Tangentspilleren med Aspergers Syndrom

Det meste af sin opvækst følte Kristian Marius Andersen sig forkert. Som ung og voksen havde han svært ved at holde styr på sig selv og sit liv, og som 27-årig fik han diagnosen Aspergers Syndrom. I dag har han den højeste musikalske uddannelse, man kan få i Danmark, og der er lavet en dokumentarfilm om Kristian og hans liv, “Tangentspilleren”.

Af Rikke Thomassen

Dokumentarfilmen om Kristian Marius Andersen slutter med musikken “Den grimme ælling”. Og Kristian Marius Andersen er i sandhed en smuk svane, som altid har været en smuk svane, men som i de første mange år af sit liv blev opfattet som en grim ælling.

Det er historien om et ualmindeligt musikalsk geni. Historien om en dreng, der voksede op i England. Uden venner. Som blev mobbet. Meget. En dreng som hellere ville sidde og se vaskemaskinen snurre rundt end at være sammen med andre børn. Som hadede støvsugeren, fordi den ikke havde nogen rytme. Og en dreng som havde – og har – usædvanligt store musikalske evner.

Det er historien om en ung mand, der kom til Danmark. Uden tro på sig selv. Indelukket. Tynd. Kejtet. Sky. Og virkede mentalt forslået.

En ung mand, som 7 år senere har gennemført den højeste musik-uddannelse, man kan få i Danmark. Han har ikke kun en konservatorie-uddannelse, men også en solist-uddannelse. Hans debut-koncert fik fantastiske anmeldelser. Og som der stod i en af anmeldelserne, så har han for resten også Aspergers Syndrom.

Tristhed og glæde i filmen

“Tangentspilleren”, hedder dokumentarfilmen om Marius Kristian Andersen. For det er på tangenterne, Kristian udlever sit store musikalske talent, og det er i improvisationen, han har sine mesterlige evner. Filmen om Kristian er blevet vist i mange mindre biografer, og indtil videre er den blevet set af mere end 7.000.

Det er overvældende for Kristian Marius Andersen, at så mange har set filmen, og han er selv meget tilfreds med den.

“Jeg kan godt lide humøret i filmen. Jeg kan godt lide, at det ikke kun er musik, men også tristhed og glæde. Det er de to ting, som gør en dokumentarfilm virkelig god.”

Diagnosen blev en lettelse

Filmen fortæller om Kristian Marius Andersens liv, opvækst, hverdag, problemer og udfordringer. Glæder. Sorger. Ensomhed. Og musikken.

Kristian kom til Danmark i 2005, og i 2006 fik han som 27-årig diagnosen Aspergers Syndrom. For Kristian var det en meget stor lettelse.

“Det tog en stor vægt fra mine skuldre. Jeg vidste godt, at der var noget i vejen, og jeg fik en bedre forståelse for tilstanden. Første gang jeg læste om det, var jeg lidt chokeret. Men bagefter, så var jeg mere lettet. Jeg var meget interesseret i, hvad det betød, og jeg læste meget på nettet. Og jeg kunne godt se, at det var mig, det jeg læste.”

Enorm udvikling på 7 år

Mads Bille arbejder tæt sammen med Kristian Marius Andersen. Mads er organist i Herning Kirke, dirigent for Herning Kirkes Drengekor og kunstnerisk leder af Den Jyske Sangskole.

Mads Bille var også med til at ansætte Kristian i 2005, og han er i dag ikke kun hans chef men også hans mentor. Mads har fulgt Kristian tæt gennem alle årene. Det var også Mads, der opfordrede Kristian til en psykiatrisk udredning, som betød, at Kristian fik diagnosen Aspergers Syndrom.

“Jeg kunne jo godt se, hvordan tingene seriøst brød sammen for ham ind imellem”, siger Mads Bille.

Kristian beskriver også selv en stor frustration over sig selv – og følelsen af ikke at kunne magte situationer og sit eget liv.

“Der er sket en enorm udvikling, siden jeg kom til Herning. Da jeg kom til Herning var jeg meget lukket inde. Jeg havde ingen selvtillid. Kunne ikke snakke med andre mennesker. Det var fuldstændig umuligt for mig at være sammen med andre mennesker,” fortæller Kristian.

Kristian føler sig ensom

Han arbejder og kæmper også stadig med mange hverdagsting.
“Jeg oplever meget kaos. Hvordan holder jeg styr på min lejlighed? Hvordan stryger jeg trøjer? Hvordan laver jeg mad?”

“Problemet er, at der kører så mange ting i mit hoved. Hvilke aftaler har jeg nu? Hvis der kommer mange koncerter, hvis jeg har en aftale med min bostøtte. Jeg bliver også bange for, at jeg kommer til at gøre andre mennesker sure.”

Ofte føler Kristian sig også ensom.

“Nogen gange bliver jeg lidt træt af at komme hjem til en tom lejlighed. Jeg føler mig alene. Ensomhed er en del af det, og det kan være svært at holde mit humør oppe. Det er også en del af Aspergers.”

“Den værste kamp for mig, det er at finde en pige. Selvom jeg har fået masser af gode råd. Det er ikke nemt. Det er ikke kun på grund af Aspergers, men det gør det dobbelt svært. Jeg er bedre nu, end jeg var for 8 år siden,” siger Kristian.

Følelserne kommer ud gennem musikken

Når Kristian sætter sig ved tangenterne forsvinder den kaotiske verden, og fingrene taler og fortæller.

“Alle de følelser, jeg har i kroppen og i mit hoved, kommer ud i min musik. Jeg kan komme trist på arbejde, og bagefter har jeg det godt igen,” siger han.
Kristian har en fuldtidsstilling på almindelige vilkår som organist ved Herning Kirke. Derudover spiller han til mange andre arrangementer og bookes til koncerter mv.

Kristian nyder sit arbejde. Og når han sætter sig ved tangenterne er han på absolut hjemmebane. Klaveret. Kirkeorgelet. Hammondorgelet.
Mads Bille fortæller, at han til prøverne med drengekoret har et spil som ingen andre.

“Han spiller bedre end nogen anden, jeg kender. Det er ikke kun når han improviserer. Han er i stand til at forberede sig 100 procent. Det er simpelthen bare i orden. Og Kristian har givet mig en frihed, fordi der ikke er noget, jeg spillemæssigt ikke kan bede Kristian om. Der er ingen værker, jeg skal holde mig fra, fordi orgelstemmen er for svær. Han har givet mig en kolossal frihed til at koncentrere mig om at dirigere. Så hjælper jeg ham til gengæld med en række praktiske ting, som fx at styre hans aftale- og koncertkalender” siger Mads Bille.

Ønsker at være rollemodel

Kristian Marius Andersen siger i filmen: “I showed them in the end.” Jeg viste dem til sidst. Det er møntet på alle dem, der ikke regnede ham som noget. Som moppede ham og gjorde hans liv forfærdeligt.

Kristian har mange dårlige minder fra sin skoletid.

“Især den anden skole, jeg gik på, var fuldstændig forfærdelig for mig. Der var et tidspunkt, hvor jeg var tæt på at tage en pille og sige godnat. Det var så slemt for mig. Der var ikke nogen, jeg kunne snakke med,” siger Kristian, og det er tydeligt, at mobningen har sat sine spor i ham og nok vil følge ham resten af livet.

Men han viste dem til sidst. Og det er tydeligt for enhver, hvilken smuk svane, Kristian Marius Andersen er, og han håber, at han kan være rollemodel for andre.

“Jeg håber, at jeg med min film og interviews kan hjælpe andre mennesker med Aspergers Syndrom,” siger Kristian Marius Andersen.