Maj 2016

Tove Søgaard bliver ny landsleder

Kristelig Handicapforening har ansat Tove Søgaard som ny landsleder pr. 1. juni 2016. Hun kommer fra en stilling som centerleder for Pleje og Omsorg i Holstebro Kommune. ”Det er meget positivt, at vi har haft mulighed for at ansætte en person med tung ledelsesmæssig erfaring fra det kommunale område,” siger Thomas Bjerg Mikkelsen.

Af Rikke Thomassen

Kristelig Handicapforening har ansat Tove Søgaard som ny landsleder af foreningen pr. 1. juni 2016. Hun kommer fra en stilling i Holstebro Kommune, hvor hun har vært ansat i 12 år, først som plejehjemsleder, senere som ældrechef og senest som centerleder for Pleje og Omsorg.

Tove Søgaard, ny landsleder i Kristelig Handicapforening pr. 1. juni 2016

Tove Søgaard er 56 år og oprindeligt uddannet sygeplejerske. I 2008 afsluttede hun en diplomuddannelse i ledelse og forventer at afslutte en masteruddannelse i offentlig ledelse i 2016.

”Jeg har søgt stillingen som landsleder, fordi jeg føler mig parat til et sceneskifte i mit arbejdsliv. Jeg har ønsket at arbejde med et område, hvor jeg kan forene ledelse med mit værdigrundlag, og hvor jeg kan bruge min erfaring og arbejde for en sag, der er utrolig vigtig i det danske samfund,” siger Tove Søgaard og fortsætter:

”Jeg føler ikke, at jeg er på vej væk fra Holstebro Kommune – jeg er stolt af kommunen, lederne og det arbejde, de gør, og jeg har haft et rigtig godt job. Det er en god fornemmelse at forlade et skib, der er i god kurs og hoppe over til et andet skib, der er i god kurs.”

Tung erfaring fra det kommunale område

Kristelig Handicapforenings formand, Thomas Bjerg Mikkelsen er taknemmelig over, at Tove Søgaard kan se mulighederne i at være landsleder for foreningen.

”Det er meget positivt, at vi har haft mulighed for at ansætte en person med tung ledelsesmæssig erfaring fra det kommunale område. Handicapområdet er under et stigende pres, og vi har brug for en landsleder, der ved hvordan det offentlige system fungerer og kan samarbejde med det,” siger Thomas Bjerg Mikkelsen.

KH skal være en god samarbejdspartner

Tove Søgaard oplever en tid i samfundet, som hun også kender indefra, hvor kommunerne er trængte, og hvor der stilles spørgsmål i forhold til, hvordan velfærdsmodellen skal se ud.

”Her er det vigtigt, at Kristelig Handicapforening er en god og konstruktiv samarbejdspartner, og at vi bliver set som et kvalificeret tilbud til mennesker, der har begrænsninger. Jeg oplever også, at Kristelig Handicapforening har noget at byde ind med dér, hvor mennesker står alene, fordi den danske velfærdsmodel er under pres,” siger Tove Søgaard.

”Jeg ser frem til et arbejde, hvor der er kort vej fra beslutning til udførelse, og hvor jeg skal stå i spidsen for at få realiseret de idéer, der ligger i strategien. Formålsparagrafferne bliver også noget af det vigtigste at holde foran mig, uanset hvad vi får lyst til at lave eller sætte i gang.”

Veluddannet leder med rødder i praksis

Thomas Bjerg Mikkelsen oplever Tove Søgaard som en åben og dialogsøgende leder med et stort menneskeligt overskud.

”Hun er en veluddannet leder med dybe rødder i praksis. Jeg er overbevist om, at hun vil være i stand til at skabe samarbejde på mange planer, og hun bliver en virkelig dygtig og vellidt leder for foreningen,” siger Thomas Bjerg Mikkelsen.

Tove Søgaard bor i Vildbjerg på Møltrup Optagelseshjem, hvor hendes mand, Karl Johan Søgaard, er ansat. Hun har tre børn på mellem 19 og 27 år – og er for få dage siden blevet mormor for første gang.

”Jeg lever et godt og indholdsrigt liv, hvor troen på Gud er fundamentet. Jeg er beriget med en dejlig familie og et godt netværk. Jeg er aktiv i den lokale menighed, menighedsrådet og Indre Mission og har fornøjelsen af at synge i kor. De seneste to år har jeg også været med i Agapes bestyrelse. Jeg holder af at rejse, men nyder også vores fritidshus ved Limfjorden. Frisk luft, en god bog og socialt samvær værdsætter jeg højt,” siger Tove Søgaard.