November 2012

Frøjkgården med i bog om KRAP

Jytte Jacobsen, pædagogisk leder på Frøjkgården, har bidraget til en ny bog om KRAP med et kapitel om den pædagogiske praksis på Frøjkgården.

Jytte Jacobsen

Af Rikke Thomassen

Da Jytte Jacobsen, pædagogisk leder på Frøjkgården i Holstebro, blev spurgt om at skrive et afsnit til en bog om KRAP, blev hun både glad og stolt. Men også ydmyg.

“Første tænkte jeg: Kan det passe, at de spørger mig? For jeg er jo ikke akademisk, jeg er ikke særlig dygtig på skrift, og jeg kan slet ikke finde så mange ord,” siger Jytte Jacobsen.

Det var Lene Metner fra Psykologisk Center, der spurte Jytte Jacobsen om at bidrage til bogen. Lene Metner er supervisor på Frøjkgården og ophavskvinde til den pædagogiske retning, der hedder KRAP, som har været grundlaget for den pædagogiske praksis på Frøjkgården helt fra begyndelsen.

Redskaberne fra KRAP virker

Da Jytte Jacobsen havde sagt ja til at bidrage til bogen og gik i gang med at skrive, blev det hurtigt tydeligt for hende, at hun sammen med Frøjkgården havde noget at bidrage med.

“Da jeg kom i gang med at skrive kunne jeg mærke en stolthed, fordi jeg blev bevidst om, at der er nogen af redskaberne, som har virket og har været med til at gøre en forskel for vores beboere,” fortæller hun.

“Jeg glæder mig også over, at vi som værdibaseret bofællesskab blev bedt om at bidrage – at ikke-kirkelig inviterer os med ind. Vi skal som kristent bofællesskab ud over rampen og tro på os selv og vores faglighed. Vi har nogen værdier, og vi kan noget fagligt – og vi må godt noget fagligt.”

KRAP og det kristne menneskesyn

For Jytte Jacobsen hænger KRAP godt sammen med det kristne livs- og menneskesyn.

“Når vi tager den kristne del, så er et menneske ånd, sjæl og legeme, og KRAP går ind og påvirker både tanker og handlinger. KRAP er et redskab i den store helhed. Det giver ikke noget, til den åndelige del, som kirken gør, men KRAP rammer ind i de to andre begreber ved fx at hjælpe med at tænke om ting på en anden måde,” siger hun.

“Den anerkendende tilgang passer godt ind i det kristne menneskesyn. At jeg må være den, jeg er, lige præcis som jeg er. KRAP er ressourcefokuseret. Og hvad tænker Gud? At jeg skal få det bedste ud af mit liv. Gud har givet mig nogen evner, og dem skal jeg få det bedste ud af. Det gælder også dem, der er skabt lidt anderledes. De skal også få det bedste ud af deres liv, og min opgave, både pædagogisk og åndeligt, er at finde frem til, hvad der kan lykkes for dem og finde ting, de kan bruge deres liv til, og hvor de kan spille med i en sammenhæng.”

“KRAP – fortællinger fra praksis” indeholder 19 kapitler skrevet af forskellige personer, som har erfaringer med at bruge KRAP i praksis. Bogen giver et nuanceret billede af KRAP-tilgangen og indeholder:

  • Praksisfortællinger med fokus på for eksempel forandringsprocesser eller forældresamarbejde med et KRAP’sk udgangspunkt.
  • De KRAP´ske metoders virkning og videreudviklingen af dem.
  • De KRAP´ske forståelsesrammer og arbejdsprocesser i arbejdet med mennesker ud fra deres ressourcer og udfordringer.

Bogen er udgivet af Dafolo. Forlaget har også udgivet bogen “KRAP”, der giver en indføring i de KRAP’ske begreber og redskaber. Læs mere på http://www.dafolo-online.dk/

Læs evt. også:

Uddrag af “KRAP – fortællinger fra praksis”

Hvad er KRAP?

KRAP er en forkortelse for Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik. KRAP er funderet i den anerkendende tilgang til andre mennesker og er kendetegnet ved en systematisk inddragelse af de kognitive teorier og behandlingsformer – samt ved en udpræget vægtning af det positive, dét som virker.