September 2010
Kirken kan lære af de udviklingshæmmede
Udviklingshæmmede lever åbent med deres svaghed og har et inderligt forhold til Gud. Uden dem kører kirken for stærkt. Men netop svaghed er kirkens styrke. For så kan alle være med, siger den norske forfatter og ”specialpræst” for udviklingshæmmede i den norske kirke, Tor Ivar Torgauten.
Af Svend Løbner
Domkirken i Fredrikstad havde besøg af en meget kendt ærkebiskop fra Sydafrika. Hans budskab var stærkt og handlede om, hvordan apartheid og den kristne tro kolliderede, fortæller Tor Ivar Torgauten.
Han var nemlig til stede med kone og fire børn, hvoraf den ene er udviklingshæmmet. Familien gik sammen til alters for at fejre nadver.
– Biskoppen kommer hen til vores side for at uddele brødet. Men så går han forbi vores udviklingshæmmede datter. Hun var 18 år dengang, lille af vækst, men alligevel. Jeg blev forfjamsket, hun blev forfjamsket, og vi kaldte ham tilbage, hvorefter han lidt forlegent gav hende brødet.
Diskriminering
Oplevelsen har mejslet sig ind i Tor Ivar, der i dag er såkaldt specialpræst i den norske kirke, netop med fokus på at inddrage udviklingshæmmede i kirkens liv.
– Efter gudstjenesten gik min datter ned til domprovsten, som hun kender, og sagde med grådkvalt stemme: ”Jeg ikke barn!” Og så gik hun lige forbi den sydafrikanske biskop.
– Om det var et hændeligt uheld eller hvad ved jeg ikke, men jeg blev efter hånden klar over, at de udviklingshæmmede ikke har de samme kår i kirken som vi andre, fortæller Tor Ivar, da vi møder ham på Kristelig Handicapforenings kontor i Risskov.
Familien Torgauten fik en datter med Downs syndrom i 1992, og det forandrede familien totalt. Det forvandlede mig også som præst, fortæller Tor Ivar.
– Jeg opdagede efterhånden, at der var meget få udviklingshæmmede med i kirkens fællesskab. Det udfordrede mig: Det kan ikke være rigtigt, at kirken skal lukke nogen ude. Derfor har jeg de seneste 10 år været med til at oprette flere projektstillinger i den norske kirke, som tager vare på de udviklingshæmmede.
Handicappet kirke
Hvad siger du til andre præster, som skal sætte sig ind dette koncept?
– Det er vanskeligt, for man står jo som fremmed. Derfor er mit første råd at lære nogle af de udviklingshæmmede at kende og tage ved lære af det. Det er jo ikke noget, man kan på forhånd. Du må lade dig blive oplært og lade dig blive forandret. Den præst som tror, at det kan han da sagtens på forhånd, han har allerede et handicap.
Hvad skal en præst kunne for at have med udviklingshæmmede at gøre?
– Det forudsætter vel egentlig bare, at du har respekt for den enkelte og accepterer den udviklingshæmmede på lige fod med dig og mig. At vi skal have fællesskab, at de udviklingshæmmede godt nok har brug for mig, men at jeg også har brug for dem. Og indser, at vi hører hjemme i menigheden alle sammen. En kristen menighed holder ikke nogen mennesker ude. Alle som Gud har skabt, og som tilhører vores kirke, bør have deres plads i menigheden. Det er vort kald.
Men har de ikke automatisk det, er det ikke naturlig, at de hører hjemme i kirken?
– Det burde være naturligt. Men historien viser, at det ikke er det. Går vi lidt tilbage i historien, så var udviklingshæmmede uden for samfundet og derfor også uden for kirken. Efterhånden indså man, at mennesker med udviklingshæmning også havde en tro. Og så blev de til nogle, som kirken måtte gøre noget særligt for. Men nu lever vi i en periode, hvor vi ønsker at skabe et ligeværdigt fællesskab. Det vil sige: Vi er lige meget værd, vi har lige meget at bidrage med, vi har alle brug for hinanden.
Provokerende
Tor Ivar Torgauten har skrevet bogen ”Sammen skal vi bygge menighet” med undertitlen: ”De udviklingshæmmede er kirkens vejledere”.
Det kan virke provokerende for nogle. Hvad mener du?
– For 10 år siden var jeg med på en retræte på Hellig Kors Kloster her i Danmark, hvor halvdelen af deltagerne var udviklingshæmmede. Jeg troede, at jeg skulle ned og lære fra mig, men det gik efterhånden op for mig, at jeg var kommet for at lære af dem. Da begyndte en stor forandring i mig. Jeg opdagede, at mennesker med udviklingshæmning har en levende tro, som vi kan lære meget af.
Hvad kan vi lære?
– De lever åbent med deres svaghed. Ved at leve sammen med udviklingshæmmede kan jeg lære at se min svaghed, og sammen kan vi møde Jesus i vores svaghed. Udviklingshæmmede er på mange måder foran os andre, for de tager bare imod det, som Jesus har gjort. De kommer frimodigt frem til nadverbordet, de tager imod troen som en gave. Mange har vidnet om, at da de så en udviklingshæmmet gå til alters, så turde de også gøre det.
– Udviklingshæmmede gør heller ikke forskel på folk. De behandler alle ens. De lærer os, at vi har en stor Gud, fordi vi ser så tydeligt, at troen ikke er menneskeværk, det er ikke noget, vi selv kan præstere. Det er Gud, som skaber troen i os.
Troens trygge hvile
Hvordan kommer troen til udtryk – vi andre bruger jo mange ord, når vi skal udtrykke os?
– Det er meget forskelligt, afhængig af hvilket ”apparat” man har udviklet. Men den stærkeste lovsang, jeg har mødt, er den, som ikke har sprog, men som blot udtrykker sig i lyde. Da må jeg bøje mig i ærbødighed for det hellige. Jeg møder det i deres vidnesbyrd om Jesus. De fortæller om Jesus, og de beder om forbøn, når de har brug for det.
– Deres tro er levende, den er ikke forstået intellektuelt, det er ikke læresætninger, men det er det kristne liv. De kan fx fortælle: ”Når jeg lægger mig til ro om aftenen, kan jeg være lidt ængstelig, men så ved jeg, at Jesus er hos mig”. Det handler om tryghed. Jesus er selvfølgelig nær hos mig! De tager det, som det er!
Og det kan lære os noget om Guds storhed og vores svaghed, om tryghed, om at tro ganske enkelt på Gud…
– Ja, at hvile i troen, hvile hos Jesus. En præst sagde for nylig: Når jeg tilrettelægger en lejr eller en gudstjeneste for udviklingshæmmede, så kan jeg også selv være med. Så er jeg inkluderet. Så kan jeg være der med hele mig og bare tage imod.
Sorteringskirken
I din bog kalder du kirken en ”sorteringskirke”…
– Vi har meget let ved at sortere mennesker i dem, der er indenfor, og dem, der er udenfor. Vi lader billedligt talt de udviklingshæmmede stå udenfor i forgården, mens vi selv går indenfor i templet. Vi har den rigtige tro, og de er ligesom bare med på forlov.
– Men det har jeg opdaget: Udviklingshæmmede har en lige så stærk tro som du og jeg. Gud har skabt os alle sammen. Og derfor har vi lige stor ret til at være i kirken.
– De udviklingshæmmede har også nådegaver, ligesom du og jeg. Mange af dem er store forbedere. Så det er som at gå på opdagelse i en helt ny verden at beskæftige sig med udviklingshæmmede. De har rigtig meget at bidrage med i kirken. En kirke uden handicappede er en handicappet kirke.
Hvad mener du?
– Jeg tror, kirken løber løbsk, hvis vi ikke har de udviklingshæmmede med. Vi har brug for de udviklingshæmmede for at være sand kirke.
– Når vi løber løbsk, er det fordi vi glemmer vores svaghed. Vi skaber en kirke for de stærke. Men når vi inkluderer de udviklingshæmmede, tør andre i kirkens periferi komme ind og være med. Det er her, kirken har mulighed for fornyelse og vækst.
En ny menighedskultur
Er det ikke en udfordring, hvis fx en femtedel af en gudstjenestefejrende forsamling er udviklingshæmmede? Forstyrrer det ikke?
– Jeg har holdt mange gudstjenester og højmesser med udviklingshæmmede, og efterhånden hører jeg slet ikke lydene. Min erfaring er, at når der skabes et trygt fællesskab, bliver lydene minimale. Det er en myte, at der er mange forstyrrelser. Generelt set har det noget med tilhørsforhold at gøre. Hvis du sidder i en gudstjeneste og oplever, at du ikke bliver set, at du er helt udenfor, kan det være, at du også får lyst til at lave lyde!
– Men menigheden skal også opdrages til at forstå: Jeg kommer ikke til gudstjeneste kun for min egen skyld, for at jeg skal møde min Gud. Jo, jeg skal møde Jesus, men jeg skal møde ham sammen med de andre i menigheden. Og jeg har ansvar for dem, som har brug for en hånd at holde i. Jeg skal bistå andre, for at også de kan opleve gudstjenesten.
Kan man sammenligne med at have børn med i gudstjenesten?
– Ja, når børnene bliver taget alvorligt, når prædiken og gudstjeneste involverer børnene, sidder de også stille. Men hvis de overhovedet ikke er medregnet, er det kun de mest velopdragne, der formår at sidde stille. Vi kan sammenligne med teater. Hvis teaterstykket engagerer børnene, sidder de jo stille.
Svaghedsteologi
Så du lægger op til en ny menighedskultur?
– Ja netop. Det begynder ude på p-pladsen, med at vi med hele vores kropssprog viser hinanden: ”Du er en af os, du hører hjemme her”.
– Når jeg bliver vist den accept af andre, falder jeg til ro. Her er hemmeligheden, at lære menigheden at vise respekt, vise ærbødighed – lige så meget til de udviklingshæmmede som til præsten og de andre. Da skabes der tryghed. Tryghed og respekt er nøgleord.
Kan din svaghedsteologi have betydning for mission?
– Ja, det tror jeg. Mange i Folkekirken har jo en barnetro, og når de ser de udviklingshæmmede udfolde sig i kirken, bliver de opmuntret til at tage del i troen med frimodighed. Kirken kan også opleve en fornyelse og netop gennem udviklingshæmmedes engagement vise, at kirken er for alle, også de svageste.
– Det er det, som er det store. Mange af dem, som tænker ”jeg er ikke værdig nok, jeg kan ikke være med, når jeg er sådan og sådan”, de oplever, at det slet ikke er noget problem, for ”her er jeg bare”! Jeg kan få lov til at hvile i Jesus sammen med de andre og samtidig være med til at bidrage og bære. Vi er forskellige, vi kan forskellige ting, men vi er alle mennesker med behov for Jesu tilgivelse og kærlighed.
Se, høre, opleve
Vi taler i Danmark om, at også kristendomsundervisningen skal opprioriteres. Men mange udviklingshæmmede kan vel ikke forstå den kristne lærebygning?
– Man behøver ikke forklare i ord for at lære. Man kan vise, se høre, gøre, opleve og lære. Du behøver fx ikke at høre om Guds kærlighed for at opleve den. Det er ikke nok at forklare om tilgivelse, men hjælpe dem til at tage imod det. Fra at være en kirke med mange ord, så må vi være en kirke, som viser de åndelige værdier i praksis. Bibelteksterne er jo ofte fortællinger, og når vi deler dem, er det som om vi møder Jesus. Jeg tror læringsbegrebet må udvides, så det er noget vi ser, hører og oplever sammen. Og den inspiration trænger vi alle sammen til.
Men hvad med Luthers åbenbaring om retfærdiggørelse af tro? Det er jo en juridisk ting…
– Jo, men Luther sagde også, at troen ikke kommer i kraft af fornuften. Jeg tror ikke længere, at de kristne sandheder blot er noget, man kan lære. Bibelen siger, at evangeliet må åbenbares for os. Hvis ikke det bliver åbenbaret for os, så hjælper vores kundskab ingenting. Så gennem indlevelse og mødet med det hellige tror jeg, Helligånden skaber troen i vore hjerter. Så målet med retfærdiggørelsen bliver opfyldt.
Vi er alle udviklingshæmmede
– Vi andre kan jo heller ikke forstå det fuldt ud med forstanden. Det er jo et vanskeligt emne. Så her står vi lige. Som den svenske biskop emeritus Martin Lønnebo sagde ved en retræte: ”God morgon, alla utvecklingsstörda! ” (På dansk: ”God morgen, alle udviklingshæmmede!”- red.) Og der var ikke en eneste udviklingshæmmet til stede. Det sagde han, fordi troen er en åbenbaring. Og jeg tror, at Gud har mange veje at åbenbare troen på, han kan bruge ord, billeder osv. Troen kommer af forkyndelsen, men forkyndelsen sker ikke kun med ord.
Men vi lægger i kirken vægt på, at troen kommer af det som høres, og det som høres er Kristi ord, for nu at citere Paulus.
– Ja, men ofte har vi misforstået det, så vi tror, at troen kommer af præstens ord. Men Helligånden skaber troen. Hvordan kom de første kristne til tro? Jo, de hørte, de så, de oplevede, og så stak det dem i hjertet. Det var ikke kun ved at apostlen Peter prædikede. Det var Helligånden, som gjorde ordet levende.
– Vi kan sammenligne med de døves situation. De kan jo heller ikke høre. Hvordan modtager de Guds ord? Jo, gennem tegnsprog. På samme måde bruger vi alskens ”tegnsprog” og lader de udviklingshæmmede se det, opleve det, være i det.
– Sådan har vi det jo også selv, ikke? Vi hører ikke kun ordene fra præsten. Når præsten prædiker, er det ganske begrænset, hvad der kommer ind i mig af ord. Jeg hører med hele mig. Jeg får et helhedsindtryk.
Her slutter interviewet og efterlader en åbenbaring mere: Vi har brug for de udviklingshæmmede i kirken.