Moster

Der er nogle steder, der vækker stærke minder frem hos mig. Det er alle minder om min afdøde moster.

Sjellegård, en lille gul gård, med bindingsværk. Det er min mormor og morfars gård, og det er et dejligt sted. Et sted, hvor der er masser af minder. Masser af minder, om min kære moster. Minder om hende, der altid kaldte mig blomst, i stedet for mit navn, hende der spiste jordbærgrød i deres hvide sofa i stuen, hvilket hun ikke måtte, så min mormor kom altid ind og sagde, at hun skulle sætte sig ind i køkkenet, men hun begyndte bare at grine og spise videre. Minder om hende, der altid var glad, hende der var et af mine største forbilleder. Hun var ikke, en helt normal moster. Hun var handicappet, hun havde kalkpletter på hjernen, hvilket gjorde, at hun også havde en masse pletter i ansigtet, og var autist. Men alligevel var hun helt klart mit største forbillede! Hun var altid glad, og så tingene på en positiv må-de, når det ellers bare var noget møg. Hun var den dejligste pige i verden. Hun var den, jeg altid glædede mig til at se, den jeg altid grinede med, hende jeg altid sang og fjollede med, og hende jeg aldrig ville sige farvel til.

Bofælleskabet

Jeg elskede det her sted, Valmuen. Det er et handicaphjem. Det er der hvor min moster boede. Jeg elskede at komme der, nu prøver jeg mest at undgå det. Der er for mange minder til, at jeg kan holde det ud, uden hun også er der. Der var altid en helt bestemt og unik stem-ning, det var som at komme ind i en helt anden verden, der var altid ro, alle lavede noget de kunne lide, ingen løb stressede rundt, der var altid en der kom og tog imod mig, og bød mig velkommen, hvis det ikke var en person, så var det et grin. Man oplevede et fantastisk fællesskab, et fællesskab, der var værdifuldt. Ikke et almindeligt fællesskab, det var alt andet end normalt. Det var sådan et venskab alle drømmer om, et venskab, hvor der aldrig er nogen der føler sig udenfor, eller er bange for at være anderledes. De var glade for, at være dem de var, og man vidste at der altid var et grin der tog imod dig, når du trådte ind af døren.

Jeg stivnede og begyndte at fryse. Det var godt nok januar, men en varm dag. Alle kiggede på mig, og jeg kunne mærke, at der var en tåre på vej. Min far dukkede op i døren, han havde røde – og blanke øjne. Da vores skoleinspektør sagde jeg lige skulle komme ud for døren vidste jeg godt hvad der var sket. Jeg husker det som var det i går. Jeg fik af vide at jeg skulle tage min taske, for nu skulle vi til hospitalet. Min moster var ved at dø, og vi skulle ud, og tage afsked med hende. Hver gang jeg kommer ind i det biologilokale, får jeg tårer i øjnene og ondt i maven. Det lokale er et minde om min moster.

Hospitalet

Jeg husker det faktisk som en god dag, selvom jeg var ude på hospitalet hele dagen, for at sige farvel til min moster. Det var virkelig hårdt. At se min moster ligge i den hospitalseng, helt bleg og kold. At se på min familie, der alle græd på skift. Det hospital værelse glemmer jeg aldrig. Jeg husker hvordan hjertediagrammet lød. Bip, bip, bip. Det er en meget deprimerende ting. Den fortæller dig at din moster faktisk ikke er rigtigt i live, den minder dig hele tiden om, at du sidder på hospitalet, den lader dig ikke få den tanke, at hun lige pludselig vågner op, den lader dig blive i virkeligheden. Respiratoren holdt hende i live. Som hun lå der ligbleg i den helt hvide hospitalseng, med alle sine røde pletter på hovedet, var det eneste jeg kunne tænke på, hvor højt jeg elskede hende.

Vi tog afsked, sang, læste i biblen og bad. Grinede og græd. Hentede tøjet og rosen til håret, som hun skulle have på i kisten.

Om aftenen kom vennerne fra Valmuen, også på hospitalet, for at sige farvel. Det var meget rørende. De skabte en rigtig god stemning, omkring min moster. Hun fik knus og kram og én af deres kommentarer husker jeg tydeligt: ”Kom nu! Lad være med at lege og kom ud og bowle med os! ” Det var en kommentar, som spredte meget glæde midt i vores sorg.

Begravelsen

Det var d. 1. februar 2014, i Østermarie Kirke. Jeg husker, at vi kom ret sent, for turen bag ved lig bilen tog længere tid, end vi havde regnet med. Inde i kirken lå der lange rækker af blomster, som fyldte næsten hele gulvet, så man skulle passe på hvor man trådte. Kirken blev næsten fuld, hvilket var ret overraskende, når kirken er meget stor. Hun havde mange venner, unge som gamle, små som store, handicappede og ikke-handicappede.

Jeg følte mig helt tom inden i. Jeg var trist hele tiden, ville kun ind på mit værelse, og ville ikke snakke med nogen. Jeg tror det ville have været godt for mig, hvis jeg kom ud med nogen tårer til begravelsen, men jeg ville vise over for mig selv, at jeg godt kunne klare mig uden min moster, så jeg holdt tårerne inde. Jeg var overraskende nok, ikke den eneste der ikke græd, min søster græd heller ikke, jeg sad og tænkte om hun mon havde samme grund som mig. Resten af kirken sad og græd.

Jeg kunne ikke koncentrere mig, under prædiken, mine tanker fløj rundt. Jeg havde vildt ondt i maven, jeg får det stadigvæk når der er nogle der snakker om hende, eller generelt om død.

Da vi kom ud på kirkegården, fik jeg stukket en rose i hånden. Vi stod og sang hendes yndlingssang, ”Guds store kærlighed, aldrig forandres”. Mit hoved blev lige pludselig helt tomt. Alle de tanker jeg havde haft inde i mit hoved under prædiken, var væk.

Min mormor startede med at smide hendes rose ned i graven oven på kisten. Jeg havde aldrig set hende fælde en tåre i hele mit liv, ikke engang da vi var på hospitalet, men nu kom de alle sammen, på en gang. Hun gik hurtigt væk fra graven, så resten af familien også kunne komme hen og smide vores rose ned i graven. Jeg stod der længe, jeg blev ved med at gentage inde i mit hoved, at jeg elskede hende. Til sidst gik det op for mig, at jeg burde flytte mig, så vi kunne komme videre i programmet. Jeg stillede mig ved siden af min søster, i den lille række vi efterhånden havde fået lavet.

Alle kom hen og sagde, at de kondolerede eller var så kede af det, eller hvad der nu ellers kunne komme af bemærkninger. Jeg havde holdt tårerne inde, helt indtil nu. Jeg havde for mange tårer der brændte på, og nu kom de alle sammen ud. Jeg elskede hende så højt, og nu lå hun i en kiste i jorden. Jeg savnede hende så meget allerede, efter tre dage, og jeg savner hende stadigvæk.

”Vi ses i himlen, kære moster!”