Mød Trehuses nye leder, Monica Neimanas

En rejse med hjerte og retning – vejen til TreHuse

Af Miriam Randi Bjerg Gregersen

Det er med både ydmyghed og begejstring, Monica er trådt ind ad døren til Trehuse i
Høje Tåstrup den 1. oktober 2025. Hun er ny i rollen som leder, men langt fra ny i arbejdet
med mennesker. Med en baggrund som sygeplejerske og med mange års erfaring fra social-
og psykiatriområdet, bringer hun både faglighed og varme med sig ind i huset.

Når man møder Monica Neimanas, mærker man hurtigt, at hun er et menneske med dybe rødder og et klart kompas. Det første, hun beskriver sig selv som, er hustru, mor, farmor, veninde og datter, for hendes identitet er tæt knyttet til det nære netværk – familie, venner og me­nighed – og det er her, hun henter både energi og retning. Monica er oprindeligt fra Hillerød, men boede det meste af sin barndom i Rødovre, i en kristen familie. I dag bor hun i Må­løv, 17 km fra TreHuse, med sin mand og bruger sin fritid på netværk, familie, film, bøger, gåture og er tilknyttet Kø­benhavnerkirken – alt sammen noget, der afspejler hendes sans for både refleksion og relationer.

Professionelt har Monica været sygeplejerske siden 1990 og har de seneste ti år arbejdet med udvikling af sundheds­området i socialpsykiatrien. Hun har haft roller som konsu­lent, faglig leder og koordinator, og har altid haft det kristne menneskesyn og et helhedsorienteret blik i sit arbejde med mennesket – en tilgang, hun nu bringer med sig til Trehuse. ”Vi skal se hele mennesker – både det sundheds­faglige og det socialfaglige skal spille sam­men,” siger hun.

Vejen til Trehuse

Monicas vej til Trehuse har været både kort og lang. Kort, fordi hun først blev opmærksom på den ledige stilling i august og startede allerede i oktober. Lang, fordi hun i mange år har fulgt Kristelig Handicapforening på afstand. Hun har familie, der har været involveret i foreningen, og har gennem netværk og kirkelige relationer haft kendskab til både TreHuse og det værdigrundlag, der bærer stedet og Kristelig Handicapforening.

I Monicas netværk er der mange, som har relationer til Tre­Huse, men det var først midt i august, hun blev opmærksom på den ledige stilling. Det var en samtale med veninder, med tæt tilknytning til TreHuse, der satte skub i beslutnin­gen om at søge lederstillingen på TreHuse. Monica læste op på værdierne, målgruppen og organisationen og mærkede, at det gav mening. “Jeg tænkte, det prøver jeg,” siger hun.

Vejen til TreHuse har også været både personlig og meningsfuld. Allerede som ung blev hun be­vidst om Kristelig Handicapfor­ening, fordi hun fulgte med på sidelinjen, mens hendes tante og onkel søgte efter et hjem til deres søn, som nu bor på et af Kristelig Handicapforenings hjem. ”Jeg har faktisk fuldt udviklingen af deres ønske om at finde et sted for deres søn, da han blev voksen. Og hele tanken om at danne hjem for unge, som man ønsker, har de kristne værdier, ser jeg som en kæmpe værdi, for det giver en tryghed at lade sit barn blive voksen på et sted, hvor medarbejdere, rammer og grundlag hviler på det kristne menneskesyn,” siger Monica.

En varm velkomst

”Jeg er blevet modtaget helt fantastisk”, fortæller Monica, selvom starten har været intens. Hun fortæller om en åben og nysgerrig modtagelse fra både medarbejdere og beboe­re. “Jeg har kunnet mærke roen og ånden i huset fra første dag, og den dedikation, der er i huset til beboerne,” siger hun. Hun har prioriteret at være synlig, selvom der er man­ge administrative opgaver, der kræver hendes opmærk­somhed. “Jeg vil vise, at jeg er her,” siger hun – og det er blevet mødt med forståelse og opbakning.

Selvom lederrollen er ny for hende, har der været nogle nødvendige beslutninger, som skulle træffes så snart hun trådte ind ad døren. ”Så jeg har allerede måtte skabe æn­dringer, men de er modtaget med stor forståelse. Så på den måde har jeg fået en meget hurtig start, og der er mange store opgaver forude, men jeg glæder mig,” siger Monica.

Hun oplever, at der er en stærk kultur og struktur i huset, og ser frem til at bygge videre på det fundament, der allerede er lagt, sammen med medarbejderne og beboere.

Drømme og visioner

Monicas drøm for Trehuse er klar: tryghed, sikkerhed og glæde – for beboere, medarbejdere og pårø­rende. Hun ser trivsel som en for­udsætning for udvikling og ønsker at skabe et miljø, hvor alle føler sig set og værdsat. “Mennesker kal­der noget frem i hinanden,” siger hun og understreger, at det gode samspil mellem beboere og medarbejdere er noget helt særligt ved TreHuse.

Med 20 faste medarbejdere og omkring 5 faste vikarer er der både hjerte og faglighed til stede. ”Man skal kunne handle og agere – men det kræver viden, og viden kræver tid,” siger hun.

Monica drømmer om, at hun som leder på TreHuse får lov at være en leder, som både ser det enkelte menneske og den store sammenhæng. En leder, der bygger bro mellem faglighed og værdier – og som har hjertet med i alt, hvad hun gør.

Et sted med potentiale

Selvom Monica kun har været på TreHuse i kort tid, har hun allerede fået øje på stedets potentiale. Hun mærker, at medarbejderne brænder for deres arbejde og har en stærk vilje til at bevare og udvikle det gode, der allerede findes. Hun ved, at der ligger en stor opgave foran hende med at lære rutiner og strukturer at kende og med at finde det, som skal ændres, men hun glæder sig: “Jeg trives med at kunne handle,” siger hun – og hun går til opgaven med både håb og energi.

Noget af det, der særligt har gjort indtryk på Monica, er den måde værdier og menneskesyn gennemsyrer hverdagen på Trehuse. “Der er en ordentlighed her,” siger hun. “Man kan mærke, at beboerne er fyldt med nogle rigtig gode vær­dier, og det smitter – både i relationerne og i måden, opga­verne bliver løst på.” Samtidig giver medarbejderne udtryk for, at de holder af beboerne, og hun ser en tydelig synergi, hvor mennesker kalder det bedste frem i hinanden. Monica oplever, at det netop er denne substans og dette miljø, der gør TreHuse til noget særligt – og hun ser det som sin for­nemste opgave at værne om netop dét.

 

 

 

Læs artiklen som PDF her: En rejse med hjerte og retningen – Monica er ny leder på Trehuse