Februar 2018

Nye lokaler stimulerer sanserne på Hjertebo

Bostedet Hjertebo har udvidet med flere lejligheder og fælleslokaler. To af rummene er indrettet til dels at vække og dæmpe beboerne sanser, så de rigtig kan mærke sig selv.

Af Svend Løbner

På Hjertebo er de netop blevet færdige med en tilbygning, der er indrettet med tre lejligheder og flere fælleslokaler. Grunden er en øget søgning til bofællesskabet og desuden et øget behov for rum, hvor beboerne kan opholde sig i mindre grupper.
Hjertebo er et bofællesskab for udviklingshæmmede og ligger i den nordjyske by Aalestrup. Der er plads til 15 beboere.

Sanserum giver trivsel

Ud over lejlighederne er der i tilbygningen både multisal, havestue – også kaldet orangeri – og to sanserum. Det ene rum er til at vække, og det andet til at dæmpe.
“Det handler om trivsel, og at beboerne skal udnytte deres potentiale,” forklarer pædagogisk leder Marianne Hansen og uddyber: “Nogle har brug for at få vækket sanserne, andre kan være urolige og derfor have brug for at falde lidt til ro”.
Det ene rum vækker sanserne med lysshow, spejle og mulighed for at sætte livlig musik på cd-afspilleren. Det andet rum dæmper gemytterne, ved at beboerne kan lægge sig i en gynge, der omslutter dem helt eller få massage på en massagebriks. Også her kan de lytte til musik, men af den mere stille og flydende slags.

Opdager sig selv

Det er bostedets ergoterapeut og psykomotoriske terapeut, der indretter sanserummene efter beboernes behov.
“Udviklingshæmmede har ofte udfordringer med at udnytte deres sanser optimalt. Ved at se lysshow, høre musik og røre ved forskellige genstande bliver de stimuleret og kan pludselig opdage nye sider ved sig selv. De mærker sig selv og kommer til at kende deres krop på en ny måde”.
Men det er ikke alle udviklingshæmmede, der har brug for at blive vækket:
“Nogle kan få for meget sansestimulering og kan for eksempel ikke holde ud at være sammen med for mange mennesker ad gangen. De har brug for at trække sig tilbage og måske blive lullet til ro i gyngen, der omslutter dem helt. Så får de en fornemmelse af ro i kroppen”.

Havestue og hyggehjørner

Fælleslokalerne på Hjertebo er blevet inddelt i mindre rum og hyggehjørner, hvor beboerne kan samles i mindre grupper. Derudover er der i enden af lejlighedsgangen i den nye tilbygning indrettet en havestue med glasfacade ud mod haven.
“Det er så tæt på naturen, man kan komme, uden at være der. Her er der fred og ro, så man kan sidde i mindre grupper og hygge sig med at spille, tegne, male og andre kreative ting,” fortæller Marianne Hansen.
Havestuen fungerer også som orangeri, og selv om det ikke er frugtsæson endnu, giver citrontræet og de andre planter frisk luft og duft i lokalet.
Planen er at udvide med en udendørs sansehave til sommer. Der er allerede gynger, men Marianne Hansen og hendes kolleger kunne tænke sig at udvide med en krydderhave, med forskellig duft og smag og en bålplads.