Til kamp mod det åndelige tabu

Åndelige behov kan for eksempel være længslen efter mening, håb og trøst – noget som kan sætte et sygdomsforløb eller en krise i perspektiv og gøre den udholdelig. Som oftest har troende mennesker et forspring her, fortæller Niels Christian Hvidt.

”Hvis man ikke er vant til at tænke i eksistentielle og åndelige baner, er man ofte uforberedt, når man bliver kastet ud i en krise. Så kan det være svært at finde den trøst, som man har et desperat behov for. I nogle tilfælde forvandler den åndelige længsel sig så til bitterhed – en oplevelse af at den svære situation er Guds straf eller vilje. I forskningen taler vi om ”negativ religiøs coping.”

Svag utrænet tro

Her er danskere som folkefærd udsat. I Danmark fylder troen nemlig ikke særlig meget, for ret mange. Kun 2 procent af danskerne går i kirke ugentligt – den laveste andel i verden. På sin vis kan Danmark derfor defineres som det mindst religiøse land. Det paradoksale er dog, at Danmark har verdens højeste andel (75 procent) af betalende kirkemedlemmer, og at 70 procent af danskerne oplever sig selv som troende.

”Danskerne er som medlemmer af en tennis- eller golfklub, der har brækket armen, og derfor ikke deltager. Alligevel bliver de ved med at betale for ligesom at holde en plads til sig selv, hvis der skulle blive brug for det. Med det passive medlemskab af folkekirken parkeres alle eksistentielle og åndelige spørgsmål på ubestemt tid. Man oplever måske at have en tro, men når der bliver brug for den, er den svag og utrænet. Man har slet ikke holdt sin åndelige form ved lige,” beskriver Niels Christian Hvidt.

Tro på velfærdssamfundet

Den lave prioritering af åndelighed bevidsthed i Danmark hænger sammen med vores trygge samfund.

”I Danmark føler de fleste, at de har nogenlunde kontrol over deres liv. Al forskning tyder på, at det er grunden til at så få gør sig den ulejlighed at tage aktivt stilling til åndelige spørgsmål. Tilliden til velfærdssamfundet er omvendt proportional med tilliden til Gud. I Danmark er tilliden til det offentlige næsten blevet en tro,” forklarer Niels Christian Hvidt.

Hvis man vil i kontakt med danskernes oversete og underprioriterede åndelige behov, må man derfor møde dem, der hvor velfærdssamfundet ikke længere kan garantere for trygheden. For eksempel på hospitalet.

”Ved alvorlig sygdom og død når man til velfærdssamfundets kant. Her hører trygheden op. Derfor er sygehuse og hospicer meget eksistentielle steder. Her konfronteres mennesker med deres åndelige behov, uanset hvor dårlig kontakt de har haft med dem hidtil. Dette faktum skal læger og sygeplejersker være opmærksomme på og lære at tackle,” påpeger Niels Christian Hvidt.

Søgende ung mand fra Rungsted

Selv kommer Niels Christian Hvidt fra et miljø, der med hensyn til eksistentiel og åndelig bevidsthed ligner den typiske danskers. Han er opvokset i Rungsted i et velhavende miljø, hvor tro og åndelige spørgsmål ikke fyldte specielt meget. Men da han skulle vælge uddannelse, havde han ikke lyst til at gå samme vej som kammeraterne, hvoraf mange ”skulle ud og tjene kassen”. Derfor havnede han uden forbilleder i familie eller vennekreds på teologistudiet – et sted, der dog i første omgang heller ikke tilfredsstillede hans håb om, at ”der måtte være mere”.

”Teologistudiet var megatørt. Det var jeg forberedt på – man skal jo lære sprogene og filosofien. Alligevel var det påfaldende, syntes jeg, at der ikke var noget til at nære troen. Jeg fik den indskydelse, at hvis nogen var villige til at opgive ægtefælle og børn for troens skyld, måtte de opleve en helt anden fylde i troen, end den som teologistudiet kunne møde mig med. Derfor tog jeg på min egen dannelsesrejse sydpå til klosterlivet.”

Klosterliv med Gud

I løbet af to måneders klostertilværelse blandt munke på de græske øer Patmos og Rhodos fandt den unge dansker, hvad han søgte.

”Jeg faldt ind i klosterets dagligdag med havearbejde, kirkegang og masser af tid til bøn og fordybelse.  Specielt bønnen åbnede sig for mig. Men også historierne om troens helte, for eksempel den svenske Birgitta af Vadstena, gjorde indtryk,” fortæller Niels Christian Hvidt.

Klosterlivet gav ham for første gang oplevelsen af at kende og leve i Gud – en oplevelse som efter hans mening ikke fylder nok i den nordeuropæiske udgave af kristendommen.

”Bibelen taler om, at Kristus er vintræet, og vi er grenene. Det er et billede på en dynamisk virkelighed, som mange af os nordboere ikke rigtigt har fokus nok på. Vi har behov for at få bygget bro fra hoved til hjerte, at føle en virkelig relation til Gud og opleve, hvad Helligånden kan gøre i vores liv. Teologien med teori, dogmer og lærdom skal blot være indgangen til det levede trosliv. Det liv tror jeg, at mange danskere – også dem der gå i kirke – kan savne.

Et rum for den eksistentielle samtale

Tilbage i Danmark konverterede Niels Christian Hvidt til katolicismen. Han færdiggjorde også sine teologistudier og afsluttede i 1997 med en afhandling om det kristne profetbegreb, som blev tildelt guldmedalje af Københavns Universitet. Efter nogle ansættelser i udlandet blev han i 2006 ansat ved det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet. Siden da har han, temmelig atypisk for en teolog, holdt til som forsker her. Hans forskning er en krydsning af de to områder: En videnskabelig tilgang til troens mysterier og troens væsen. Som forfatter til bogen ”Mirakler” (2001) har han stået på mål for miraklet som historisk realitet, og i disse år er det sammenhængen mellem tro og helbred han arbejder på at påvise.

Men hvordan opfatter den troende teolog på det sundhedsvidenskabelige fakultet sig selv?

”Jeg er hverken præst eller missionær. Men jeg har et opdrag. Jeg vil gerne være med til at skabe et rum for den eksistentielle samtale – på hospitalet, men også gerne andre steder. På mange måder er vi så langt fremme i Danmark, men på det åndelige område er vi blevet analfabeter. Det bliver tydeligt ved sygdom, krise eller død, men det skaber også en rodløshed og manglende orientering i hverdagen. Når man ikke ved, hvad man står på, bliver det sværere at navigere i dagliglivet og dets problemer,” skitserer Niels Christian Hvidt.

Han foreslår at indføre en national værdidag

”Der findes dage for alt muligt. Jeg synes, vi i Danmark skulle indføre en dag, hvor alle fokuserer på at få en snak med venner og familier om livsværdier. Ved køkkenbordet, kaffemaskinen eller hvor man nu lige mødes. Vi skal det eksistentielle tabu til livs, det har vi brug for.”