September 2022

Frøfestival 2022 “classic” efter to corona-år

Frøfestival 2022 i eventyrernes verden blev en herlig tilbagevenden til det klassiske koncept

Efter to corona-år åbnede Frøstruphave Efterskole i weekenden 16-18. september igen dørene til Frøfestival – i år med eventyr som tema. Cirka 170 deltog og endnu flere på festaftenen, hvor deltagerantallet sammenlagt med Frøstruphave Efterskoles elever og medarbejdere nåede op omkring 400. Gæster udefra var Hans Jørn Østerby, Stine Michel sammen med sit “Eventyrorkester” og Rune Herholdt, som blev akkompagneret af forstander Anders Østerby, samt workshops-værter til lørdagen. Herudover lyttede vi til Kristelig Handicapforenings egne talenter, som gik på scenen både fredag og lørdag. Sognepræst Poul Henning Söderstjerna stod for søndagens gudstjeneste.

Det var fantastisk at opleve deltagernes livsglæde, siger Frida Tandrup, som er elev i 10. klasse på Frøstruphave Efterskole

For første gang i Frøfestivals historie var der ingen efterskoleelver, som før havde været værter for festivalen. Alligvel tog de imod og festede, som om de havde prøvet det mange gange før.  Beskrivelsen af Frøfestival havde nået elevhold 21/22 trods coronapausen, fortæller Frida Tandrup, som går i 10. klasse på Frøstruphave Efterskole.

”Jeg havde hørt, at Frøfestival bare var en fest, og at man fik meget ud af det, så jeg havde glædet mig,” fortæller hun.

Og festivalen levede op til Fridas forventninger.

”Det var fantastisk at opleve deltagernes livsglæde. De fleste var lette at snakke med. Vi hyggede, spillede, sang og dansede. Det var virkelig megagodt”.

På fri fod i et trygt fællesskab

Også bofællesskaberne var glade for at kunne deltage i Frøfestival “classic”. Fra Valmuen i Åkirkeby havde 12 gæster taget turen – 7 beboere og 5 medarbejdere. Oplevelsen var hele turen værd, understreger Gertrud Jensen og Laila Holm.

“Frøfestival er fantastisk. Beboerne mærker, at her er de ikke de eneste med særlige behov. De er på lige fod med de andre deltagere, som de desuden ofte genkender fra andre KH-arrangementer. Det betyder meget at møde nogen, men ved hvem er. Eleverne er også rigtig gode til at henvende sig, og nogle af beboerne ser vi nærmest ikke, fra vi træder ind på skolen. De nyder bare at være en del af fællesskabet”.

Et weekend-festival på Frøstruphave Efterskole er nummer ét, slår Tove Søgaard, landsleder i Kristelig Handicapforening, fast:

“Vi synes, at både den digitale frø-event i 2020 og de to endags-arrangementer sidste år var gode alternativer. Men det bedste er selvfølgelig efterskolens rammer og mennesker, som i høj grad er med til at gøre Frøfestival til det, den er: Et spændende weekend-arrangement i  enestående selskab. Frøfestival 2022 blev et skønt gensyn med det klassiske koncept.

 

Tjek alle billedene herunder 😊

 

Deltagere på Frøfestival 2022