Det er svært at give slip

Det er naturligt, at børn flytter hjemmefra, når de bli­ver store. Men det gør det ikke nemmere at give slip på sit barn, når det er udviklingshæmmet.

AF INGER OG HOLGER SKOVENBORG

Allerede inden vi rejste til Indien i maj 1991 vidste vi, at den femårige indiske dreng, som vi skulle adop­tere, havde udviklingsmæssige pro­blemer. Nogle undersøgelser tydede på, at de skyldtes manglende sti­mulation i børnehjemsmiljøet. An­det tydede i retning af en hjerne­skade.

Ingen vidste, hvad det var, men ef­terhånden blev det klart, at han var psykisk udviklingshæmmet, og at det ikke kunne rettes op. Samti­dig begyndte tankerne at køre i ho­vedet på os: Hvordan bliver hans fremtid? Hvad skal der ske med ham, når han bliver voksen?

De bekymringer, som alle foræl­dre formodentlig har i en eller an­den grad i forhold til det at skulle give slip på deres barn, bliver me­get forstærkede, når barnet er psy­kisk udviklingshæmmet. For hvor­dan skal det lære at kunne tage vare på sig selv? Det vil det netop aldrig kunne i tilstrækkelig grad.

Samtidig ved man også, at det hel­ler ikke er holdbart eller sundt, at barnet bliver boende hjemme al­tid. En dag må man give slip på det daglige samvær med sit barn. For udviklingshæmmede vil det af hen­syn til søskendes eller forældres ressourcer ofte kunne presse sig på i en tidligere alder end for normalt udviklede børn.

Belastningen stiger

Den lille dreng, som vi tog i vore arme for første gang i Indien, vok­sede også. Selv om han er psykisk hæmmet udviklede hans drifter og selvstændighedstrang sig normalt, eller snarere hurtigere end normalt. Men det skete uden den styring og naturlige sunde ”hæmning” eller selvkontrol, som psykisk normalt udviklede unge har midt i hele de­res indre pubertetskaos.

Samtidig spiller det belastende ind på en familie med et handicappet barn, at det kræver voksnes nær­vær mere eller mindre konstant. Hvor normalt udviklede børn grad­vist lærer at klare sig selv, vil ud­viklingshæmmede blive ved med at have brug for hjælp på en lang række områder, som vil variere alt efter handicappets omfang og art.

Når der er en udviklingshæmmet i hjemmet, kommer det alt i alt nemt til at have en meget domine­rende og begrænsende indflydelse på forældres og søskendes daglig­dag og muligheder.

Det kan således være et kompleks af mange grunde, der gør, at det ofte tidligere, end man forestil­ler sig, kan blive for belastende for både søskende og forældre at have et udviklingshæmmet barn i hjem­met til daglig. Også selv om der er arrangeret god aflastning.

Det kan også være den udviklings­hæmmedes eget ønske at flytte hjemmefra før det tidspunkt, for­ældrene havde forestillet sig, men psykisk handicappede kan være alt for impulsstyrede til, at man kan få en sikker tilkendegivelse af det.

Svær beslutning

Selv om en flytning til et bofæl­lesskab eller socialpædagogisk op­holdssted efterhånden erkendes som nødvendigt, kan det være en meget svær beslutning at tage for forældrene.

Normalt flytter man først hjemme­fra, når man er blevet så stor, at man kan klare sig selv. Men den udviklingshæmmede kan netop ikke tage vare på sig selv, og derfor vil forældrene nemt opleve skyld og nederlag, når det viser sig ”nød­vendigt”, at barnet flytter til et bo­fællesskab. Nødvendigt er her sat i anførselstegn. For noget af det, man i den situation kæmper med, er afvejningen af, om det nu også er nødvendigt, at barnet flyt­ter hjemmefra nu. Eller ønsker jeg det ”bare” af hensyn til mig selv?

Der mangler tilbud

Det bliver ikke nemmere at træf­fe beslutningen, når man er en kri­sten familie. Der mangler nemlig tilbud i kristent regi til vore sto­re børn, hvis vi stadig ønsker dem fastholdt i den kristne tro.

Det er en faktor, som gør, at man måske holder ud lidt længere og måske er temmelig nedkørt den dag, man er nødt til at finde et bo­tilbud. Og så kan man sidde tilba­ge med den dårlige samvittighed over at overlade sit barn til nog­le, som ikke kan gå ind i at hjæl­pe med at fastholde mit barn i den kristne tro.

Den unge handicappede skal nok få den hjælp, det har brug for på det praktiske eller menneskelige plan. Men selv om barnet er udvik­lingshæmmet, har det også et ån­deligt liv. Det har levet sine første år i et kristent miljø med eksem­pelvis daglige andagter og ugentlig kirkegang. Det kan være ting, som vi nødtvungent må se forsvinde for vores barn, og som vi kun kan rette op på, når det er hjemme i weeken­der og ferier.

Ikke kirkeligt

Inden vores udviklingshæmmede dreng flyttede hjemmefra, kort ef­ter at han var fyldt 17 år, havde vi undersøgt mange muligheder.

Vi ville gerne have ham på et sted, som bygger på en kristen ba­sis, men bortset fra, at pladser­ne er optaget, er Kristelig Handi­capforenings bofællesskaber og an­dre lignende tilbud underlagt nog­le regler, som kræver, at den unge er fyldt 18 år og har fået tilkendt pension.

Vi fandt så et socialpædagogisk op­holdssted, som kunne optage unge under 18 år. Men stedet havde ikke noget kirkeligt grundlag. Der­for havde vi flere længere samtaler med stedets leder om, hvad det be­tød for os, at han blev bevaret i en kristen tro.

Vi ønskede ikke at afkræve op­holdsstedet et løfte om, at de f.eks. tog ham med i kirke. Han vil­le kunne mærke, hvis de gjorde det modvilligt eller hyklerisk.

Den samme holdning anlagde vi i forhold til andagtsliv. Men i sam­talen nåede vi frem til en aftale om, at de godt ville bede en aften­bøn sammen med ham. Vi formu­lerede så skriftligt en enkel aften­bøn, som svarede til den, han var vant til at bede, og som de kunne ”læse” for ham.

Grænser

Et andet vigtigt område, som vi drøftede meget, er normer og mo­ral. Det handlede bl.a. om den sproglige omgangstone, hvor det også var stedets holdning, at man skulle tale ordentligt til hinanden og f.eks. ikke bande.

Ikke mindst var det vigtigt for os at få drøftet forholdet mellem køn­nene, nu hvor vores dreng skulle bo sammen med andre unge, også unge af det modsatte køn.

Her er problemstillingerne bl.a.: Hvornår er det lige de unge er kæ­rester, og hvor går grænsen for, hvornår det er o.k., at ”kærester” sover sammen? For mange betrag­tes det jo som noget normalt, at unge går i seng med hinanden, og mange vil derfor også mene, at det skal de udviklingshæmmede selv­følgelig også have lov til. Det er en holdning vi har mødt i offent­ligt regi. Men det bosted, vi valgte, havde holdningen, at man naturlig­vis ikke gik i seng med hinanden, når man var under 18 år.

Når beboerne blev 18, kunne de i princippet ikke bestemme det læn­gere, men bofællesskabet håndhæ­vede, at beboerne var som en fami­lie og derfor ikke kunne være kæ­rester.

Et selvstændigt liv

Udviklingshæmmede unge og voks­ne har ligesom andre behov for at løsrive sig fra sine forældre. Når vores barn flytter i en form for bo­fællesskab eller institution, må vi som forældre give slip. Ikke så vi fralægger os ethvert ansvar, men så vores udviklingshæmmede barn får lov til at have et selvstændigt liv i forhold til os som forældre.

Vi kan så – ofte endnu bedre end tidligere – nyde fællesskabet med vores store barn i weekender og fe­rier.

Der er mange praktiske ting, der skal falde på plads, når den udvik­lingshæmmede flytter hjemmefra. Nu er det ikke længere kun os som forældre, der kan og skal ordne det hele.

Det kan selvfølgelig være en let­telse ikke længere at skulle sørge for indkøb af tøj, sko og andre for­nødenheder. Men det kan jo også være, vi ikke synes, at pædagoger­ne i bofællesskabet gør det sådan, som vi gerne vil have det.

Og hvordan stemmer vores menin­ger sammen med vores barns. Det kan jo godt være, at vores ”unge”, når de kommer hjemmefra, finder ud af, at ting kan gøres anderledes end mor og far har gjort det. Det kan også være, vi tror, det er pæ­dagogerne, som styrer barnet i en anden retning end det, vi ønsker.

I alle forhold omkring barnet er det vigtigt med en god dialog. Det er vigtigt, at vi lytter til pædagoger­ne, og vigtigt, at de lytter til os, og at vi sammen har den unge for øje.

Man kan sige, at vores unge men­neske skal blive et fælles projekt, hvor vi trækker på samme hammel.