Et brudt halleluja – uddrag af bog

Kan tilværelsen være fyldt af tomhed? Det spørger Tomas Sjödin om i bogen ”Et brudt halleluja”. Dette er et uddrag af bogen.

Af Tomas Sjödin

Jeg var alene hjemme, den dag de kom og pillede elevatoren i vores hus ned. I mange år har vi haft en elevator mellem stueetagen og 1. sal, en elevator, der var rummelig nok til at klare to mindre kørestole samt en person mere. Da Ludvig døde, følte vi trang til at sortere blandt hans ejendele for at fjerne den følelse af sygehjem, som al den tekniske udrustning havde skabt. Et følelsesladet arbejde, når man tænker på, at ting og følelser hænger så tæt sammen.

Sorteringsarbejdet drejede sig om to ting, at bevare alt det, som bar på gode og nære minder om drengene, og at komme af med alt det, som kun var knyttet til sygdommen og handicappene. Jeg kørte til Sahlgrenska Sjukhuset med iltkoncentrator, AGA hentede alle iltflasker, og hjælpemiddelcentralen sørgede for, at kørestolen blev hentet og afleveret.

Til sidst aftalte vi med elevatorfirmaet, at de skulle tage elevatoren ned. Hele den del af huset, hvor elevatoren var, er en tilbygning, som blev bygget, da drengene var små. Det tog nogle dage for firmaet at fjerne elevatoren, og jeg var hjemme og arbejdede med noget andet imens.

Fraværet af elevatoren fik en større symbolsk værdi, end jeg havde kunnet forestille mig. Da elevatormontørerne havde pakket sammen og var taget af sted den anden dag, stod jeg på bunden af skakten mellem etagerne og kiggede op. Et gigantisk hul stod åbent mellem etagerne.

Når nogen spørger, hvordan det går med os efter drengenes død, kan jeg høre os alle tre svare på omtrent samme måde: at det, trods alt, går ret godt, at vi alligevel fik lov til at beholde dem i 14 respektive 15 år, og at der ikke var noget alternativ, da de ikke længere magtede at leve. Omtrent sådan.

Og alt det er sandt. Det er også sandt at sige, at det er på samme måde med vores liv som med vores hus. Der gaber et stort, tomt hul i vores familieliv, et hul, der skærer igennem alle etagerne i vores tilværelse: følelserne, minderne, hverdagsrutinerne og årstidernes skiften. Kan man sige, at tilværelsen er fyldt af tomhed? Er tomhed ikke lige det modsatte, altså noget, der ikke er fyldt? Netop fordi tomheden er så nærværende, vælger jeg at skrive, at vore dage og nætter er fyldte af tomhed.

Man bliver sjældent ked af det, når man tror, at man vil blive det, savnet falder snarere over en, når man ikke er parat, og lige netop derfor er man så ubeskyttet. Nogle morgener af og til kommer denne stikkende smerte, og alle de andre dage er det netop bare tomt. Vi kan ikke genkende os selv i vores liv.

Sommetider siger Lotta og jeg til hinanden, at vores liv ikke adskiller sig særlig meget fra vores venners. Deres hus bliver også tømt for børn på dette tidspunkt i livet. Nogle flytter tidligt hjemmefra, nogle rejser til USA som udvekslingsstudenter, og nogle flytter til Umeå eller Lund for at gennemføre universitetsstudier. Børn vokser op og flytter hjemmefra, sådan er det for alle, og sådan er det for os. Sommetider dæmper det smerten en anelse at tænke på den måde: Samtidig ved vi hele tiden, at der findes en afgørende forskel. Vores børn kommer ikke på besøg, de skriver aldrig, de ringer ikke.

I en af mine tidligere bøger har jeg skrevet, at jeg frygter tomheden den dag, drengene er væk. Nu står jeg i skakten og kigger op og ved, at det er derhen, vi er kommet nu, til det trin i livet, hvor vi må konfrontere tomheden og finde på en måde at forholde os til den på i hverdagen.

◊

Efter et stykke tid lagde John og jeg gulv i elevatorskakten, men der gik mange måneder, før vi overhovedet tænkte på at gøre noget andet med de værelser. Dels pga. træthed, dels fordi vi fik den idé, at værelserne skulle stå tomme en tid. At gøre noget ved dem for hurtigt ville næsten være på grænsen til det respektløse. Skakten fik lov til at stå der som et klokketårn uden klokke.

◊

Efteråret gik, og vinteren kom. Vinteren gik også, og det forår, vi havde længtes efter, kom, varm og løfterig. Jeg ved ikke helt, hvordan vi kom igennem de måneder. Vi rejste væk og kom hjem igen. Begyndte at arbejde og fandt det overraskende meningsfyldt, og næsten hver eneste dag gik vi til graven med blomster eller lys. Det føltes, som om vi bevægede os i et hav af tid, vi havde værelser i vores hus, som vi ikke vidste, hvad vi skulle stille op med. Både lysten til at forandre og kraften til at gøre det manglede. Men til sidst kom den dag, hvor vi pludseligt spurgte hinanden: Og hvad skal vi gøre med de værelser?

Jeg regner det for at være et stort øjeblik. Desuden tror jeg, at dette øjeblik findes et sted i alle sorgprocesser. En svag tone begynder at kunne høres, den får resonans i det store tomrum, og inden man ved af det, synger man tøvende det første vers i en ny sang. Man troede, at man aldrig mere ville synge. Men man synger.

Vi bestemte os ikke for at turde denne sang. Vi valgte den ikke. Den kom bare, så svag i begyndelsen, at den næsten ikke kunne høres, som lyden fra utallige, meget små klokker i det fjerne.

Og da vi fik begyndt, gik det stærkt. Vi satte et ekstra vindue ind og fik på den måde et stort vindue mod parken og mod skoven, næsten som en glasveranda. Vi satte paneler op og malede i bedste Erik Peitersen-stil. Det nye værelse fik et sparsomt møblement. Bløde, dybe lænestole, et lille bord, stereoanlæg og fjernsyn. Ikke mere. Til sidst hængte vi den sorthvide fluesnapper i træ op, som jeg har fået af mine forældre, og som jeg anser for at være et af de smukkeste genstande, jeg ejer. Hver dag bliver det ny værelse fyldt af musik.

Jeg tænker tit på denne forandring. Man skulle kunne sige, at det var dejligt at komme af med elevatoren – den havde alligevel gjort sit – men det ville være at forenkle på en næsten stødende måde. Det var tungt at komme af med elevatoren og alle de andre ting, som gjorde vores liv sammen muligt, alt var jo sat sammen af vores kærlighed. Men at bevare det ville være som at holde på et liv, som var ovre, at leve, som om det stadig var til.

Det vigtigste spørgsmål er måske snarere: Hvordan kan tomrummet give plads til noget nyt? Hvordan kan tomhed blive til resonans? Uden at sorgen og savnet bliver pakket væk for tidligt.

Jeg kan virkelig ikke fordrage friske udsagn som: »Man har det, som man tager det« og »Det er vel bare at acceptere fakta«. Og alligevel: Mødes ikke alle sørgende og mennesker, der savner, lige netop i erkendelsen af, at livet aldrig mere bliver som før, at hullet i ens tilværelse er et faktum, at man hverken kan eller skal fylde det med noget andet? Men det ender ikke der. Lige her må vi få lov at fortælle hinanden, at tomrummet kan blive til resonans for musik igen.

Uddrag af ”Et brudt halleluja”, skrevet af Tomas Sjödin. Bragt med tilladelse fra Unitas forlag/RPC.