Du skal elske din næste! Ja, men hvordan?

Henrik Jacobsen, der har Aspergers syndrom, har lært at elske – ikke som følelse, men som handlinger. Han fortæller her om de udfordringer han har med at få Bibelens ord til at passe med virkeligheden.

Af Rikke Thomassen

“Det, jeg ikke kan, det er, jeg kan ikke sætte mig i dit sted … Jeg kan ikke …”

Henrik Jacobsen sætter sig lidt foroverbøjet med hænderne op for øjnene. Munden bevæger sig i små bevægelser, mens der kommer stille hviskende lyde ud. Han forsøger at genkalde sig noget, han har lært om sin egen diagnose, Aspergers syndrom. En diagnose han fik allerede som barn, men som han først begyndte at forholde sig til og arbejde med for 9 år siden. I dag er han 37 år, gift med Kate og har en søn på 4 år.

“Jo, det, jeg ikke kan, det er, jeg har ingen empati, mangler social forståelse og noget med kommunikation,” forklarer Henrik.

Det er også kendetegnende for mennesker med Aspergers Syndrom, at de tænker meget konkret. Det har betydning, når der i Bibelen står, at du skal elske din næste. For hvordan elsker man? Helt konkret?

“Når vi taler elske, så skal jeg kunne forestille mig, hvordan du har det. Og som udgangspunkt kan jeg ikke det. Men jeg har lært, hvordan man elsker.”
Henrik Jacobsen rejser sig og kommer tilbage med bogen: “Kærlighedens 5 sprog”, og han forklarer, at i denne bog står der, hvordan man elsker.

“Jeg er ikke i stand til at elske som følelse. For mig er at elske for eksempel at gøre noget, som gør det andet menneske glad. Det er noget med at give gaver. Anerkendende ord.”

“Jeg elsker min søn højt. Men jeg føler det ikke på samme måde som andre. Jeg forestiller mig, at når du tænker på dine børn, så får du en følelse, der gør dig glad. Min søn, når jeg tænker på ham, så tænker jeg: Cirka så høj, 4 år, lidt spinkel. Ingen varme følelser, ingen stik i hjertet.”

Tilgiv ved at bede

Næstekærlighed er en vigtig del af kristendommen. Det har været vigtigt for Henrik at lære det, og næstekærlighed er derfor forbundet med meget konkrete handlinger.

Sådan er det også med et begreb som “tilgivelse”.

“Tilgivelse er: Lad være med at være sur, bitter og vred. Lad være med at ville have tilbage. Når tilgivelsen er aktiv, fjerner den vrede, hidsighed og gengældelse,” siger Henrik.

“Hvis jeg skal tilgive, så ved jeg, at det, der virker, det er at bede. Jeg har prøvet det, det duer. Jeg kan ikke være vred eller sur på den, jeg beder for. Det kan godt være psykisk voldtægt at bede for vedkommende. Men jeg bestemmer jo, hvad jeg gør. Jeg bestemmer over mig. Og når jeg bestemmer over mig, så kan jeg også bestemme, at jeg vil bede.”

“Jeg bestemmer mine handlinger. Jeg bestemmer ikke mine følelser. Jeg tænker, at det bestemmer jeg faktisk lidt over alligevel, for følelsen vil følge med. Jeg gjorde det engang ved en, der havde behandlet mig dårligt. Det var ret hårdt at bede for ham. Og så kunne jeg godt lide ham bagefter,” siger han og tilføjer med hviskende stemme og et stort smil:

“Og det var faktisk lidt træls, for han blev ikke sødere af, at jeg kunne lide ham, så nu kunne jeg faktisk bare lide en dum skid.”

Regler hænger sammen med handlinger

Henrik Jacobsen oplever Bibelen som meget konkret og regelret.

“Det, jeg læser i Bibelen er meget regelret og firkantet: Elsk din far og mor! Lad være med …! Gør det! Der er ikke så meget “nogen gange”, “måske” eller “hvis det er sådan her og sådan her, så …” Nej, det er ret firkantet.”

“Problemet er ikke at lægge det ned i kasser, som man adlyder og følger. Men det skaber problemer, når regler og kasser bliver til liv. For så er det skrevet ind i en anden tid. Min verden omkring mig ser på ingen måde sådan ud. Det regelsæt, jeg kender i Bibelen, konflikter voldsomt med virkeligheden og menneskers handlinger. Jeg oplever også konflikten i mig selv; at jeg gerne vil lade være med noget, men ikke kan,” siger Henrik.

“Det sidste, jeg havde konflikt med, var, da en spurgte mig, om han kunne låne en større sum penge af mig. I Bibelen står der: “Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig.” Men jeg siger til ham, nej, det kan du ikke. Så det konflikter meget i mig. Jeg har været ukærlig over for min næste. I Bibelen står der: “Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?””

“Jeg spørger så nogle mennesker om hjælp til at finde ud af, hvad jeg skal gøre. Nogen siger: “Du skal ikke låne ham pengene, for det vil ikke gavne et menneske som ham”. Andre siger: “Lån ham dem, hvis du kan”. Nogen siger: “Lån ham lidt mindre”. Andre siger: Måske skal du besøge ham i stedet for at låne ham penge?” Da jeg havde spurgt en masse mennesker, havde jeg fundet svar på mit problem. Jeg fandt frem til, at det vil være næstekærligt at besøge ham jævnligt.”

“Jeg forstår jo ikke, at andre kristne ikke har det sådan og kan leve med at handle imod det, der står i Bibelen.”

Tro er at længes efter fællesskab med Jesus

Det er vigtigt for Henrik Jacobsen, at der er sammenhæng mellem troen og livet. Mellem reglerne, virkeligheden og handlinger.

Men ikke alting giver mening. Og ikke alle spørgsmål har et konkret svar. Eller kun ét svar.

“Der, hvor det er allersværest, når jeg frem til, at det kræver Jesus heller ikke. Han vil bare gerne have fællesskab med mig. Så længe mit hjerte begærer at have fællesskab med ham, så er det nok. Jeg tror på, har tillid til og stoler på, at han kan redde mig. Han kan befri mig. Det er der også indskrevet i at have fællesskab med ham.”

Når alt andet falder fra hinanden, fordi det ikke giver mening med virkeligheden, så står der denne ting tilbage, som Henrik Jacobsen altid kan holde fast i.

Hvordan har du fællesskab med Jesus?

“Vi er så heldige i Danmark, at vi har et utal af gode evangelister, missionærer, og andre kristne. De vil gøre det konkret: De siger, når du læser din bibel, når du beder, når du synger lovsange, gudstjeneste, nadver, dåb. De forskellige handlinger, vi gør, hvor vi søger ham, så har vi fællesskab med ham. Det er det, de vil svare, så det er også det, jeg vil svare.”

Er det også det, det er for dig?

“Det ved jeg ikke. Der er rigtig mange steder, hvor jeg har lært nogen svar og kender noget teori, men hvor jeg ikke er sikker på, det er tro. Det kan godt give voldsom stor anfægtelse. Men det er vigtigt at huske, hvad det er, tro er. Og det er at længes efter at være sammen med ham. Længes efter at han skal frelse mig. Når man husker på det, så bliver det lidt mere simpelt, og det bliver noget, jeg kan gøre. Også når jeg ligger i min seng og er dødssyg og har 40 i feber. Så kan jeg hviske en bøn: Gud vær mig nær. Lige meget, hvor jeg er henne, både fysisk og psykisk, så kan jeg henvende mig, og når jeg henvender mig, så tror jeg.”

“Jeg bliver nødt til at koge det ultra-meget ned, og så bygge hele resten af kassesystemet på den lille flig. For hvis jeg ikke gør det, så vælter resten,” siger Henrik.

“Hvordan kan den multihandicappede have fællesskab med Gud? Det er et spørgsmål om at længes i hjertet efter fællesskab. Det er ikke er spørgsmål om intellektuel kapacitet. Jeg vil vove den påstand, at jo bedre det går for dig, intellektuelt, jo bedre du er for eksempel til at passe dine børn, des sværere er det at tro. Des mindre afhængig er du af ham. Det var heller ikke farisæerne, der havde lyst til Jesus, for de havde ikke behov for ham.Det var skøger og toldere, for de vidste godt, hvor meget de havde brug for ham.”

“Kriteriet for at være troende er, at mit hjerte længes efter at have fællesskab med ham. ”

Hvorfor elsker Gud mig?

Ofte undrer Henrik Jacobsen sig over, hvorfor Gud elsker ham. Han ved, at han er elsket af Gud. Men han forstår det ikke.

“Det bedste svar, jeg har fra Gud indtil videre er: “Fordi jeg har skabt dig”. Men jeg forstår det stadig ikke. Det giver ikke mening. Jeg kan dreje i ler, lave potter og sådan noget. Men selvom jeg skaber en potte i ler, så elsker jeg den jo ikke.”

Hvorfor skulle han ikke elske dig?

“Dybest set fordi jeg ikke elsker mig selv. Jeg er en skiderik. Hvis du skal være helt ærlig og kigge på dig selv og alle dine fejl og mangler, og hvor du er utilstrækkelig. Hvordan kan du så bagefter sige: “Det kører bare. Dig vil jeg holde af?”.

Det står fortsat som et åbent spørgsmål for Henrik Jacobsen. Et spørgsmål, han jævnligt vil vende tilbage til, ligesom han har gjort med mange, mange andre spørgsmål.

For det er vigtigt for ham at finde svar på de spørgsmål, der er. Derfor savner han også en mulighed for at stille spørgsmål til fx præsten efter gudstjenesten.
“Jeg kan ikke leve med, at der er noget, jeg ikke forstår. Det er den enkeltes opgave og ansvar at gå op til taleren eller præsten og spørge, når der er noget, du ikke forstår. Men hvornår må man gå op og spørge præsten? Jeg synes, præsten burde stille sig til rådighed for spørgsmål bagefter. “Jeg sætter mig ind på kontoret her, så kan folk bare komme.” Det er ikke noget privat eller hemmeligt. “Du sagde det her …” Så kan præsten blive ved med at forklare, indtil tiøren falder. Det lykkes de fleste gange. ”

“Enten får jeg svar, der giver mening eller også forlader det min sjæl,” siger Henrik, der mange gange har spurgt præster, talere og andre om at forklare nogen af de ting, de har sagt.

Henrik beskriver sig selv som irriterende i de situationer – netop fordi han ønsker at forstå og få det forklaret på en konkret måde, og det kan være udfordrende for mange at blive bedt om at forklare forskellige kristne emner helt konkret. Men det er nødvendigt, når et menneske med Aspergers Syndrom skal forstå og handle på de ting, der står i Bibelen, for eksempel hvordan man elsker sin næste, og hvordan man tilgiver.

Henrik fortæller også, at der skal være svar på de spørgsmål, man stiller – også i en artikel. Så her kommer svaret på det spørgsmål, der står i overskriften.

Du kan blandt andet elske din næste ved at give anerkendende ord, ved at bruge tid på din næste, ved at give gaver og ved at gøre tjenester.