Det er ikke handicappet, der er problemet!
af Laura Capistran - cand.mag. i nordisk sprog og litteratur og psykologi
Mit navn er Laura Capistran. Jeg er gift med en skøn amerikansk mand, og vi har sammen en lille datter samt endnu et barn på vej. Min mand og jeg mødtes i Spanien i sommeren 2022, hvor jeg samtidig blev kristen. Troen ændrede meget i mit liv, i særdeleshed mit menneskesyn - for hvis vi alle er skabt i Guds billede, så har vi alle en iboende værdi og dermed en berettigelse i verden. Denne erkendelse motiverede mig i 2025 til at skrive mit speciale i Nordisk Sprog og Litteratur om handicap. Mennesker med et handicap er en ofte overset befolkningsgruppe, der kæmper med en fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse. Men samtidig kæmper de også mod systemer, som f.eks. ikke tilkender vigtige hjælpemidler til hverdagen, samt med stigmatiserende blikke og fortællinger om, at livet med et handicap er en tragedie og en byrde for den enkelte, familien og samfundet.
I mit speciale tog jeg udgangspunkt i forfatteren Caspar Erics digte. Han lever selv med cerebral parese og har siden 2015 udgivet adskillige digtsamlinger. I dem beskriver han livet med et handicap, og herunder særligt de samfundsmæssige og sociale udfordringer, der er forbundet med det. Et gennemgående tema for hans digtning er en kritik af den måde, vi i samfundet opfatter handicap på - nemlig ofte som noget unormalt og deraf en illegitim måde at være i verden på. Konkret kommer dette til udtryk gennem den måde vi f.eks. har indrettet vores samfund: Brosten, trapper uden alternativer, smalle døre, busser uden plads og elevatorer, der ikke virker er alt sammen med til at begrænse ikke bare deres bevægelsesrum, men også muligheden for at deltage i fællesskabet. Men barriererne er ikke kun fysiske. Mange oplever skæve blikke, fordomme, en manglende forståelse, og en fortælling om at deres liv er en byrde - både for dem selv og for samfundet, hvilket kan skabe en følelse af at være forkert eller til besvær.
Derfor peger mennesker med et handicap eller pårørende på, at det ofte ikke er handicappet i sig selv, der er udfordringen, men derimod de barrierer, vi som samfund opretholder. Alligevel ser vi dog igen og igen, at det er den enkelte, som skal tilpasse sig, frem for at vi faktisk laver et opgør med de strukturer, som skaber uligheden og udfordringerne i første omgang.
Vi er et land, der gerne taler om ligestilling og om omsorg for udsatte, men når det kommer til mennesker med et handicap, så er det ofte ‘lettere’ at afskrive dem og deres ret til at være i verden med alt, hvad de har brug for af hjælpemidler, støtte, og bedre infrastruktur, frem for faktisk at tilkende dem det, de ved lov har ret til og menneskeligt set burde have krav på. I min optik peger dette på et dybere og langt mere problematisk dilemma: at vi ikke anser deres liv for at være ligeså værdifulde, ligeså meningsgivende, og ligeså vigtige som menneskers uden et handicap. Caspar Erics ord i digtsamlingen Nye Balancer (2023) beskriver det så rammende:
Tror I ikke at samtalerne gør en forskel / at vi hører hvor lidt et samfund vil have os. / Tak til fosterdiagnostikkens velmenende stigma. / Dette lille statistisk informerede valg. / En mere næstekærlig fortsættelse af Livø og Sprogø. / De steder vi blev sendt hen for at blive tvangssteriliseret / i almenvellets interesse, i velfærdsstatens interesse. / Så fik man kvababbelser / da nazisterne satte eugenik i system. / De brugte os som forsøgskaniner på Hartheim bl.a. / Men alligevel fortsatte man procedurerne i Danmark / helt op i 60’erne (…) Jeg ved hvad det vil sige ikke at bestemme over sin krop. / Det er ikke et argument imod abort, det her. / Jeg siger bare: Folk skriger i tavshed.
Jeg har ikke selv handicap tæt inde på livet, men det forhindrer mig ikke i at stille mig solidarisk med mennesker, som har det. Arbejdet med mit speciale har ændret min måde at se verden på. Det har gjort mig opmærksom på de usynlige barrierer, som mennesker med et handicap lever med hver eneste dag. Jeg håber, at mit lille bidrag til debatten kan være en stemme, der skubber til alles samvittighed, og som på sigt fører til samfundsforandringer og en øget opmærksomhed på, hvordan de måder, vi taler om handicap på har alvorlige konsekvenser for virkelige menneskers liv.
Hvis du har lyst til at læse Lauras speciale, så kan du skrive til info@k-h.dk Vi sender dig gerne specialet som pdf-fil.
