Maj 2014
TEMA: Handicappedes rolle i menigheden: Mennesker med autisme og Aspergers syndrom udfordrer kristne fællesskaber
“Det er ikke særlig kaffehyggeligt, når der er en med, som hele tiden ødelægger det kaffehyggelige fællesskab,” siger Henrik Jacobsen, der har Aspergers syndrom.
Af Rikke Thomassen
Mennesker med autisme og Aspergers syndrom er meget konkret tænkende, og det kan derfor være svært for dem at forholde sig til det, præsten eller en taler siger. Man kan ikke sige, at de misforstår det, der bliver sagt, for de forstår præcist og konkret, hvad præsten siger.
Carsten Mølgaard Hansen er pædagog på bofællesskabet Sydhjørnet i Vamdrup, og oplever jævnligt hvordan mennesker med Aspergers Syndrom eller autisme forstår ting forskelligt fra andre mennesker.
“Det kan være et ord, der ikke giver mening for dem i sammenhængen, og dermed kommer til at fylde alt. Det kan også være svært med oplæsning fra Bibelen, fordi Biblen mange steder ikke er skrevet på et let forståeligt dansk. Og alle de historier og lignelser – hvorfor er det ligesom det? Det kan være svært at forstå sammenhængen,” siger Carsten Mølgaard Hansen.
“Derfor er det vigtigt, at præsten eller taleren forstår at tale et enkelt sprog og holde pointen ret simpel. Salmer kan også være svære. Alle de ord, der bliver brugt – og mange gange et gammeldags sprog. For eksempel, hvad betyder “huld” og “hald”? Det kan også være, at der er en, der taler om “en lang vandring” i overført betydning, og så vil et menneske med autisme eller Aspergers syndrom tænke: En vandring? Hvilken vandring? Vi har da ikke været ude at gå,” siger Carsten Mølgaard Hansen.
Løs snak er en udfordring
Når det er kirkelige fællesskaber uden for kirken, for eksempel bibelstudie, kan det også være vanskeligt med den løse snak om et emne.
Johannes Christiansen er 43 år og bor på bofællesskabet Sydhjørnet, som er et bofællesskab blandt andet for mennesker med Aspergers syndrom og autisme.
Johannes Christiansen synes det kan være svært med onsdagscafé i Vamdrup. Han vil gerne bidrage med noget, men ved ikke, hvad han skal sige – især hvis gruppen ikke holder sig til det kristne emne, der er lagt op til.
“Det er svært at svare på deres spørgsmål. Jeg ved godt, det er inde i mit hoved. Jeg føler, det er på grund af mig, at samtalen går i stå. Det er som om, det er min skyld. Nogen gange sidder jeg sammen med nogen, der ikke siger noget. Så skulle jeg bare sige noget. Men det er svært at få det sagt,” siger Johannes Christiansen.
Har behov for at det er konkret
Henrik Jacobsen er 38 år og har Aspergers syndrom. For ham har det også været en udfordring at indgå i fællesskabet omkring bibelstudie.
“I mange fællesskaber mødes man, drikker noget kaffe, læser et stykke i Bibelen og snakker sammen om teksten. Så kan man opleve, at den ene mener det ene og den anden det andet, og jeg tænker: I mener ikke det samme? Er vi enige om, at vi læser i den samme Bibel? Der må være noget, som er rigtigt,” siger Henrik Jacobsen.
“Efter en aften med bibelstudie har jeg nogle gange skrevet ned, hvad det er, vi har snakket om, og lavet nogle svaroverskrifter. Tre sætninger – det er vi nået frem til i aften. Men så har jeg gjort det alt for konkret.”
“Jeg synes, der er plads til mig nu, men for 9 år siden var min oplevelse i bibelkredse noget anderledes. På et tidspunkt tænkte folk: “Du splitter mere, end du bidrager. Det er bare rigtig tungt at have dig med.” Jeg har engang spurgt om at komme i en bibelkreds, men der var ikke plads til mig. Jeg kan godt tænke, at de kristne, som siger, de er kristne, at ret få af dem faktisk er kristne. For hvis de virkelig var kristne, så ville de have næstekærlighed, og så ville de huske at bede nok for at kunne inkludere, lige meget hvem. Det handler faktisk ikke om Gud, det, der går galt. Det handler om, at vores fællesskaber er blevet kaffehyggelige. Men det er ikke særlig kaffehyggeligt, når der er en med, som hele tiden ødelægger det kaffehyggelige fællesskab.”
Savner en målsætning og en plan
Henrik Jacobsen kunne også ønske, at der var mere fokus på at have en målsætning og en arbejdsplan i det kristne fællesskab.
“Vi er her, og vi vil gerne der over. Hvordan kommer vi der over? Og hvornår skal vi være der ovre? Når jeg læser i min Bibel, så er tro for alle dem, jeg kan læse om, det er en udvikling, en rejse og en vækst. Og jeg har aldrig hørt om en rejse eller noget, der skal gro, som bliver ved med at gentage sig selv. I dag har jeg lært så meget om mig selv som Asperger, at jeg godt kan være i det, men hvis jeg skal tale om andre Aspergere, så vil det være lettere for dem at være i det, hvis de kan se en plan og et mål: “Hvad et det, jeg får ud af det i dag, hvad får jeg ud af det i morgen?”
Mulighed for at spørge præsten
Henrik Jacobsen foreslår også, at der efter hver gudstjeneste skulle være mulighed for at stille spørgsmål til præsten, så der kunne komme ro på tankerne omkring det, der ikke var forstået eller de tanker, der opstod efter gudstjenesten.
Carsten Mølgaard Hansens erfaring er også, at der kan opstå mange spørgsmål og usikkerheder hos mennesker med autisme og Aspergers syndrom i forlængelse af en gudstjeneste eller et andet kirkeligt møde.
Hvis præsten eller taleren stillede sig til rådighed, kunne man for eksempel få svar på, hvad der menes med “en lang vandring”, når der ikke er nogen, der har været ude at gå.
“Man kommer jo bare og sætter sig”
Uddrag af Rikke Thomassens interview med en mandlig beboer på bofællesskabet Sydhjørnet.
Hvad kan du lide ved at komme i kirke?
– Det er hyggeligt at synge sange og høre, hvad præsten har at fortælle.
– Jeg kan godt lide at følges med nogen fra Sydhjørnet, når jeg skal i kirke.
– Det er godt, når der sker lidt andet end den almindelige gudstjeneste, for eksempel nytårsparade, og jeg kan godt lide, når der er kaffe og kage.
Er de gode til at tage imod dig?
– Jeg mødte Inge, og hun sagde “hej” og “det er pudsigt, du også er her”.
Beboeren kigger på pædagogen, der sidder ved siden af og spørger:
– Hvad mener hun, når hun siger, om de tager imod mig? Man kommer jo bare og sætter sig.
Bibeltekster giver ikke mening
Uddrag af dialog mellem Carsten Mølgaard Hansen og Johannes Christiansen. Carsten lægger ud:
Hvad kan du godt lide ved at komme i Kirken?
– Jeg kan godt lide Jens Henriks (præsten, red.) prædikener. Jeg kan ikke så godt lide, når der bliver læst, for det er ikke altid, det giver mening. Det næstbedste er, hvis der er barnedåb og præsten udlægger betydningen helt nede på jorden på forskellige måder fra gang til gang, sådan helt naturligt. Det er også godt med salmerne, når de passer til årstiden.
Eller når de passer til prædiketeksterne?
– Nej. Det giver ikke mening.
Du kommer også i onsdagscafeen. Når de andre snakker, er du så med i snakken?
– Jeg vil gerne bidrage til onsdagscafeen med noget kristent. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.
Er det svært at være med i de andres snak, når samtalerne handler om mange forskellige ting?
Ja. Det skal være noget kristent.
Siger de noget til dig?
– Ja. Det er svært at svare på deres spørgsmål. Jeg ved godt det er inde i mit hoved. Jeg føler, det er på grund af mig, at samtalen går i stå. Det er som om, det er min skyld. Nogen gange sidder jeg sammen med nogen, der ikke siger noget. Så skulle jeg bare sige noget. Men det er svært at få det sagt.
– Jeg undrer mig over, at de altid synger “Nu titte til hinanden”. Kunne det ikke lige så godt være en anden?
Kan det ikke bare være fordi, præsten er meget glad for den sang?
– Nej, det kan ikke være derfor.
Læs evt. også:
Handicappede er nødvendige i menigheder
Udviklingshæmmede er en naturlig del af Ølgod Valgmenighed
Ingen kommer og spørger, om jeg vil hjælpe
Skal jeg holde en plads til dig, Sofie?
Mennesker med autisme og Aspergers Syndrom udfordrer kristne fællesskaber