Vi troede jo på varige forandringer

Birgit Kirkebæk var som speciallærer i 60’erne med til at udvikle undervisningen til børn med udviklingshandicap, og hun fortsatte med at skabe viden på området som skoleleder og senere som forsker. Kommunikation blev et nøgleord. I dag er hun pensionist, men stadig aktiv som forfatter, ekspert – og aktivist.

Af Christina Brorson

Birgit Kirkebæk (84) tager imod i sit hyggelige rækkehus på Amager, som er fyldt med bøger, blomster og minder fra et langt liv. Der er kaffe på kanden og nybagte boller til interviewet, men ren hyggenygge bliver det nu ikke. Birgit Kirkebæk er pensioneret professor dr.pæd. i specialpædagogik, men hvis man forventer en uengageret og tør snak om hendes stofområde, kan man godt tro om. Selv betegner hun sig da også som aktivist – en aktivtist, som de senere år har måttet råbe højere og højere om sin mærkesag: Bedre forhold for børn og voksne med et udviklingshandicap. Sagen er nemlig den, at de rammer der tilbydes i dag, ikke er gode nok. Det er gået tilbage de seneste år, oplever hun.

“Det var et forfærdeligt sted” (om Ebberødgård)

Selv var Birgit Kirkebæk med dengang, det gik fremad. I slut-50’erne læste hun til lærer med specialundervisning som linjefag og kom i praktik på skolehjemmet Gamle Bakkehus på Frederiksberg for børn med et udviklingshandicap. Mødet med børnene på skolehjemmet kom til at bestemme retningen for hendes videre karriere.

”Det var simpelthen så søde, og det var spændnede at arbejde med dem. Vi havde det så sjovt,” smiler Birgit Kirkebæk.

 

Pionérånd og nysgerrighed

Da hun i 1960 var færdiguddannet som lærer, blev hun ansat på Gamle Bakkehus. Det var den tid, hvor den første kritik af forholdene for såkaldt åndsvage i Danmark så småt fik vind i sejlene, men selvom rammerne på Gamle Bakkehus virkede gammeldags på de yngre lærere, var det et kærligt sted, understreger Birgit Kirkebæk. Baggrunden for kritikken fik hun først indblik i, da hun i 1962 på en ekskursion besøgte anstalten Ebberødgård ved Birkerød.

“… det (fokus på kommunikation) gav både os og børnene utrolig stor glæde. De livede op og blev jo til små personligheder for os”

”Det var et forfærdeligt sted. Vi så sådan nogle opholdsstuer, hvor folk sad fastspændt på bænke langs væggen. I midten var der et bord med legetøj, som ingen kunne nå. Der var råb, skrig og rokken, og folk slog sig selv. Dengang mente man jo, at det hørte med. I dag ved vi, at det er en adfærd som kommer af manglende impulser udefra. Men begynder simpelthen at beskæftige sig selv ved at rokke frem og tilbage eller skade sig selv, når man ikke har andet at give sig til. Man bliver psykotisk. Besøget på Ebberødgård gjorde et kæmpe indtryk, og jeg blev helt sikker på, hvordan jeg i hvert fald ikke ønskede, at tingene skulle gribes an”.

Tilbage på Gamle Bakkehus gjorde Birgit Kirkebæk og de andre lærere et ihærdigt stykke arbejde for at holde flest muligt inden for pædagogisk rækkevidde. Ellers blev de nemlig sendt til anstalten Rødbygaard, der til forveksling lignede Ebberødgård. Efter skoletid blev der udvekslet erfaringer og udviklet fælles undervisningsmaterialer. Da Birgit Kirkebæk i 1967 blev leder af Skolen på Moseallé – en beskæftigelsesskole for såkaldt imbecile børn, fortsatte de målrettede bestræbelser på at gøre det hele bedre.

Det gjorde de også andre steder. I 1971 brugte en gruppe lærere i det senere meget omtalte ”Sylthom-forsøg” deres sommerferie på at bevise, at selv multihandicappede børn kan lære og udvikle sig. Dermed banede de vejen for den lov, som i 1980 gjorde tilbuddet om specialundervisning obligatorisk.

Utilstrækkelige skemaer

Da Birgit Kirkebæk i 1976 blev leder af den nystartede ”Skolen på Taxsvej” i Bagsværd for børn med multihandicap, tog tingene fart. Det gik nemlig op for både hende og hendes medarbejdere, at deres måde at relatere til  børnene på ikke var optimal.

”Skolen startede med 82 af de mest handicappede børn – mange af dem fra centralinstitutionen Vangede Huse. De var meget forskellige, men vi gik straks i gang med at observere dem og indplacere dem i forskellige skemaer for selvhjulpenhed og tog derefter hul på træningen. Det var de redskaber vi havde til rådighed, og vi følte os vældigt effektive, når vi observerede, noterede og trænede. Vi kunne jo nærmest træne folk fysisk, mens de sov. Men langsomt gik det op for os, at der mangledes noget væsentligt,” fortæller Birgit Kirkebæk.

Nøgleordet var ”kommunikation”. Ingen steder i skemaerne og træningsmanualerne optrådt reel kontakt med det enkelte barn som et element i undervisningen. Børnene var for de flestes vedkommende uden et udviklet sprog, så det havde man ikke regnet som en mulighed.

”Jeg kan huske en episode, hvor det særligt gik op for mig, hvor meget vi manglede kommunikationen. En pige, som jeg jævnligt gik tur med, kendte rutinen og søgte efter vores tur hen mod det lokale, hvor den gruppe hun plejede at høre til i, opholdt sig. Jeg vidste, at hun i mellemtiden var blevet flyttet til en anden gruppe. Det havde hun åbenbart ikke forstået endnu, tænkte jeg, men blev samtidig opmærksom på, at ingen sikkert havde gjort sig særligt umage med at formidle det til hende. Selvfølgelig valgte hun derfor den forkerte dør,” fortæller Birgit Kirkebæk.

 

Aha-oplevelser med kommunikation

Hun delte oplevelsen med sine medarbejdere, og de havde mange tilsvarende – historier som gav fornemmelsen af, at noget manglede – at der var uindfriet potentiale i forhold til at inddrage børnene i deres eget liv.

“Det meste af den viden, som blev oparbejdet i VIKOM og andre vidensscentre er mig bekendt gået tabt”

”Vi blev optaget af speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, Lene Liers, arbejde med kommunikationens faser for spæd- og småbørn. Ikke fordi vores elever var spæd- eller småbørn, men fordi de ligesom dem ikke beherskede det verbale sprog. Vi begyndte at bruge hendes teknikker, hvor vi nedtonede vores egen aktivitet og i stedet brugte energien på at spejde efter svar og reaktioner. På den måde fik vi en række aha-oplevelser med børnene. Udefra set virkede vi ikke nær så effektive, for det ser ikke ud af meget, når man tålmodigt venter på en reaktion. Men det gav både os og børnene utrolig stor glæde. De livede op og blev jo til små personligheder for os. Og de udviklede sig på en helt anden og bedre måde.” forklarer Birgit Kirkebæk.

Medarbejdergruppen på Skolen på Taxsvej, som talte cirka 50 lærere, børnehave-, fritids- og omsorgspædagoger, fysioterapeuter, talepædagoger og psykologer delte erfaringer på lærerværelset og blev til ”Projektgruppen på Taxvej”, der skrev små hæfter om kommunikationen med udviklingshandicappede, som Københavns Amtskommune udgav. I 1983 oprettede skolen med Birgit Kirkebæk i spidsen et tilbud, hvor forældre til små børn med et udviklingshandicap sammen med medarbejderne udforskede den måde, børnene kommunikerede på. Med observationer over flere år, blev der her tale om egentlige forskningsresultater. I starten arbejdede medarbejderne fra Skolen på Taxvej frivilligt i småbørns-tilbuddet, men senere blev der bevilget lønkroner og Københavns Amtskommune udgav også publikationer herfra. Småbørnsgruppen blev i 1994 tilknyttet VIKOM (Videnscenter for Kommunikation og multiple funktionsnedsættelser hos børn og unge uden et talesprog), som fungerede frem til 2010, hvor det sammen med 12 andre videnscentre blev slået sammen til Videnscenter for Handicap og Socialpsykiatri. I dag er alle offentlige socialt relaterede videnscentre blevet en del af Socialstyrelsen.

 

”Korterevarende strukturelle forandringer”

Birgit Kirkebæk fortsatte som frivillig i småbørns-tilbuddet på Taxvej og senere VIKOM, helt frem til nedlæggelsen i 2010. Fra 1988 blev engagementet dog mere forskningsmæssigt, da hun blev ansat som lektor på Danmarks Lærerhøjskole. I 1995 blev hun professor ved Universitetet i Oslo. Hun skrev sammen med forskellige fagfæller bøger om blandt andet kommunikation med for tidligt fødte børn, brug af video i kommunikationsanalyse og en del bøger om forsorgshistorien i Danmark. Pensioneringen i 2000 satte ikke sat en stopper for aktiviteterne, og hun følger stadig handicapområdet tæt. Det er desværre ikke opmuntrende.

“Det er pengene, der mangles, altid. Men man kunne jo lave nogle andre kriterier for, hvordan de fordeles i vores samfund”

”Vi troede jo dengang, at de forandringer, vi skabte, ville være varige, og at den viden vi tilvejebragte ville blive givet videre til generationerne efter os. I stedet må jeg konstatere, at det var ”korterevarende strukturelle forandringer” – som jeg har lært, at det hedder. I disse år går det stærkt tilbage. Det vendte omkring årtusindskiftet, og gik hurtigt efter kommunalreformen i 2007, hvor amterne, som formidlede meget specialviden, blev nedlagt. Det meste af den viden, som blev oparbejdet i VIKOM og andre vidensscentre er mig bekendt gået tabt. Specialpædagogik er forsvundet som linjefag, ligesom pædagogseminariet ikke tilbyder uddannelserne omsorgs- og socialpædagog længere,” konstaterer Birgit Kirkebæk.

Sammen med den indsamlede viden forsvinder de gode og udviklende forhold for udviklingshandicappede i dag mange steder,” mener hun.

”Specialundervisning beskyldes for at tømme skolernes kasser. Bofællesskaberne bliver større og større – helt op til 40-60 personer, og hverdagen mere stillestående, fordi det kræver personaletimer at tilrettelægge meningsfuld aktivering. Det er pengene, der mangles, altid. Men man kunne jo lave nogle andre kriterier for, hvordan de fordeles i vores samfund, så man i højere grad tilgodeså dem, der ikke kan arbejde. Det er som om, man igen er begyndt at tænke: Der er nogen, som vi ikke rigtigt kan stille noget op med. Men det kan vi faktisk godt. Det handler om vilje. Vi kan få mennesker til at blomstre og give dem livskvalitet. Det var det, vi fandt ud af dengang, og jeg synes faktisk, det er trist, at det bliver nedprioriteret og glemt. Det er også derfor, jeg bliver ved med at skrive, debattere og protestere mod den drejning samfundet tager,” lyder det kritisk fra professoren.

 

---

Birgit Kirkebæk

• Født i 1938 i Rødovre
• 1960 Uddannet lærer fra Empdrupborg
• 1960: Speciallærer på Gl. Bakkehus, Frederiksberg
• 1967: Leder på skolen på Moseallé, Rødovre
• 1973-76: Barsel og ansættelse på ”Specialskolen i Brøndbyerne”
• 1976: Leder på ”Skolen på Taxsvej” – i 2001 afløst af Kirkebækskolen i Vallensbæk, som er opkaldt efter Birgit Kirkebæk.
• 1988: Lektor på Danmarks Lærerhøjskole (DPU Danmarks Pædagogiske Universitet)
• 1995: Professor på Oslo Universitet – Institut for Specialpædagogik.
• 2000 -: Aktiv pensionist med fortsat forsker- og forfattervirksomhed. Er blandt andet redaktør på tidsskriftet ”Handicaphistorien”.
• 2011: Mistede sin mand, Finn Kirkeæk. Med ham har hun tre børn, ti børnebørn og fire oldebørn.
• 2017-: I et forhold med pensioneret professor dr.merc. Ivar Hornemann Møller.

 

---

Birgit Kirkebæk har skrevet eller været medforfatter til et væld af tidsskriftartikler og bøger.

Udvalgte bøger:

• Afhægtet (2020)
• Almagt og afmagt – specialpædagogik i en brydningstid (2010)
• Uduelig og ubrugelig – om åndssvageasylet Karens Minde (2007)
• Normaliseringes Periode (2001)
• Defekt og deporteret: ø-anstalten Livø(1997)
• Da de åndssvage blev farlige (1993)

 

---