At være mor til et helt særligt barn

“Gud har valgt helt særlige forældre til så specielt et barn”, siger Dorte Østergaard fra Vejen. Selv om det var svært at være alenemor med et udviklingshæmmet barn, har Allan givet så meget glæde, at det var svært at slippe ham, da han skulle i bofællesskab.

Af Svend Løbner

Da Allan blev født, viste det sig, at han havde Downs Syndrom. Det sætter ekstra pres på ægteskabet at få et handicappet barn. Det gjorde det også for Dorte Østergaard og hendes mand for 30 år siden, da deres søn Allan blev født.
Så Dorte blev alene med Allan, da drengen var fem år.

– Da jeg blev skilt fra Allans far, sad jeg på gulvet i køkkenet og stortudede. Jeg var forladt af den, jeg elskede over alt på jord. Alle mine planer brasede sammen, fortæller hun.

Men så skete der noget:

– Midt i det hele fik jeg en fornemmelse: Du er ikke helt alene! Heller ikke om at være mor for Allan. Jeg har altid følt, at der har været en hånd over mig, selv om mit liv bestemt ikke har været let.

– Glem ham, sagde lægen

Nej, det var især ikke let at blive forældre til et handicappet barn for 30 år siden:

– Der var ingen psykologhjælp, ingen forældregrupper, ja mange vidste ikke engang, hvad det var for et handicap, fortæller Dorte.

Børnelægen rådede da også de nybagte forældre til at glemme alt om lille Allan. Dortes mor husker, hvad børnelægen sagde, da de alle sammen var til konsultation. Dorte selv husker ingenting, for hun gik helt i sort, da lægen sagde:

– Nu skal I bare glemme alt om ham og overlade ham til os, så sætter vi ham på institution! Forældrene tog dog resolut Allan med hjem. Og det har Dorte ikke fortrudt, selv om det var smerteligt, at ægteskabet ikke holdt.

Ingen hjælp at få

– Dengang var hjælpen ikke opfundet til forældre, der fik et handicappet barn, og vi snakkede ikke om det derhjemme. Vi løste det på den måde, som er typisk for kvinde og mand: Jeg følte en hel masse, og min mand handlede. Men vi snakkede ikke sammen om det. Som jeg har set hos andre forældre til handicappede: Enten bliver det noget, der tømrer ægteparret sammen, eller også bliver man skilt. Vi blev skilt…

Og det var så der, lige der på køkkengulvet, Dorte pludselig fornemmede, at hun alligevel ikke var alene. Noget holdt hånden over hende. Og skæbnen – eller Gud – knyttede med tiden Dorte og Allan så tæt sammen, at Dorte havde svært ved at få hverdagen til at fungere, da Allan blev gammel nok til at flytte hjemmefra til et bofællesskab:

– Noget gik i stykker inden i mig. Jeg mistede det væsentligste indhold i min hverdag. Jeg manglede simpelthen glæden i mit liv, fortæller Dorte.

Lys og glæde

Allan havde med sin enkle livsopfattelse op igennem barndommen kastet meget lys og glæde ind i Dortes liv. Og det gør han stadigvæk. For hende er han en gave – selv om ikke ret mange ønskede hende tillykke, da han blev født. ”Gud har valgt helt særlige forældre til så specielt et barn”, ynder hun at sige.

I dag er Allan voksen, og han klarer sig selv og trives i et bofællesskab for udviklingshæmmede i Vejen. Han går også på arbejde i et dagcenter, hvor han dyrker planter, samler bær, hugger brænde og passer dyr. Han har bl.a. holdt gæs, som så blev slagtet til jul.

Da Allan flyttede hjemmefra Dorte, efterlod han et tomrum. For det er specielt at være mor til et udviklingshæmmet barn.

Føler sig udvalgt

– Jeg tænker tit på en legende, hvor Gud siger til englene:

Der er et barn, som skal fødes på jord.
Vil I prøve at finde en far og en mor,
som vil elske og pleje dets krop og dets sjæl?
Det er nemlig en opgave helt speciel:
Barnet er svagt, det har handicap med,
så det kræver meget tålmodighed.
I ved, at jeg elsker alt svagt og småt,
og jeg ønsker, at barnet skal få det godt,
så de to, der bliver dets far og mor,
må virke som mine hænder på jord…

– Dette digt fik mig til at føle, at jeg var udvalgt. Tænk at virke som Hans hænder på jord – så er dagligdagen med et handicappet barn alligevel til at bære. Gud må jo synes, at jeg er god nok!

Lærte gode værdier

– Allan har bragt så meget glæde i mit liv. Han har lært mig de gode værdier. At jeg ikke bare skulle drøne derudaf med arbejde og karriere. Nu var det de nære ting, der pludselig betød noget. Som at se glæden hos ham, da han kunne snøre sine egne snørebånd.

– Det gode er på en måde indbygget i hans handicap. Vi skal være gode ved hinanden. Man griner ikke af dem, der har det dårligt. Man giver sig god tid til hinanden.

På et tidspunkt valgte Dorte at uddanne sig som social- og sundhedsassistent.

– Det er Allans fortjeneste, at det lige blev den uddannelse, jeg tog, og jeg er meget glad for at have et arbejde, hvor jeg kan vise omsorg for mennesker, fastslår hun.

Alle er lige meget værd

Og omsorgen, den strør hun også om sig med i fritiden:

– Allan er mit eneste biologiske barn, men jeg har flere ”hjertologiske børn”, smiler hun.

For dengang Allan flyttede væk i bofællesskab, og glæden forsvandt, tog Dorte en vigtig beslutning:

– Jeg opdagede, at glæden var forsvundet, jeg mistede perspektivet og kørte blot det samme program fra morgen til aften. Men så besluttede jeg: Jeg vil have glæden tilbage i mit liv!

Heldigvis havde den lokale frikirke netop startet et gospelkor. Dorte kom med og mærkede glæden allerede efter første øveaften. Stemningen, varmen og fællesskabet udfyldte tomrummet efter Allan.

I gospelkoret mødte hun også Gert, som hun i dag er gift med. Sammen er de aflastningsfamilie for en lille dreng, der også har DOWNS Syndrom. De åbner deres hjem for en såkaldt huskirke og er også begge med i frikirkens ledergruppe.

De værdier, som Allan har præget hende med, smitter nu af på kirken:

– Det betyder noget for mig, at vi er lige meget værd. Vi er mange nationaliteter i vores netværk, og der er en masse kærlighed og accept mellem os alle sammen. Jesus elsker alle, og ham kan vi altid regne med, slutter Dorte Østergaard.

 

En opgave helt speciel

Jeg har hørt, at der findes en gammel legende,
om, hvad der oppe i himlen hændte.
Den siger, at engang den kære Gud
sagde til englene: Vil I gå bud?
Der er et barn, som skal fødes på jord.
Vil I prøve at finde en far og en mor,
som vil elske og pleje dets krop og dets sjæl?
Det er nemlig en opgave helt speciel:
Barnet er svagt, det har handicap med,
så det kræver meget tålmodighed.
I ved, at jeg elsker alt svagt og småt,
og jeg ønsker, at barnet skal få det godt,
så de to, der bliver dets far og mor,
må virke som mine hænder på jord.
Måske vil de først have svært ved at se,
at der kan være en mening med det,
at barnet ikke kan tumle og lege,
og at det kræver så meget pleje.
Men de vil nok efterhånden lære,
at det gi’r kræfter at måtte bære.
Guds kærtegn gør undertiden ondt,
og medgang alene er ikke sundt,
men modtar’ de barnet som en gave, de to,
så bli’r det en kilde til indsigt og tro,
og så kan det sikkert med tiden læres,
at livet er både at bære – og bæres.

Ellen Lissner, frit efter engelsk forlæg