4. december 2024

Mød foredragsholderen til næste årsmøde 2025: Helle Hein

Til årsmødet vil Helle Hein dele sine indsigter om samfundets værdier og udfordringer.

Hent artiklen som PDF her

AF MIRIAM RANDI BJERG GREGERSEN

Vi er glade for at kunne præsentere Helle Hein som foredragsholder ved vores kommende årsmøde. Helle Hein er en selvstændig forsker, der formidler sin forskning gennem forfatterskab og foredrag. Hun er kendt for sin evne til at gøre kompleks forskning forståelig gennem både bøger og foredrag. Helle Hein har blandt andet skrevet bogen “En giftig stresscocktail”, hvor hun belyser de udfordringer, mange står overfor i dagens samfund. 

Hvad kendetegner et samfund? ”Et samfund er et fællesskab, båret af skrevne og uskrevne regler for, hvordan man fungerer i det fællesskab, med en gensidig forpligtelse overfor hinanden”, fortæller Helle Hein.

Dagens samfund
Det høres indimellem i debatter, at det står skidt til i samfundet, men hvordan kan man egentlig vurdere et samfund? Helle Hein mener, at det må gøres ud fra de værdier, samfundet har. Det er vigtigt at se på, hvordan det går med at løse de udfordringer, der måtte stå i vejen for, at værdierne kan varetages. ”Hvem der står udenfor fællesskabet, og hvordan de kan inkluderes, er også vigtigt at være opmærksom på”, siger Helle Hein. Når det kommer til det danske samfund, mener Helle Hein, at der er en nødvendig debat om, hvad vores samfund skal måles på, men om vi er gode til at håndtere denne debat, er hun mere i tvivl om. ”Jeg ser en splittelse, som gør det vanskeligt at tage den debat, der er nødvendig for at løse samfundets udfordringer, og lige nu ser jeg, at en af konsekvenserne af det er stigende mistrivsel,” siger hun. 

Forandringer og udfordringer
Der vil altid være forandringer og forskellige udfordringer, alt efter hvem der bestemmer og sætter dagsordenen. Helle Hein gør opmærksom på, at en stor del af de udfordringer, vi står overfor i dag, er resultatet af trusler udefra. Hvad samfundet fokuserer på, afhænger derfor også af problematikker som klima og politisk ustabilitet. 

Vigtigheden af værdier
Helle Hein beskriver vigtigheden af værdier som retningssættende og normskabende – de definerer, hvad vi vil måles på. Værdier er en form for kontrakt, hvor man indvilliger i, at det også er det, man vil stå til mål for. ”Værdier er også med til at definere, hvem et fællesskab eller en organisation er, som adskiller sig fra andre”, siger hun og fortsætter, ”derfor burde de også være retningsskabende for, hvilke normer og hvilken adfærd der udspringer fra de værdier”. Der bør være overensstemmelse mellem, hvad man gør og siger. Når det ikke sker, opstår der let gnidninger, konflikt, mistillid og afmagt. 

Det vigtige i arbejdet med at skabe meningsfulde værdier er, at man hele tiden forholder sig reflekteret til dem og arbejder for at få dem til at slå rod og blive indlejret i samfundet. Hvis værdier kun er udtalt på overfladen, er de skrøbelige og erstattes let af andre værdier. ”Man skal være værdigartner – man skal vande og gøde konstant”, siger Helle Hein. 

Værdiers forpligtelse
Helle Hein foreslår en lakmustest for at teste, om værdierne i et samfund eller en organisation har slået rod: ”spørg dem i modtagerenden”, siger hun. ”Spørg dem, hvilket menneskesyn de møder – og helst uden de har hørt værdierne først – nævner de så værdierne, har man virkelig gjort noget rigtigt”, siger Helle Hein. 

Værdiers påvirkning
Mange organisationer og værdibårne fællesskaber drømmer sikkert om at kunne påvirke omverdenen, men Helle Hein mener, at man godt kan påvirke udadtil med egne værdier, men det kræver mere arbejde, fordi man i højere grad møder andres værdier. Hun opfordrer derfor til, at ønsket om at påvirke omverdenen ikke bliver til en pligt, men forbliver et ønske. 

Kom og hør mere af Helle Heins inspirerende tanker på årsmødet 2025.