November 2015

Større bofællesskaber skal stadig være hjem

“Det er vigtigt, at vi også fremover indretter vores bofællesskaber på en måde, som styrker hjemfølelsen,” siger Thomas Bjerg Mikkelsen efter leder- og bestyrelseskonferencen d. 7. november, hvor emnet var “Bofællesskaber, der ruster sig til fremtiden”.

Af Rikke Thomassen

Lørdag d. 7. november var der leder- og bestyrelseskonference for Kristelig Handicapforenings bofællesskaber. Her holdt Thomas Gruber, politisk konsulent i LEV, oplæg med emnet “Bofællesskaber, der ruster sig til fremtiden”.

I den første del af oplægget fortalte Thomas Gruber om aktuelle udviklingstendenser på handicapområdet, og i den anden del fokuserede han specifikt på boligdelen med overskriften “Fra institutioner til omsorgsfabrikker”. Her sagde han blandt andet:

Thomas Gruber, politisk konsulent i LEV.

“Idealerne bag institutionsbegrebet ophævelse var, at ingen skal bo på nogens arbejdsplads, og alle har ret til et hjem. Mennesker med udviklingshæmning skal have en bolig som alle andre, og de skal ydes service i deres egen bolig. De skal have både selvbestemmelse og brugerindflydelse. De flytter ind i en bolig, ikke i en pakke, og den hjælp de skal have, skal være tilpasset den enkeltes behov.”

Thomas Gruber ser tendenser i samfundet til, at der bygges større institutionslignende bofællesskaber, som leder tankerne tilbage på fortidens store centralinstitutioner.

Styrke hjemfølelsen

Det gav også anledning til overvejelser for Kristelig Handicapforening, hvor flere bofællesskaber i disse år overvejer at udvide antallet af lejligheder.

Kristelig Handicapforenings formand, Thomas Bjerg Mikkelsen, ser både muligheder og farer i dette.

“Vi blev på konferencen mindet om, at formålet med vores bofællesskaber er at skabe rammer, som beboerne føler sig hjemme i. Alle mennesker har behov for at føle sig hjemme. Derfor er det vigtigt, at vi også fremover indretter vores bofællesskaber på en måde, som styrker hjemfølelsen. Thomas Gruber fra LEV udfordrede os meget direkte til ikke at satse på for store og institutionslignende byggerier. Den udfordring må vi tage alvorligt, uden at vi griber tingene for ensidigt an,” siger Thomas Bjerg Mikkelsen.

Thomas Gruber fra LEV viste blandt andet billeder af et bofællesskab fra 2012, hvor der er 60 boliger under samme tag. Han gennemgik også nogle af de indretningsmæssige ting, der gør, at det giver institutions-fornemmelsen, blandt andet ens linoleumsgulve i hele bygningen, at bygningen rummer centralkøkken og at der på alle badeværelser er opsat sæbe- desinfektions- og creme-dispensere til personalet, uanset om beboeren får hjælp til personlig pleje.

Thomas Bjerg Mikkelsen er også opmærksom på, at der er mange andre parametre, der kan påvirke hjemfølelsen, end størrelsen på et bofællesskab.

“For eksempel har indretningen også stor betydning for vores følelse af at være hjemme, og vi kan derfor nå langt ved at give plads til en personlig indretning med ting, som har en fortælling om, hvem vi er, og hvad vores historie er. Vi kan også arbejde med vores regler og samværsformer. Hvis andres regler spiller meget ind på vores hverdag, kan det påvirke hjemfølelsen negativt. Det betyder også meget, at vi kan mærke, at vi er en ønsket del af fællesskabet,” siger han.