Frem og tilbage mellem fagligt og privat “jeg”

Når jeg er på arbejde, tror jeg på, at jeg står med en gave og en opgave, som Gud har givet mig: At være med til at skabe en god hverdag for mennesker omkring mig – i fællesskab med dem.

For at observere, vurdere og handle bruger jeg alle de gaver, jeg har fået: naturgaver, menneskelig erfaring, faglig viden, måske endda nådegaven, jeg har fået af Gud. Når jeg handler, skal det være på en medmenneskelig måde, og det skal helst føles naturligt for modtageren. Han eller hun skal opleve, at først og fremmest er vi mennesker sammen, og helst i en kærlig atmosfære. Det er mit faglige jeg.

Når jeg er hjemme, står jeg også med en gave og en opgave, som Gud har givet mig: At være en del af kærlighedens fællesskab i en familie. Jeg bruger på samme måde mine gudgivne gaver, og fællesskabet er naturligvis mere kærligt. Det er også mere ærligt. Hjemme bruger jeg de dele af mit jeg, som trygt viser, hvad jeg kan lide og ikke lide, hvad jeg har lyst til, og hvad jeg kan blive sur over.

Jeg elsker mit arbejde! Men det koster noget at bruge sit jeg som redskab. Nogle gange, når jeg kommer hjem, er jeg derfor ikke ret effektiv. Jeg sidder og drikker kaffe eller ”stener” ved computeren, mens mit jeg bygges om til hjemme-jeg’et, som jeg kan bruge til gavn og glæde for dem, jeg elsker højest.

Det betyder også, at selvom det er nærliggende at bruge sig selv meget i det private, når man nu er uddannet til at se, hvad mennesker har behov for, så er jeg lidt forsigtig med, hvad jeg påtager mig i fritiden. Der skal være tid til familien – først og fremmest. Der skal også være tid til at løbe og svømme, læse og strikke. Skal jeg påtage mig en opgave, skal jeg helst have en fornemmelse af, at den vil komme til at give overskud. Det er jeg ikke så stolt af, men jeg håber på et langt otium, hvor jeg kan være anderledes.

Og så skal der være tid til at lære nyt! Ellers holder jeg ikke på den lange bane.