April 2012

Connie ønskede at dø

Connie Bjerregaards liv var kaotisk for hende, og hun ønskede at dø. Men Gud ville, at hun skulle leve. “Jeg er Guds barn, og det er nok for ham,” siger Connie Bjerregaard, der i 2001 fik diagnosen Aspergers syndrom.

Af Rikke Thomassen

Connie

For cirka 10 år siden ønskede Connie Bjerregaard at dø. Hendes liv var kaotisk, og hun syntes ikke, hun kunne gøre noget eller forstå noget.

“Jeg forstod heller ikke Gud, og mit forhold til ham var så kompliceret og fyldt med dårlig samvittighed over alt det, jeg følte, jeg skulle, men ikke kunne. Derfor forlod jeg Gud. Jeg følte, at jeg havde rigeligt at gøre med mig selv. Jeg kunne ikke overskue mit liv og alle de tanker, der var i mit hoved,” siger Connie, der følte, at hun råbte om hjælp på alle mulige måder.

“Jeg fortalte folk, at jeg havde det svært med mig selv, at jeg var ked af det, bange og utryg. Jeg sagde det nok stille og roligt som almindelig samtale-snak, men inde i mit hoved var der et gungrende hult: “Hjælp mig!” Men der var ikke nogen, som hørte det øredøvende, larmende nødråb, der var indeni.”

“Til sidst droppede jeg næsten alle mennesker. Der var ingen, der forstod mig. Jeg valgte at isolere mig rent psykisk og tænke, at jeg dør, hvis jeg bare lukker ned for alle indtryk, alle følelser, alle ting. Så dør jeg. Det kan jeg godt. Men det gjorde jeg så ikke,” siger Connie.

Gud vil, at du skal leve

En dag tog en god veninde Connie med til møde og opfordrede hende til at gå til forbøn.

“Jeg var modvillig, for jeg var træt af uvedkommende velsignelser og gode ønsker. Jeg ville ikke leve. Jeg tænkte, at så får jeg velsignelsen igen, og der er nogen, der fortæller mig om fremtid og håb. Jeg tror ikke på det, og jeg kan ikke bruge det til noget. Og jeg vil ikke have med det at gøre, for det sårer mig så meget. Det kan godt være, det er velment, men det gør ondt. Og jeg vil ikke leve, jeg vil dø,” siger Connie.

Alligevel gik hun frem til forbøn, og da hun stod på rækken på vej mod forbøn kom en mand hen til hende og sagde: “Gud vil, at du skal leve.

“Benene blev fuldstændig fejet væk under mig,” siger Connie om oplevelsen.

“Der blev ribbet op i et kæmpe sår, og nogen gange så skal et sår bare have fred og ro. Det fik jeg i starten. Jeg tænkte ikke så meget på Gud. Jeg bad ikke så meget til Gud. Men det voksede langsomt frem, og jeg tænkte: “Connie, du kan slet ikke tillade dig at tænke på selvmord. Fordi Gud den almægtige i himlen, han har sagt, at du skal leve, og der er ikke nogen højere instans, der kan sige noget så alvorligt til dig.” Og jeg har ikke tænkt på selvmord siden.”

Bor i bofællesskab

Omkring det samme tidspunkt fik Connie i en alder af 36 år diagnosen Aspergers syndrom. Det er en diagnose inden for autismespektret, og det viser sig primært i form af manglende evner og forståelse for det sociale samspil mellem mennesker.

Connie flyttede i 2003 ind på bofællesskabet Frøjkgården i Holstebro, som er et af Kristelig Handicapforenings bofællesskaber for mennesker med Aspergers syndrom eller andre med behov for samme støtte.

Hendes liv og hverdag er blevet markant anderledes end tidligere.

Jeg har en tendens til at glemme min fortid, fordi den er så diametralt modsat af det liv, jeg lever nu. Jeg har fået struktur på mit liv, jeg er i nogen rammer hvor der er forudsigelighed og genkendelighed. Det har været med til at skabe et overskud. Jeg tænker ofte, at Gud er en god Gud. Det er dejligt med alle de ting, jeg kan nu, og jeg er taknemmelig over, at jeg bor på Frøjkgården.”

At være Guds barn

Connie hviler også i, at hun ikke behøver præstere noget. Og hun får det at vide igen og igen.

“Jeg er Guds barn, uanset hvad jeg gør eller ikke gør. Jeg tænker igen og igen  at jeg ikke kan gøre noget. At jeg bare er lille mig  jeg kan ikke engang magte at læse i Bibelen, for det bliver alt for kompliceret og indviklet. Jeg har sagt til Gud, at jeg ikke forstår Bibelen, og jeg har spurgt ham, om det er okay, at vi er sammen på den måde, vi er. Og jeg får at vide af Gud igen og igen: “Jamen, Connie, du er mit barn. Det er nok.” Jeg kan godt tænke: “Jamen, jeg er et granvoksent menneske, er det nok at være et barn?” Men det er nok, at være Guds barn. Det er sådan, jeg oplever mit forhold til Gud. Der er mange måder at forholde sig til Gud. Man kan være Guds ambassadør, Guds discipel, Guds udvalgte til et eller andet afsides sted, være missionær eller mange andre ting. Men jeg må være et barn, og det er vigtigt. Det er kernen til, at jeg tør Gud. Fordi han i den her verden, hvor man skal præstere en hel masse, siger til mig, at jeg er hans barn. Jeg er et sted, hvor jeg ikke behøver at præstere. I dag er jeg taknemmelig for livet.”

Gud giver ord og vers

Connie oplever, at Gud er med hende i hverdagen, og det indebærer, at hun ikke behøver at frygte noget. Alle hverdagserfaringerne samler hun sammen, og de er med til at give hende en bevidsthed om, at Gud er virkelig.

Det kendetegner ofte mennesker med Aspergers syndrom, at de tænker meget konkret og logisk, og det har været en udfordring for Connies tro.

“Jeg kan godt begynde at filosofere over, at Gud, han er jo oppe i himlen, det er noget mystisk noget, det kan jo ikke passe, og Gud han ser til mine behov, han ser til dine behov. Det kan han jo ikke. Han kan jo ikke koncentrere sig om to ting eller 20.000 ting på én gang. Gud er Gud, og han er min ven. Nej, det kan ikke passe, det kan ikke lade sig gøre. Men så siger jeg: “Jesus, hjælp mig. Du siger, du er vejen, sandheden og livet. Lad mig holde fast i det.” Og alle de videnskabelige spørgsmål lægger jeg til side, for de skaber angst og tvivl.”

“Jeg synes, Gud er god til at give mig en sætning eller et ord. Nogen gange er det også små sange, han minder mig om. Det er også en gave for mig, at jeg kan bruge Gud som den ansvarlige, og at jeg ikke står alene med tingene.”

Men det betyder ikke, at hverdagen er uproblematisk for Connie. Hun oplever stadig dagligt at skulle arbejde med sig selv og sine tanker.

En ting der betyder meget for min hverdag er, at jeg beder en bøn, hvor jeg bare siger: “Jesus, ban din vej for mig i dag.” Hvis jeg skal være ude, når det er mørkt, og jeg bliver bange, så synger jeg verset: Aldrig ræd for mørkets magt, stjernerne vil lyse, med et fadervor i pagt, skal du aldrig gyse. Hvis jeg er lidt ked af det, bruger jeg for eksempel verset: Du vendte min sorg til dans, løste min sørgedragt.

Livet lykkes

Det er ikke kun Connies forhold til Gud, der har ændret sig.

Mit liv er også begyndt at lykkes. I 35 år var mit liv et stort mislykket foretagende. Men efter jeg er kommet her på Frøjkgården og Gud har forvaltet mit liv, så har jeg oplevet, at det er begyndt at lykkes. Jeg lykkes som menneske, og jeg kan administrere mit liv. Det er ikke overlevelse længere.

Jeg spurgte på et tidspunkt en person:Hvorfor tror du, jeg skal leve? Og personen svarede: Fordi jeg tror, dit liv skal lykkes. Jeg begyndte at se, at mit liv skulle lykkes. Jeg fik nogen “lykkes”-briller på, og jeg begyndte at opleve, at nu kan jeg gå der hen uden at være angst. Nu kan jeg snakke med dén person. Nu tør jeg sige eller gøre det her.

Men jeg ved også, at det kan vende. Jeg ved, at i morgen kan det se helt anderledes ud. Det kan jeg godt frygte og tænke, nej, nej, nej, det kan jeg slet ikke bære. Hvad nu hvis der bliver krig? Hvad nu hvis mine forældre dør? Hvad nu hvis jeg ikke kan få pension? Men også her finder jeg trøst i at tro på, at Gud vil bære mig igennem. Også de ting jeg frygter, og jeg ikke tror, jeg kan klare.

Fakta om Aspergers syndrom

Aspergers syndrom er en diagnose inden for autismespektret, og det viser sig primært i form af manglende evner og forståelse for det sociale samspil mellem mennesker. Mennesker med Aspergers syndrom vil ofte være optaget af konkrete detaljer og systemer.