
Maj 2021
På fælles vandring ind i påsken
På Kernehusets opfordring pudsede jeg Kristelig Handicapforenings ”Påskevandring” af og tog sammen med beboere og ansatte hul på påsken. Det blev en god oplevelse, som jeg håber at få lov til at gentage næste år – sammen med andre (bo)fællesskaber.
Af Tove Søgaard
Påsken er den vigtigste højtid og derfor værd at gøre noget særligt ud af. Hvor ord kommer til kort, kan de andre sanser sættes i spil for at mindes påskens begivenheder med hele kroppen. Sådan lyder nogle af tankerne bag ”Påskevandringen”, som før har været brugt i Kristelig Handicapforening, og som bofællesskabet Kernehuset torsdag d.25. marts havde inviteret mig til at stå for. En gæst udefra er med til at gøre påskevandringen til noget ud over den daglige andagt – en særlig begivenhed som alle deltager i og på den måde holder påske sammen.
Jeg havde forberedt mig og glædet mig til at være sammen med Kernehusets beboere og medarbejdere. Da jeg trådte ind ad døren, blev jeg mødt af flot dækkede borde – lys, servietter og blomster – som vi efter vandringen sammen skulle spise påskemiddag ved. Dagen var forberedt, og der var set frem til den. Dejligt.
Påskevandringens forskellige stationer blev indrettet rundt om i huset med få remedier, der fortæller historien fra palmesøndag til påskedag. Dagens ”Jesus” og andre ”skuespillere” fik instruktioner, og så var vi klar.
Invitér til påskevandring!
- Påskevandringen er en refleksion over palmesøndag til påskedag.
- Tove Søgaard kommer gerne og står for vandringen – på et bofællesskab, i en forening eller andre sammenhænge (sæt kryds i 2022 allerede nu). Manuskript og drejebog kan rekvireres ved henvendelse til Tove (tove@k-h.dk).
- Erfaring fra tidligere viser, at det giver stor værdi, at det er en person, som ikke er en del af det pågældende fællesskab, som er guide for vandringen.
Kæphest, druesaft og søm
Vi begyndte ved Jesu indtog i Jerusalem, hvor vi med musik, sang og palmegrene tog imod Jesus, som kom ridende ind på æslet (en kæphest). Ved næste station ventede fladbrød og et bæger druesaft, og vi smagte på nadverens indstiftelse. Herefter fulgte alle med på vandringen til Getsemane. På vejen fandt vi sølvpenge, smidt på vejen – bitter fortrydelse hos én, der valgte at gå væk fra Jesus. I Getsemane blev vi opfordret til at bede, men faldt alle i søvn – heller ikke vi magtede at følge Jesus hele vejen.
Så kom der soldater og tog Jesus til fange. Et kors og en tornekrone markerede, det barske og hårde, som Jesus gik igennem for vores skyld. Langfredag blev det mørkt, og der kom jordskælv: Vi fik bind for øjnene og stampede i gulvet. Jesus blev lagt i graven, stenen rullet for, og sorgen kom til udtryk i trist musik og et billede at kigge på, som udstråler sorg og desperation.
Men det blev morgen igen. Lyset blev tændt, og alle kunne se, at graven var tom. Jesus var opstået, og sorgen vendtes til glæde med lovsang, klappen og et glædesbillede i varme farver med glade øjne.
Ved et stort lys, som stod i den tomme grav, sluttede vi af med at tænde vores eget lille fyrfadslys, og hver enkelte fik ordene: ”(Navn), tag dit lille lys og tænd det ved Jesu store lys. (Navn), du er i Jesu hænder, og han elsker dig”. Herefter gentog hver enkelt påskevandrings-deltager: ”Jeg er i Jesu hænder, og Han elsker mig”.
Plads til hver enkelt
Det kan være svært at beskrive en fælles oplevelse med ord i en artikel. Men for mig startede påsken i år sammen med Kernehusets beboere og ansatte, og da jeg et par uger efter ringede for at høre, hvad andre havde oplevet (på dagen nød jeg bare påskemiddagen bagefter og glemte, at jeg skulle skrive denne artikel) havde medarbejder Gitte Christensen det på samme måde.
”Det var så fedt. En virkelig god oplevelse, der gav mig alt det, som jeg ikke fik i påskedagenes travlhed,” sagde hun.
Alle kunne være med på deres egen måde, oplevede Lydia Kousholt, som også arbejder på Kernehuset.
”Alle havde en god oplevelse på hver deres måde. Der var et dejligt fokus på selve vandringen, og der blev skabt et rum, hvor hver enkelt kunne være med på den måde, han eller hun kunne – uden at det blev forstyrrende for resten. Den åbenhed var en særlig styrke denne gang.”
Rebekka Techow, som bor på Kernehuset og har deltaget i Påskevandringen før, udtrykte sin oplevelse meget klart.
“Det har jeg savnet,” sagde hun.
Jeg håber, at jeg får lov til at være med til flere påskevandringer næste år.