Februar 2021
Handicapteologi åbner troen op
Som teologistuderende opdagede Christopher Aagaard handicapteologien, der studerer evangeliet og troen med ”handicap-briller” på. Pointerne herfra har vi imidlertid alle brug for at høre, mener han.
Af Christina Brorson
Christopher Aagaard er bare 27 år, men tog allerede for tre år siden hul på livet som engageret præst i København Vineyard. Sideløbende har han læst teologi på Københavns Universitet. Processen omkring det afsluttende speciale, som han afleverede i foråret 2020, har sat retning på hans kald og gjort ham klogere på, hvilken slags præst og teolog, han gerne vil være. Måske er betegnelsen ”handicapteolog”…
”Handicapteologi er en af flere former for såkaldt konstruktiv teologi, hvor man også finder andre minoritets-vinklede tilgange såsom feministisk eller økologisk teologi. For mig at se rummer handicapteologien dog nogle helt grundlæggende pointer, som vi alle burde ofre mere opmærksomhed. Hvis man kan være ”handicapteolog” er det derfor det, jeg gerne vil være. Her er både stof til eftertanke og masser af opgaver at tage fat på,” smiler den nye cand.theol.
Bog-rygge i Aberdeen
Teologien og præstegerningen lå i kortene for Christopher Aagaard, hvis far er præst, og hvis tre søskende, ligesom han selv, alle er gået i farens fodspor. Handicap som fokuspunkt blev dog først aktuelt, da han som mentor fik sognepræst Erik Hviid Larsen, der arbejder med børn og unge med særlige behov i Københavns Stift og selv har en datter med Downs.
”Erik kan slet ikke lade være med at tale om sin datter, og hvad hun bidrager med. Det har sat sit præg på ham som præst, og det kom også til at præge mig som hans mentee,” fortæller Christopher.
“Med udgangspunkt i mennesker med udviklingshandicap, sætter handicapteologien fokus på alle, der ikke intellektuelt kan tage evangeliet til sig”
I Danmark er handicapteologi dog ikke udbredt i akademiske kredse. Christopher Aagaard havde derfor ikke overvejet at skrive speciale indenfor emnet, indtil det gik op for ham, at andre akademiske traditioner ser anderledes på området.
”Min bror var blevet indskrevet på teologi på University of Aberdeen i Skotland, og min far og jeg rejste med ham over, da han skulle starte. Vi blev taget godt imod og placeret i et kontor, hvor min brors vejleder ville møde os. Imens vi sad her og ventede, kom jeg til at se på bogryggene i reolerne og blev overrasket. Vi sad på et universitet, men bøgernes forfattere var de samme, som jeg læser i min fritid. Her var blandt andre bøger af Jean Vanier og Henri Nouwen – teologer, som har beskæftiget sig særskilt med forholdet mellem handicap og teologi,” husker Christopher.
Handicapteologi og de blinde pletter
Bogryggene i det skotske kontor blev en øjenåbner for ham. Han fandt ud af, at universitetet i Aberdeen er det internationale centrum for theology of disability – handicapteologi, og at en af de førende forskere på området, John Swinton, underviser her. Han fandt også ud af, at man sagtens kan bevare sit akademiske niveau og skrive speciale om handicapteologi. Derfor besluttede han at fordybe sig i det fagområde, som hans mentor allerede havde gjort ham nysgerrig på, og som han i dag mener, har nogle vigtige perspektiver på teologi overordnet.
”Jo mere jeg har arbejdet med handicapteologi, jo mere centralt synes jeg, det bliver. Med udgangspunkt i mennesker med udviklingshandicap, sætter handicapteologien fokus på alle, der ikke intellektuelt kan tage evangeliet til sig – alle der ikke kommunikerer med ord. For mig personligt ser det ud som om, hele den protestantiske kirke, har nogle blinde pletter her,” konstaterer Christopher.
Bibelens vigtige menneskesyn
I sit speciale gør han rede for, hvordan man lægger vægt på særlige aspekter i både menneskesynet og synet på Kristus og kirken, når ærindet er at målrette evangeliet til mennesker med udviklingshandicap.
”Bibelens menneskesyn adskiller sig meget fra det syn på succes og vellykkethed, som hersker i den vestlige verden i dag, hvor det gælder om at være selvstændig og præstere. I kristendommen er mennesket værdifuldt, fordi det er skabt og villet af Gud – ikke fordi det præsterer. Evnerne er jo også en gave fra Gud. Der er flere forskellige forklaringer på, hvorfor man som handicappet er skabt med andre og større begrænsninger i sine evner end mennesker uden handicap. Til syvende og sidst hælder jeg til den opfattelse, der hævder, at det har vi ikke noget endeligt svar på. Vi ved ikke, hvorfor Gud skaber nogle af os med fysiske og psykiske handicap. Men vi ved, at ethvert menneske – handicappet eller ej – er uendelig dyrebart for Gud, og det er den vigtigste og mest grundlæggende sandhed i Bibelens menneskesyn. En sandhed, man som et menneske med handicap eller pårørende kan tage fuldt og helt til sig – akkurat som mennesker uden handicap,” forklarer Christopher.
Jesus var også hjælpeløs
At Gud selv valgte at blive menneske – og endda et fattigt og sårbart menneske – åbner også evangeliet for mennesker med handicap, pointerer Christopher Aagaard. I sit speciale citerer han den tyske teolog Ulrich Bach, som siger: ”når Gud selv kan komme i hjælpeløshed, så er hjælpeløshed ingen fejl, så er svaghed ikke slemt: begge dele er helliget af Gud”.
”Jesus valgte da også konsekvent at omgås mennesker, der ikke ”passede ind” – de syge, forkastede, syndere. Han identificerer sig fuldstændigt med denne gruppe, når han siger ”alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig,” påpeger Christopher Aagaard.
Med Bibelens menneskesyn og Jesu målrettede fokus på og identificering med den svage, er det trist og forkert, at mennesker med udviklingshandicap ofte har været en overset gruppe i kirkelige sammenhænge. Dette ønsker handicapteologien at ændre på, og et vigtigt element i den bestræbelse er at få tro til at handle om mere end intellekt.
Relation snarere end rationale
I den sammenhæng har den førnævnte skotske teolog John Swinton nogle vigtige betragtninger, fortæller Christopher Aagaard.
”Særligt i den protestantiske kirke, hvor Luthers fokus på den enkeltes evne til at tilegne sig evangeliet, fylder meget, har vi vanskeligt ved forholde os til troen hos mennesker med et stærkt udviklingshandicap, måske helt uden sprog. Swintons projekt er at åbne trosbegrebet op, så det ikke udelukkende baserer sig på viden og forståelse. Han understreger blandt andet, at ingen af os ved mere om Gud, end Gud selv har åbenbaret for os. Faktisk forstår ingen af os helt, hvem Han er, eller hvorfor han ønsker at have et forhold til os. Viden om Gud er altså ikke en forudsætning for at tro på Gud. Vi behøver ikke at kunne gennemskue og kortlægge Gud for at have en relation til ham. Troen og nåden er gaver, som ikke betinges af viden og forståelse.”
Vi behøver ikke at kunne gennemskue og kortlægge Gud for at have en relation til ham. Troen og nåden er gaver..
John Swinton vil hellere se på relationen end rationalet som nøgle til den enkeltes tro.
”En anden af Swintons vigtige pointer er at understrege evnen til relation som det afgørende ved menneskets gudbilledlighed snarere end evnen til at rationalisere. Det vigtigste for ”Homo sapiens” – det tænkende menneske – er jo ifølge Jesus at elske Gud og andre mennesker, ikke at filosofere sig frem til sandheden. Swinton påpeger også, at disse to ”relations-påbud” i Bibelen er gensidigt afhængige. Vi elsker Gud ved at elske andre mennesker og omvendt. I denne trospraksis kan mennesker med udviklingshandicap være med på linje med alle andre”, forklarer Christopher Aagaard.
Dette kan let underprioriteres i en individualistisk tradition, som den protestantiske, der fokuserer mere på den enkeltes forhold til Gud end på fælles ritualer og traditioner. Men ingen af os kan tro alene, forklarer Christopher.
”Swinton giver et eksempel på en kvinde med udviklingshandicap, som han har lært at kende. Hun er trofast til gudstjenesterne uden at kunne forstå prædikenen eller salmernes indhold. Men hun følger resten af menigheden, når den er stille, reciterer eller synger – på sin egen måde. Det er hendes mulighed for at praktisere troen. Helt afhængig af de andre, som hun er, er hun et tydeligt eksempel på det, som gælder for os alle: nemlig at vi behøver troens fællesskaber.”
Handicapteologiens vigtige bidrag
Udvidelsen af trosbegrebet er ikke bare grundlæggende for handicapteologiens særlig vinkel på evangeliet. Den er handicapteologiens vigtige bidrag til den almene teologi, mener Christopher Aagaard.
”Da jeg begyndte på mit speciale, opfattede jeg handicapteologien som et nicheområde. Men jo mere jeg har beskæftiget mig med området, jo mere synes jeg, at de spørgsmål, som handicapteologien stiller, afføder svar, som er relevante for alle. Vi har brug for at få trosbegrebet udvidet, så det ikke begrænser sig til tanken, men fremstår som det mysterium, det er. Et mysterium man også kan blive en del af via fællesskabet og relationen til sine medkristne – som det for eksempel sker i barnedåben, hvor den døbte bliver en del af troens fællesskab og får en relation til Gud, uden at forstå, hvad der foregår,” understreger Christopher Aagaard.
Åbne menigheder
En anden vigtig og almengyldig dimension af handicapteologien er den praktiske. Lige så vigtigt som det er at åbne trosbegrebet op for mennesker med udviklingshandicap, er det nemlig at åbne menighederne. I sit speciale gør Christopher Aagaard rede for, at de fleste kirker og menigheder ikke er bevidste om, at de mangler mennesker med udviklingshandicap i fællesskabet. I princippet er der åbenhed og velvilje, men man gør ikke noget for at opsøge og indrette forholdene til denne gruppe. Frikirker, som for eksempel Vineyard, hvor Christopher selv er ansat, er ingen undtagelse, tværtimod – de mangler nemlig folkekirkens brede berøringsflade i samfundet.
…at Gud er større end vores fornuft, og at han ikke elsker os for alt det, vi selv regner ud, men fordi vi er hans børn
”Vi ser ikke mange mennesker med udviklingshandicap, og det er jeg tiltagende ked af. Jeg er sikker på, at de ville føle sig velkomne, hvis de kom. Problemet er bare, at det gør de ikke,” konstaterer Christopher Aagaard.
Det vil han gerne lave om på.
”Jeg tror, det bliver svært at lave særlige tiltag for at lokke dem herhen. Jeg tror i stedet, at jeg må ud og skabe personlige relationer. Det er vejen frem, hvis vores menighed skal blive hel. For vi har brug for mennesker med udviklingshandicap og deres umiddelbare og uforbeholdne måde at tro på. Den smitter, og den minder os om at Gud er større end vores fornuft, og at han ikke elsker os for alt det, vi selv regner ud, men fordi vi er hans børn,” smiler Christopher Aagaard.
»Læs/download Christopher Aagaards speciale ☕️🧡
Aktuelle handicapteologiske udgivelser
Ordet til dem uden ord, af Lars Nymark Heilesen, udgivet på forlaget Eksistensen i 2020
Mangefoldet tro og sjælesorg, af Christine Tind Johannesen-Henry, udgivet på forlaget Eksistensen i 2019
Kirken og mennesker med særlige behov, af Lars Nymark Heilesen, udgivet på forlaget Eksistensen i 2018
Mulige citater:
