September 2020

En festival til Rebekka

OBS Gospel-kids Special er desværre aflyst pga. covid-19.

I oktober 2020 er der første gang Gospel Kids Festival på en ny måde. Denne gang gælder invitationen børn med særlige behov og deres familier. Det hele begyndte med et opkald fra Maja, som er mor til Rebekka med Downs.

Tekst og foto af Christina Brorson

Et chokolade-æg med overraskelse kan få smilet frem for Rebekka (tv). Det samme kan sikkert Gospel-kids Special Festival d.16-17. oktober, hvor hun tager resten af familien med.

Maja Rands datter, Rebekka, var lige blevet syv år. Den årlige Gospel Kids Festival tager børn med fra 1. klasse, og den er populær, så det gælder om at melde sig til så hurtigt som muligt. Derfor ringede Maja til landsleder i IM-musik, Linda Kofoed Iversen, for at melde Rebekka til den næste festival. Men der blev tøvet i den anden ende af telefonen, og Maja var straks på vagt.

”Linda spurgte, om hun måtte ringe tilbage, og det måtte hun selvfølgelig. Men jeg følte mig overbevist om, at det ville blive et nej,” fortæller Maja.

Hun vidste nemlig, at Linda Kofoed Iversen kendte familien Rand og var bekendt med, at selvom Rebekka var 7 år, så gik hun ikke i 1. klasse. Rebekka har nemlig Downs syndrom og er udviklingsmæssigt på niveau med en 3-årig.

”Jeg havde været i tvivl, om jeg skulle tilmelde Rebekka. Men hendes storebror, Samuel, havde været så glad for at være med på Gospel Kids Festival, og jeg ved jo, hvor meget Rebekka elsker at stå på en scene. Derfor gjorde jeg forsøget,” fortæller Maja.

Gospel Kids Special Festival: Tilmelding og info »gospel-kids.dk/special

 

Her er et behov

Men hun var forberedt, da Linda Kofoed Iversen ringede tilbage, og startede med at forklare, hvorfor det ville blive svært for Rebekka at holde til alle prøverne og være med hele vejen på en Gospel Kids Festival.

”Det blev et nej, kunne jeg høre. Jeg nåede lige at synke engang. Linda var meget diplomatisk, og det var jo ikke hendes skyld, så der var ingen grund til at kommentere på beslutningen, tænkte jeg. Men så sagde hun de gyldne ord: ”Hvad med, at vi laver en festival for børn som Rebekka?” fortæller Maja med et stort smil.

Hun brugte ikke mange sekunder på at tænke over dét forslag. Det var en fantastisk idé.

”Selvfølgelig kan man ikke lave et alternativ til Rebekka, hver gang der er noget, hun ikke kan være med til. Men her er virkelig et behov. Det var min første tanke, og jeg har siden fået den bekræftet af mange af de familier, vi har kontakt med, og som også har et barn med udviklingshandicap,” fortæller Maja.

 

Anderledes men glad familie

Hun er klinisk diætist på et Sundhedscenter og gift med Benny, som er pedel på et børnehjem og sognemedhjælper ved Løsning Kirke. Udover Rebekka, som i dag er 8 år, og Samuel på 11 år tæller familien lillesøster Naomi på 5 år.

Med en lillesøster som aldersmæssigt har givet grund til at tage mor eller far med til diverse aktiviteter, har Rebekkas særlige behov indtil nu ikke været så synlige, fortæller Maja. Men det begynder at ændre sig.

”Der er efterhånden flere ting, Naomi selv kan, som Rebekka stadig ikke kan eller vil – for eksempel at gå selv på legepladsen. Det har gjort os mere opmærksomme på, hvor meget Rebekka fylder i familien og fortsat vil fylde på grund af sit udviklingshandicap. Hver gang jeg ser på andre 8-årige, bliver jeg mindet om alle de ting, Rebekka ikke kan – og måske aldrig kommer til at kunne,” konstaterer Maja.

Familien holder ferie på Mørkholt Strand Camping, da KH bladet kigger forbi, og selvom sammenligninger med andre familier kan virke forstemmende, understreger Maja, at tristhed bestemt ikke er den dominerende følelse i familien.

”I hverdagen tænker vi ikke over, at Rebekka er anderledes på en negativ måde. Faktisk er jeg hamrende stolt af hende. Hun giver anledning til så mange grin og gode smil, og som familie trives vi alle,” smiler Maja, og kigger efter Rebekka, der har forladt bordet i campingvognen for at løbe ud og give sin far, som netop er trådt ind i forteltet, et stort knus.

 

En familie-festival

Maja Rand sidder med i GKSF-udvalget som repræsentant for de familier, festivalen arrangeres for.

I efteråret 2019 mødtes Maja Rand med Linda Kofoed Iversen fra Indre Mission, Tove Søgaard fra Kristelig Handicapforening og Frederik Meyer Olsen fra Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler for at følge op på forslaget om en festival, hvor Rebekka kunne være med.

Resultatet blev Gospel-kids Special Festival, som løber af stablen d. 16-17. oktober 2020 på Sædding Efterskole. Maja har siddet med i arrangør-teamet som repræsentant for dem, det hele drejer sig om: børnene med deres familier.

”Selvom de andre er ansatte i hver deres organisation og trækker en stor del af læsset, er jeg glad for at sidde med ved bordet, hvor jeg har kunnet bidrage til at gøre festivalen så velegnet som muligt for familier som os. Det er for eksempel vigtigt, at hele familien kan være med, at vi får vores eget værelse, at festivalen indeholder en overnatning, og at den slutter med en festmiddag – et hovedmåltid, så man ikke behøver at stille på bordet, når man kommer hjem,” forklarer Maja.

 

”Lige hvad vi har manglet”

Hun glæder sig også over programmet lørdag, hvor der er mulighed for en mængde forskellige musikrelaterede workshops, så der er noget for enhver smag. Festaftenen med Orla Villekær og klovnen og den afsluttende koncert, hvor alle må komme på scenen, bliver ligeledes et højdepunkt. Der er i det hele taget meget at glæde sig til. Og det synes ikke bare familien Rand. På Facebook, i Landsforeningen Downs Syndrom og via Rebekkas skole har Maja og Benny kontakt til andre familier, der har børn med handicap – både familier, som har deres faste gang i kirke og missionshus og familier, som ikke har. Nyheden om en gospelfestival målrettet børn med særlige behov bliver godt modtaget alle steder, oplever Maja.

”Mange bliver helt rørte, og responsen har flere gange været at: ”Det er lige, hvad vi har manglet”. De fleste forbinder gospel med glæde og har lyst til at være med. Gospel appellerer bredt, og her kan alle uden undtagelse være med,” konstaterer Maja.

Interviewet er slut, og hun sætter sig til frokostbordet i forteltet, hvor resten af familien allerede sidder – vel hjemme fra de børne- og juniormøder på bibelcampingen, hvor Rebekka efterhånden kan være svær at passe ind. I efteråret, når familien tager sammen til Sædding Efterskole på Gospel-kids Special Festival, bliver hun derimod hovedpersonen – korprøver, workshops og alt det andet, er skræddersyet præcis til børn som hende.


 

Gospel-kids Special Festival (GKSF)

  • arrangeres i samarbejde mellem IM-musik, Gospel Kids, DFS og Kristelig Handicapforening
  • løber af stablen d.16-17. oktober
  • finder sted på Sædding Efterskole, Astrupvej 3, 6900 Skjern
  • har plads til max 50 deltagere + deres familier
  • tilbyder hver familie eget værelse
  • byder på korsang, workshops, bibelundervisning, hygge, seminar for de voksne og meget andet.
  • slutter med en kæmpe cirkusfest

Tilmelding og mere info på »gospel-kids.dk/special