August 2022

Ny i landsbestyrelsen: Det kristne menneskesyn er en hjertesag

Kristelig Handicapforening satte sit aftryk på Søren Jacobsen i barndommen via forældrenes arbejde på Frøjkgården. Nu vil han gerne lægge sin frivillige arbejdskraft i foreningen.  

Af Christina Brorson

Søren Jacobsen

Søren Jacobsen (28) er nyt medlem i Kristelig Handicapforenings bestyrelse. Han blev færdig som cand.theol. fra MF og Aarhus Universitet i sommer og bor sammen med sin kone og deres tre børn i missionshuset, Stjernen, i Aarhus, hvor han fungerer som portner. Da han besluttede at stille op til Kristelig Handicapforenings bestyrelse var det ikke en impulsbeslutning, men en anledning til realisere et gammelt ønske.

”Jeg har i længere tid haft et ønske om at støtte Kristelig Handicapforening og tænkt over, hvor og hvordan jeg kunne bidrage. Derfor var det ikke svært at finde ud af, hvad jeg skulle svare, da jeg blev spurgt om at stille op til landsbestyrelsen,” fortæller Søren Jacobsen.

 

Barndom på Frøjkgården

Kendskabet til Kristelig Handicapforeningen går langt tilbage. Faktisk er Søren vokset op i – eller i hvert fald tæt på – et KH-bofællesskab.

”Da jeg var 10 år, blev mine forældre lederpar på Frøjkgården i Holstebro, og vi flyttede ind i lederboligen, der dengang lå i forlængelse af beboernes lejligheder. Det var et godt sted at vokse op. Vores forældre var indenfor rækkevidde det meste af tiden, og det skete også, at vi børn hyggede os med beboerne – spillede computerspil eller andet,” fortæller Søren.

 

Den gode sags tjeneste

Måske skyldes det barndommen på Frøjkgården. I hvert fald ser Søren Kristelig Handicapforenings kerneord om, at vi alle er ”elskede og værdifulde” som en meningsfuld overskrift for et frivilligt engagement i KH-regi.

”Det er en hjertesag for mig at arbejde for det kristne menneskesyn, der fortæller os, at vi alle er elskede og værdifulde – også mennesker med forskellige former for handicap, som ofte bliver overset. I Kristelig Handicapforenings bestyrelse håber jeg både at kunne bruge min teologiske baggrund og mine erfaringer fra Frøjkgården i den gode sags tjeneste. Jeg glæder mig til at komme i gang,” smiler Søren.


Søren Jacobsen

  • Født i 1993 i Bording
  • Søn af Mogens og Jytte Jacobsen som blev ledere på Frøjkgården i Holstebro i 2003, hvor Søren og hans fire søskende voksede op i lederboligen.
  • Gift i 2013 med Signe, som er uddannet ergoterapeut, sammen har de Sofie (6), Kasper (4) og Emma (2).
  • Uddannet cand.theol. fra Menighedsfakultetet og Aarhus Universitet i 2021. P.t. jobsøgende.
  • Bosat med familien i Missionshuset Stjernen i Aarhus, hvor han er portner.
  • Indtrådt i Kristelig Handicapforenings bestyrelse ved årsmødet d. 12. marts 2022.