Udviklingshæmmede med psykiske lidelser

Artiklen her er ikke videnskabelig, men skrevet af en lægmand i forbindelse med en kursusdag, hvor overlæge på Videncentret for oligofreni, Kurt Sørensen, Århus, underviste. Oligofreni er det lægelige ord for psykisk udviklingshæmning. Videncentret for oligofreni arbejder netop med udviklingshæmmede med psykiske lidelser

AF NIELS-JØRGEN DALSGAARD

Lidt historie

Vi husker alle tilbage til de store centrale institutioner for mennesker, som af én eller anden grund ikke rigtigt passede ind i samfundet. Der er sikkert enighed om, at det var en utilstrækkelig måde at hjælpe disse mennesker på, og der er mange eksempler på fejlanbringelser. F.eks. har mange normaltbegavede med en alvorlig ubehandlet psykisk lidelse levet deres liv på institutioner for udviklingshæmmede, fordi de pga. deres psykiske blokeringer blev opfattet som udviklingshæmmede.

Hvordan er det så gået, efter at de store centrale institutioner er blevet nedlagt, og mennesker med psykiske lidelser er kommet til at bo i egen lejlighed med tilsyn fra distriktspsykiatrien og hjemmevejledere?

Der er sikkert mange gode eksempler, men ikke desto mindre siger overlæge Kurt Sørensen, at ”Hovedbanegården er den største psykiatriske afdeling i byen.”

Det er sagt med et glimt i øjet, men som overlæge for Videncentret for udviklingshæmmede med psykiske sygdomme, kender han sikkert til, hvad han taler om.

Der er helt klart sket en bevidstgørelse fra pårørende, pædagoger og læger om det, at der bør gøres en indsats, for at den enkelte bliver udredt, så man kan få den medicin og den pædagogiske støtte, man har brug for. Ellers er der ikke vundet meget ved at nedlægge de store institutioner.

Hvad vil det sige at være udviklingshæmmet?

Det vil sige, at den personlige udvikling går langsommere. Som regel betyder det også, at man på visse områder ikke når til samme udviklingstrin som andre. Det betyder ikke, at man som udviklingshæmmet ikke udvikler sig. Tænk på hvor stor en udvikling alle mennesker må igennem fra fødslen. De mest elementære ting skal vi jo alle lære f.eks.: Samspil med andre, at bevæge sig, at mærke smerte og velbehag, at mærke kulde og varme – både i fysisk og psykisk forstand – og måske at se, tale, høre, gå og meget mere.

Så forskellen, som kan føles meget stor mellem den ”normale” og den udviklingshæmmede, er ikke så stor endda, da alle går igennem en stor udviklingsproces. Men den lille forskel et eller andet sted i hjernen hos den udviklingshæmmede gør, at det naturlige samspil i hjernen ikke fungerer, hvorved den logiske sammenhæng går tabt.

Hvordan mon den udviklingshæmmede oplever verden omkring sig?

Det ville være en stor hjælp, hvis vi kunne få svar på det. Da vi alle er forskellige, oplever vi verden omkring os forskelligt. Dog er det sådan, at ”normale” mennesker har en nogenlunde ens opfattelse af de grundlæggende ting.

Vi kan imidlertid ikke gå ud fra, at dette gælder for den udviklingshæmmede, og det kan kræve meget af hans eller hendes omgivelser at forstå og acceptere, at det er sådan.

Du står måske og forklarer din søn grundigt om en tur, I skal på, så han kan være bedst mulig forberedt. Bagefter må du så erkende, at han reelt ingenting har forstået – måske fordi 75% gik tabt fra ørerne til hjernen. Der er nogle ”huller” eller blokeringer, som gør, at han ikke har forudsætningen for at tage imod en verbal besked. Hvis han så umiddelbart bagefter sætter sig ved PC’en og løser opgaver, som du dårligt selv kan løse, så kan det knibe med at begribe, hvordan den udviklingshæmmedes verden ser ud. Dette er kun ét eksempel blandt mange.

Nogle udviklingshæmmede er generelt langsomme til at forstå og skal have tingene forklaret langsomt og præcist. Når det så sker, har de i store træk forstået budskabet. Andre er så svært handicappede, at kommunikation kræver en stor pædagogisk indsats: Berøring, tegn til tale, korte signalord, brug af billeder m.m. – og nogle gange er det alligevel umuligt at vide, om det, man ville sige, er blevet forstået.

Den vanskelige diagnose

Ifølge en dansk undersøgelse, der bygger på WHO’s definition af udviklingshæmning, skønnes det, at ca. 0,45 procent af befolkningen er udviklingshæmmede. Dette svarer til, at der i Danmark er ca. 25.000 personer med udviklingshæmning.

Heraf lider mange også af en psykisk sygdom. Konsekvensen af den psykiske lidelse er som regel større, fordi det er sværere at stille denne diagnose på en udviklingshæmmet. Heldigvis er der indenfor de senere år kommet et internationalt diagnosesystem, som har øget sandsynligheden for, at den rigtige diagnose stilles. Helt overordnet kan der nævnes nogle få meget forenklede tilstande af psykisk sygdom:

• Tilstande der skyldes beskadigelse af hjernens funktion – af mange årsager.

• Adfærdsforstyrrelser opstået i barndommen

• Manio-depressiv tilstand – dvs. svært forhøjet og forsænket stemningsleje

• Skizofreni – paranoid sindstilstand, forskellige psykotiske tilstande.

• Psykiske udviklingsforstyrrelser – bl.a. autisme

Disse tilstande må ikke sammenlignes med det, vi kalder neuroser, for når man har en neurose, som gør, at man 1-2 gange skal tilbage for at sikre, at døren er låst, eller at komfuret er slukket, så véd man egentlig godt, at det er ”noget pjat.”

Ved egentlige sindssygdomme er det helt anderledes. Hvis man har en hallucination, som fortæller én, at naboen kan se igennem væggen, så opleves det som den skinbarlige virkelighed. Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at det forholder sig sådan, og enhver form for modargumenter preller helt af.

Hver 3. har en psykisk lidelse

Der er forbavsende mange mennesker, som på et tidspunkt i deres liv bliver psykisk syge i én eller anden grad. Endnu mere overraskende er det imidlertid, at mindst hver tredje udviklingshæmmet skønnes af have en psykisk lidelse. En medvirkende årsag kan være, at det pædagogiske personale har mangelfuldt kendskab til psykiatri. Ligesom det er en kendsgerning, at der er langt mellem de psykiatere, der har indgående kendskab til udviklingshæmmede. Det betyder, at en psykisk syg adfærd ofte blot begrundes med hans eller hendes udviklingshæmning.

Diagnosen er svær at stille blandt udviklingshæmmede. Det er derfor vigtigt, at pårørende eller personale altid er med på sidelinjen med oplysninger om observationer. Når det gælder den svageste gruppe, er det stort set alene pårørendes eller personalets observationer og præcise notater over længere tid, som kan give lægen det materiale, som skal til for at stille en diagnose.

Jamen, hvorfor fokusere på diagnoser? Og hvorfor give medicin? Fordi det i mange situationer er omsorgssvigt at lade være. Det er ikke sikkert, det er muligt at stille en præcis diagnose, men en diagnose vil ofte give en pejling af, hvor den pågældende er særlig sårbar, og hvordan behandlingen skal være medicinsk og pædagogisk.

Hvad kan man gøre?

Når vi har at gøre med udviklingshæmmede med en psykisk lidelse, er der som regel to vigtige ting at gøre. Det første er – som tidligere nævnt – at observere, notere og meddele så grundigt som muligt til lægen, så personen kan få stillet en diagnose og evt. komme i medicinsk behandling. Måske er der modvilje mod medicin, og så kan det være svært at komme videre.

Sommetider kan medicinen opleves som et ”mirakelmiddel”, men oftest skal den ses som et middel til at komme ind på livet af den syge og derved åbne muligheden for pædagogiskarbejde. Et menneske, som er ”i sin egen verden” pga. psykisk sygdom, kan man normalt ikke komme til at hjælpe pædagogisk. Derfor skal medicinen også ses som en ”nøgle”, der åbner for samtale og andre pædagogiske midler.

Det andet er, at pårørende og personale vænner sig til at ”søge den gode grund” til vedkommendes handlinger – for der er en god grund, og finder vi den, er vi kommet langt i bestræbelsen på at støtte. Stress er årsag til megen psykisk sygdom. Det kræver ofte utroligt mange kræfter at være udviklingshæmmet og psykisk syg. De må ofte bruge alle deres ressourcer på at aflæse omgivelserne og på den måde klare sig så godt, de kan – selvom de måske ikke forstår hvorfor, de gør, hvad de gør. Og det bliver man stresset af, ked af, aggressiv og psykisk syg af.

Et godt liv.

For at have et godt liv er det helt fundamentalt, at man får mulighed for at forstå mest muligt af det, der foregår omkring en, og at man får lov at vælge.

Ofte siger den udviklingshæmmede nej til et tilbud ”for en sikkerheds skyld.” For hvad gør man, når man står overfor et valg eller et tilbud, man ikke kan gennemskue. De første 10 gange betyder måske ikke så meget, men hvis det bliver normen, så begynder det at gøre noget ved os, som meget vel kan ende med resignation og psykisk sygdom, og her tror jeg kimen til en del af den udviklingshæmmedes psykiske lidelse ligger.

Der er forbavsende mange mennesker, som på et tidspunkt i deres liv bliver psykisk syge i én eller anden grad. Endnu mere overraskende er det imidlertid, at mindst hver tredje udviklingshæmmet skønnes at have en psykisk lidelse.