2007

Dødsfald i bofællesskabet

AF JETTE NIELSEN, Elmebo

Tab i hjemmet

Vi rejste os og tog hinandens hænder. Stod i en stor rundkreds og sang: ”Intet kan rive mig ud af Hans kærlighed”.

Bagefter blev flaget hejst på halv…

Året 2006 blev noget anderle­des, end vi havde forestillet os. Vi mistede Anette – en af vore beboere.

Beboerne på Elmebo er meget for­skellige, både hvad angår handicap, funktionsniveau og sprogforståelse. Det betyder, at der skal tages man­ge individuelle hensyn i dagligda­gen.

Nu handlede det om en vigtig fæl­lesinformation, som de var uforbe­redte på. Den skulle foregå på en måde og på et niveau, hvor alle kunne følge med, og den skulle være så tydelig, at alle kunne for­stå, hvad det handlede om.

Næsten alle, både beboere og per­sonale var med, da vi samledes i spisestuen søndag eftermiddag.

Samtidig med informationen, brug­te vi nogle visuelle hjælpemidler.

Der blev læst et bibelvers og bedt en bøn.

Vi rejste os og tog hinandens hæn­der. Stod i en stor rundkreds og sang: ”Intet kan rive mig ud af Hans kærlighed”.

Bagefter blev flaget hejst på halv…

Rita fortæller: ”Jeg blev rigtig ked af det, men jeg synes, det var godt, at vi havde et fint bord med lys og blomster og et billede af Anette. På billedet hang et lille kors, så kunne vi se, at det var rigtigt.”

Sorgen rammer alle, men vores for­skellighed gør, at den rammer for­skelligt. Sådan var det også på Elmebo. Nogle reagerede med det samme, andre ’lukkede sig inde’, atter andre reagerede først efter et stykke tid. Det vigtigste var, at der blev skabt ’rum’ i huset til at sørge.

Som personale kunne vi ikke gå hjem, fordi vi var kede af det, da havde beboerne været alene tilbage. Det var svært, men det gav personale og beboe­re en fælles platform. Vi kunne sør­ge sammen. Vi kunne græde sam­men. Vi kunne bekræfte hinanden i, at det her er svært og uforståeligt. Hvorfor skulle det ske? – vi véd det ikke – også det var vi fælles om. I løbet af de første dage fik vi lavet et materiale med en blanding af tekst og billeder.

Først ét, der handlede om selve dødsfaldet, derefter ét, der handle­de om begravelsen.

Efter begravelsen vendte daglig­dagen så småt tilbage, men som Susanne sagde: ”Jeg kan ikke li’, når noget bliver lavet om”. Det var meget godt udtrykt, for det var net­op det, der var sket, ingenting var ligesom det plejer, for hos os plejer Anette ikke at være død.

Det lille bord med blomster blev efter nogle uger, da vi alle ligesom var klar til det, skiftet ud med en stor ramme med mange gode bille­der af Anette. I mange uger hav­de vi et tændt lys til at stå på en blomstersøjle ved siden af billedrammen.

Hver beboer har sin egen Mindebog med fokus på den enkeltes relatio­ner til Anette. Den er lavet som en billedbog med ganske lidt tekst. Mindebogen kalder de gode minder frem, fokuserer på det posi­tive og hjælper os der­med til at komme videre.

Nu er der gået næsten et år.

Søren fortæller: ”Jeg bliver glad, når jeg ser på billedrammen. Jeg synes, den er god, for så kan jeg huske de sjove ting, Anette lavede –og hun grinede meget højt.”

Mads fortæller: ”Jeg synes, det bed­ste er min Mindebog. Den handler om de ting, jeg husker om Anette. Den handler også om de venner, jeg har på Elmebo nu. Lige da jeg fik den, læste jeg meget i den, havde den også med ud til min mor. Jeg er rigtig glad for den, men nu læser jeg ikke så meget i den mere.”

Billedrammen hænger fortsat midt i spisestuen, hvor alle går forbi man­ge gange hver dag, det giver stadig anledning til tanker og snakke.

Alle er kommet videre, men sorgen har sat spor, der ikke kan slettes. Vi er præget af det. Nogle har fortsat brug for at snakke meget om det, mens andre gør det sjældnere.

Vi fyldes med taknemmelighed over at have kendt Anette. Sorgen og savnet har fortaget sig, men mange gode minder vil altid være en del af os – sammen med håbet om, at vi skal mødes i Himlen.

Vi kunne bekræfte hinanden i, at det her er svært og uforståeligt.