En diakonal institution som arbejdsplads

Det var en rigtig varm dag i juni og jeg lyttede til KFUK’s sociale arbejdes formand Birgitte Gråkjær ved indvielsen af Reden i Århus. Den nye bygning var betalt af 2 store danske fonde i alt 15 millioner kr. Formanden havde udfordret den lokale piano forretning til at skænke en gave til Reden i anledning det nye hus. De fik et klaver, men hvad skal man med et klaver, hvis ingen kan spille på det? KFUK’s gave til Reden var en frivillig musikterapeut, som ville komme 2 timer om ugen for at spille og etablere et sangkor, så Redens kvinder kunne synge sammen. En deltager fra menighedsrådet i Domsogn inviterede efterfølgende koret til at synge ved en lille koncert i Domkirken. Det er når en diakonal enhed er diakonal.

Få måneder efter var jeg sammen med en del medarbejdere fra Kristelig Handicapforenings bofællesskaber til en kursusdag, hvor emnet var, hvad der kendetegner diakonal enhed. I den sammenhæng arbejdede vi med det, vi kunne kalde en omvendt brainstorming. Vi stillede os selv spørgsmålet, “Hvad er det værste af det værste ved en diakonal boform? “Der kom mange grusomme ting frem og ingen ønskede at arbejde på de steder, som blev præsenteret. Det blev i hvert fald tydeligt, at alle har en holdning til hvordan det ikke skal være. Eksempelvis ville det være frygteligt, hvis man hele tiden anvendte religiøse termer og ikke mødte brugere og kollegaer med en anerkendende tilgang. Når vi på den måde fik stillet en lang række forhold op blev det også tydeligt, at vi har en forholdsvis klar fornemmelse for, hvordan en diakonal boform skal opleves af andre og os selv. Lad mig forsøge, at ridse forskellige forhold op, som jeg synes er vigtigt for en diakonal enhed under følgende overskrifter:

Forandre(t)

Det gælder om at den enkelte har en passion for den opgave som er den diakonale enheds mission og vision. En personlig indre forandring i livet, så man på en måde brænder for det som er enhedens menneskesyn og idégrundlag. Det er den personlige forandrethed eller sagt på en anden måde: Det har noget med hjertet at gøre, som er afgørende. Det gælder de metoder, vi knytter an til i det pædagogiske arbejde, og det gælder den kristne tro. Det må have fat i os, eller grebet os, så det lever i os.  En af de tilgange som er grundlaget for mange boformers arbejde er eksempelvis den anerkendende tilgang. En af de forfattere, som har skrevet noget om det, er Britta Nørgaard. Hun siger “Det er min opfattelse, at den grundholdning, som udtrykkes gennem anerkendelse, må være selve den kerne, som pædagogik er gjort af”. Flere taler om at den anerkendende metode ikke er en metode, men et menneskesyn. Arbejdsmetoder må være en integreret del af dig som person. “Du må kunne stå inde for”, “være personlig forandret”.

For andre

En diakonal enhed arbejder “For andre” mennesker, nærmere bestemt et menneske i nød. Nød skal i denne sammenhæng forstås bredt. Der er fokus på at lindre, forebygge, udvikle, kompensere, vise omsorg etc. Vi er sat ind i opgaven for at være “For andre” og ikke imod andre. Det er viljens indstilling til på trods af følelser, på trods af vrede, ubehag etc. Det er kærlighed i sin yderste konsekvens. Det er helt Mandela-agtigt eller som lægen, Pat Adams, udtrykte det, da han blev spurgt om hvad han gjorde hvis patienter gav ham en skrot op finger, når han ville gøre det gode: “I have only one choice – Love” (“Jeg har kun et valg – elsk”). En diakonal enhed har det i sig at elske på trods af. Diakoniens Herre er selv gået foran.

Forandre andre

Selv om vi er passionerede i vores arbejde og har en stærk vilje og motivation, så har vi ikke retten til at forandre andre mennesker mod deres vilje. Blot fordi vi er blevet lidenskabeligt optaget af en faglig retning, en metode eller kristen overbevisning, har vi ikke ret til at forandre andre mennesker. Vi kan forandre os selv, og det er som nævnt rigtig vigtig. Vi kan fortælle om de forandringer, der er sket med os, og leve i dem og med dem. Det skaber i sig selv en forandring for min omverden. Vi kender måske alle historier om et åndeligt magt-sprog, som ikke har sammenhæng i personen, eller hvor det åndelige sprogs magt misbruges til at manipulere. Det må ikke kendetegne en diakonal enhed. Psykolog Carl Ransom Rogers siger:

“En af de mest tilfredsstillende følelser, jeg kender … udspringer af min værdsættelse af (et) individ på samme måde, som jeg værdsætter en solnedgang. Mennesker er lige så vidunderlige som solnedgange, hvis jeg kan lade dem være det. Faktisk er grunden til det, at vi virkelig kan værdsætte en solnedgang, måske i virkeligheden, at vi ikke har kontrol over den. Når jeg ser på en solnedgang, som jeg gjorde det forleden aften, står jeg ikke og siger: “skru lige lidt ned for den orange i højre hjørne, tilfør lidt mere lilla i bunden og brug lidt mere lyserødt i skyerne.” Det gør jeg ikke. Jeg prøver ikke at kontrollerer en solnedgang. Jeg iagttager den med ærefrygt, mens den udspiller sig.”

Vi kan sikkert mærke, at der er noget på spil i det udsagn. Der er noget fundamentalt vigtigt i at forstå hinanden og ikke lade sig påvirke af trangen til kontrollere eller manipulere et andet menneske. Vi kender det fra de møder, vi selv har haft med mennesker, der på en særlig måde har evnen til at respektere dem, vi er, sådan som vi er. Dér føler man sig set, hørt og forstået. Det er, som om det sætter en lyst betonet forandring i gang hos os.  Det er guld for den menneskelige natur.

Da jeg for få dage siden igen var samme med lederen og en medarbejder fra Reden i Aarhus, fortalte de om hvilken forandring et klaver og en frivillig medarbejder havde skabt. Kvinderne oplever korsangen og musikken som livsbekræftende. Bl.a. var der en som fik kontakt med barndommens sang fra en pårørende, som hun havde glemt, men nu blev kaldt til live. Her var nogen, som brændte for idéen om musik og sang midt i tilsyneladende håbløs lidelse hos handlede kvinder. Den indre passion for musik og sang skabte forandring. Passionen smitter, og hvis det samtidig måske ender med en koncert i domkirken er diakonien fuldført.

Erik Morten Jensen er leder i socialpsykiatrien i Syddjurs kommune. Han er uddannet diakon, socialpædagog, psykoterapeut og diplom i ledelse. Han har erfaringer fra ansættelser i kirkelige og offentlige organisationer og har tidligere arbejdet som udviklingskonsulent, projektkoordinator og har været leder af forskellige institutioner, blandt andet regionsleder i TUBA. 

I oktober 2013 var Erik Morten Jensen underviser på Kristelig Handicapforenings kursus “En diakonal institution som arbejdsplads”.