
December 2018
Forrygende Frøfestival 2018
Masser af god musik, inspirerende forkyndelse, spændende aktiviteter og selvfølgelig god tid til hygge, fællesskab og nye venskaber. Frøfestival 2018 blev lige, som den skulle være.
Af Christina Brorson
Festivalen blev skudt i gang fredag aften den 21. september med et brag af en koncert. Det aarhusianske band Party Troopers levede op til sit navn med kendt dansk musik, som fik næsten samtlige 150 deltagere på benene (eller hjulene) og gav lyst til at synge med. Godt opvarmet var stemningen blandt publikum derfor i top, da første del af årets talentshow senere på aftenen løb af stablen. Som noget helt nyt blev talentshowet ledet af værterne på Kristelig Handicapforenings nye videoandagter ”Jesustid”, Jonas Bock Nielsen og Philip Møller Nielsen. Sammen med medvært, Tobias Ingemannsen fra Sydhjørnet, fik de sat gang i både smilebånd og klapsalver og skabte en fin ramme om de mange unikke talent-optrædener.
Workshops og festaften
Lørdag var der mulighed for at deltage i forskellige workshops, hvor der blandt andet blev hygget med pandekager, øvet drama, sunget, forkyndt med Godly Play og kreeret smukke ikoner. Man kun også vælge bare at slappe af og hænge ud – eleverne på Frøstruphave Efterskole sad klar til hygge og spil i dagligstuen.
Lørdag aften steg deltagerantallet, og cirka 300 deltog i festaftenen, hvor præst Erik Hviid talte om livet der følger, når vi følger Jesus. Dramaholdet fremførte det underholdende internationale stykke, de havde øvet om eftermiddagen, og der blev blændet op for sidste del af talentshowet – denne gang med Thomas Pedersen fra Skærvebo som engageret medvært. Som et sent punktum serveredes natmad i form af franske hotdogs.
Traditionsrig gudstjeneste
Søndag blev der inviteret til den særlige Frøfestival-gudstjeneste med det lange hvide lysende bord som meditativt midtpunkt. Præst Peder Henning Söderstjerna mindede om, at Guds gode gaver skal gives videre, inden Frøfestival 2018 vanen tro blev sluttet af med ”Gennem al Guds folk”, hvor alle deltagere sammen dansede ud af hallen. Sådan sluttede endnu en fantastisk festival-weekend.