Nyt bofællesskab i Taastrup for mennesker med handicap
På Solsortevej i Taastrup er drømmen om et nyt og moderne bofællesskab for mennesker med handicap rykket et stort skridt nærmere. Den A.P. Møllerske Støttefond har bevilget 25 millioner kroner til projektet. Det er blandt andre Kristelig Handicapforening, Taastrup Menighedshus og en stor gruppe af pårørende, som gennem otte år har arbejdet for at skabe et værdigt bofællesskab for mennesker med handicap.
Visionen er, at beboerne kan leve så selvstændigt som muligt og samtidig være en del af et stærkt socialt miljø.
"Donationens størrelse og betydning kan næsten ikke overvurderes,” fastslår formanden for den selvejende institution bag Bofællesskabet Storkøbenhavn, Kjeld Pedersen, og fortsætter:
”Derfor er det også med stor taknemlighed for bevillingen fra Den A.P. Møllerske Støttefond, at vi nu for alvor kan sætte gang i at realisere et bofællesskab, der skal tilbyde boliger og fællesfaciliteter til mennesker med handicap, som kan understøtte selvstændigheden og styrke det sociale fællesskab samt livskvaliteten for det enkelte menneske. Det at flytte hjemmefra er et stort skridt for den enkelte og både en glæde og en hjælp for forældre og pårørende.”
Formand for Taastrup Menighedshus, Niels Kristian Holm, har fulgt projektet fra starten med stor interesse og respekt, og der er opbygget et tillidsfuldt samarbejde gennem nu en årrække.
”For os har det været vigtigt, at grundtanken med bofællesskabet er baseret på et socialt og kristent værdigrundlag. Det betyder også, at vi fra menighedshusets side har besluttet, at ejendommen på Solsortevej bliver overdraget til Bofællesskabet Storkøbenhavn vederlagsfrit.”
Også i Kristelig Handicapforening er der glæde over, at projektet nu ser ud til at kunne realiseres:
”Vi glæder os i den grad over, at det er inden for rækkevidde at realisere et meget vigtigt projekt, der har været arbejdet med igennem mange år. Muligheden for at etablere sig i et eget hjem i et fællesskab med andre får uvurderlig betydning for den enkelte beboer og dennes familie,” siger landsleder i Kristelig Handicapforening, Tove Søgaard.
Det forventes, at byggeriet går i gang i 2027, og at de første beboere efter planen kan flytte ind inden udgangen af 2028. Bofællesskabet får 17 lejligheder.
Fakta
Om Bofællesskabet Storkøbenhavn
Bofællesskabet Storkøbenhavn er etableret som en selvejende institution, der har til formål at etablere et tilbud, hvor mennesker med handicap kan få eget hjem i et bofællesskab med et stærkt socialt miljø baseret på et kristent værdigrundlag.
Om Taastrup Menighedshus
Taastrup Menighedshus er en selvejende institution etableret for 50 år siden med det formål at udføre kirkeligt og socialt arbejde i Taastrup funderet i det folkekirkelige miljø.
Om Kristelig Handicapforening
Kristelig Handicapforening er paraplyorganisation for 12 eksisterende bofællesskaber i Danmark og bidrager med erfaring og kompetencer i forhold til etablering, udvikling og drift af nye bofællesskabsinitiativer.
Kontaktinfo
Bofællesskabet Storkøbenhavn
Formand Kjeld Pedersen
Mobil: 22 43 64 65
Mail: boskbh@outlook.dk
Mail: Hjem Storkbh hjem-storkbh@sky-world.dk
----------
Næstformand Henrik Hansen
Mobil: 25 42 43 38
Mail: henrikhansen1956@outlook.dk
Taastrup Menighedshus
Formand Niels Kristian Holm
Mobil: 40 32 71 63
Mail: niels.holm@lantmannen.com
Kristelig Handicapforening
Landsleder Tove Søgaard
Mobil: 30 66 40 84
Mail: tove@k-h.dk