
2007
Dødsfald i bofællesskabet
AF JETTE NIELSEN, Elmebo
Tab i hjemmet
Vi rejste os og tog hinandens hænder. Stod i en stor rundkreds og sang: ”Intet kan rive mig ud af Hans kærlighed”.
Bagefter blev flaget hejst på halv…
Året 2006 blev noget anderledes, end vi havde forestillet os. Vi mistede Anette – en af vore beboere.
Beboerne på Elmebo er meget forskellige, både hvad angår handicap, funktionsniveau og sprogforståelse. Det betyder, at der skal tages mange individuelle hensyn i dagligdagen.
Nu handlede det om en vigtig fællesinformation, som de var uforberedte på. Den skulle foregå på en måde og på et niveau, hvor alle kunne følge med, og den skulle være så tydelig, at alle kunne forstå, hvad det handlede om.
Næsten alle, både beboere og personale var med, da vi samledes i spisestuen søndag eftermiddag.
Samtidig med informationen, brugte vi nogle visuelle hjælpemidler.
Der blev læst et bibelvers og bedt en bøn.
Vi rejste os og tog hinandens hænder. Stod i en stor rundkreds og sang: ”Intet kan rive mig ud af Hans kærlighed”.
Bagefter blev flaget hejst på halv…
Rita fortæller: ”Jeg blev rigtig ked af det, men jeg synes, det var godt, at vi havde et fint bord med lys og blomster og et billede af Anette. På billedet hang et lille kors, så kunne vi se, at det var rigtigt.”
Sorgen rammer alle, men vores forskellighed gør, at den rammer forskelligt. Sådan var det også på Elmebo. Nogle reagerede med det samme, andre ’lukkede sig inde’, atter andre reagerede først efter et stykke tid. Det vigtigste var, at der blev skabt ’rum’ i huset til at sørge.
Som personale kunne vi ikke gå hjem, fordi vi var kede af det, da havde beboerne været alene tilbage. Det var svært, men det gav personale og beboere en fælles platform. Vi kunne sørge sammen. Vi kunne græde sammen. Vi kunne bekræfte hinanden i, at det her er svært og uforståeligt. Hvorfor skulle det ske? – vi véd det ikke – også det var vi fælles om. I løbet af de første dage fik vi lavet et materiale med en blanding af tekst og billeder.
Først ét, der handlede om selve dødsfaldet, derefter ét, der handlede om begravelsen.
Efter begravelsen vendte dagligdagen så småt tilbage, men som Susanne sagde: ”Jeg kan ikke li’, når noget bliver lavet om”. Det var meget godt udtrykt, for det var netop det, der var sket, ingenting var ligesom det plejer, for hos os plejer Anette ikke at være død.
Det lille bord med blomster blev efter nogle uger, da vi alle ligesom var klar til det, skiftet ud med en stor ramme med mange gode billeder af Anette. I mange uger havde vi et tændt lys til at stå på en blomstersøjle ved siden af billedrammen.
Hver beboer har sin egen Mindebog med fokus på den enkeltes relationer til Anette. Den er lavet som en billedbog med ganske lidt tekst. Mindebogen kalder de gode minder frem, fokuserer på det positive og hjælper os dermed til at komme videre.
Nu er der gået næsten et år.
Søren fortæller: ”Jeg bliver glad, når jeg ser på billedrammen. Jeg synes, den er god, for så kan jeg huske de sjove ting, Anette lavede –og hun grinede meget højt.”
Mads fortæller: ”Jeg synes, det bedste er min Mindebog. Den handler om de ting, jeg husker om Anette. Den handler også om de venner, jeg har på Elmebo nu. Lige da jeg fik den, læste jeg meget i den, havde den også med ud til min mor. Jeg er rigtig glad for den, men nu læser jeg ikke så meget i den mere.”
Billedrammen hænger fortsat midt i spisestuen, hvor alle går forbi mange gange hver dag, det giver stadig anledning til tanker og snakke.
Alle er kommet videre, men sorgen har sat spor, der ikke kan slettes. Vi er præget af det. Nogle har fortsat brug for at snakke meget om det, mens andre gør det sjældnere.
Vi fyldes med taknemmelighed over at have kendt Anette. Sorgen og savnet har fortaget sig, men mange gode minder vil altid være en del af os – sammen med håbet om, at vi skal mødes i Himlen.
Vi kunne bekræfte hinanden i, at det her er svært og uforståeligt.