg snakker mere med ham oppe på hans gamle værelse. Det er mere dér, han er for mig. Det er godt at have et sted. Specielt i starten.”
”Der er stadig et følelsesmæssigt tomt rum hos mig. Et rum, som aldrig kan fyldes ud af noget andet. Jeg savner ham også i mange situationer. Har brug for ham. Har brug for et sted, jeg kan være, fuldstændig kravfri. Han spurgte ikke om noget – hvorfor man nu gjorde sådan. Det sted mangler jeg stadig. Han kunne godt spørge, om jeg var ked af det. Men ikke for at jeg skulle blive glad igen. Der var bare en fuldstændig frihed. At blive elsket fuldstændig kravløst og betingelsesløst. Det fuldstændige fravær af at blive bedømt. Det er det, der er så befriende. Og det savner jeg. Det følelsesmæssige smerterum, det er der stadig.”