
September 2018
Troslære: Hvem lærer hvem?
Tidligere sognepræst Mogens Gottfred Jensen arbejder i øjeblikket på en samling andagter for Kristelig Handicapforening. Her fortæller han om sin baggrund for opgaven – en baggrund, som er både faglig og personlig.
Af Mogens Gottfred Jensen

Efter 24 år som præst ved Nørre Uttrup kirke i Nørresundby måtte jeg i foråret 2017 kapitulere, kaste håndklædet i ringen og indgive afskedsbegæring til min biskop. Grunden var, at jeg tilbage i 2008 havde fået konstateret Parkinsons. Det blev et farvel til et arbejde, som ikke blot har været en beskæftigelse for mig. Præstegerningen var mit liv 7-24. Den var mit kald såvel som min fritidsinteresse.
Sådan var det også med den opgave, som jeg blev kastet ud i allerførste dag på jobbet: At undervise psykisk og fysisk udviklingshæmmede konfirmander. Jeg havde ingen viden om mine specialkonfirmanders behov og livsvilkår, men som årene gik, kom jeg til at sætte pris på denne specielle undervisningsopgave. Det var nemlig ikke kun et spørgsmål om, hvad jeg kunne lære dem, men lige så meget et spørgsmål om, hvad de kunne lære mig om det at være et troende menneske.
Jakob
Jeg husker endnu Jakob. Lille og svag sad han der i sin kørestol. Men altid med et smilende og glad ansigt. Jakob havde intet sprog, men kunne kommunikere lidt via piktogrammer. Han blev ved med at komme i kirken, og da klassen skulle i erhvervspraktik, var Jakob i praktik hos mig i kirken. Så døde Jakob som knap 30-årig, og jeg fik lov til at forrette hans bisættelse. Under den indledende samtale fortalte Jakobs mor, hvordan hendes dreng reagerede, når de kørte forbi Nørre Uttrup kirke. Så smilede Jakob, sagde hun, og pegede på tre piktogrammer: kirke, præst og glad. Jeg måtte spørge mig selv: Mon ikke Jakob har forstået noget af det vigtigste ved evangeliet, nemlig glæden ved at kende Gud?
En ny virkelighed
Alle årene med specialkonfirmander er den ene del af min baggrund for at skrive andagter til Kristelig Handicapforenings bofællesskaber. Den anden del er min egen kroniske lidelse, Parkinsons, som har lært mig noget om angst for afhængighed og magtesløshed. Angsten for at komme til at sidde i kørestol og have brug for hjælp til stort set alt. Angsten, når jeg mærker, at min krop ikke fungerer, og jeg mest af alt føler mig fanget i den. Hjælpeløshed og svaghed er ikke længere kun teoretiske begreber for mig, men min egen virkelighed.
Andagtsstykkerne skal dog ikke handle om mig. De skal fremhæve Gud og hans godhed imod os.
”Du bærer mig i livet, hvor alt kan ske med mig. Gud lad mig altid vide, at jeg tilhører dig.” Vers 5 i nr. 371 i DDS.
»Se eller køb Mogens Gottfred Jensens andagter “Hverdagsdryp”