“Vi står i et nådesbrusebad”

På Kristelig Handicapforenings årsmøde fortæller Eleonora og Leif Andersen om “At være pårørende – og Gud som pårørende”. Her løfter de lidt af sløret for, hvad foredraget kommer til at handle om.

Af Rikke Thomassen

“Jo ældre jeg bliver, des mere tænker jeg, at jeg ved mindre og mindre,” siger Eleonora Andersen som noget af det første, da jeg spørger hende om, hvad man generelt kan sige om at være pårørende til et menneske med særlige behov.

Umiddelbart lyder det ikke som den bedste salgstale for et foredrag, men det er netop dette svar, der viser noget af det særlige ved Eleonora Andersens foredrag. Hun er eminent til at fortælle på en måde, så vi får ny viden, og uden at vi som mennesker bliver puttet ind i kasser. Og hun fortsætter da også med at fortælle, at der selvfølgelig er nogle generelle ting at fortælle, samtidig med at vi er forskellige.

“Det er så forskelligt fra familie til familie. Derfor er det også vigtigt, at vi ikke sammenligner os for meget. Dit barn, mit barn. Din mand, min mand, kan vi nemt komme til at tænke. Og selvfølgelig kan man lære af hinanden og muligvis også af det, jeg siger. Men så skal man finde sin egen kurs,” siger Eleonora Andersen, der er uddannet teolog og familieterapeut.

Vi står under Guds smil

Eleonora Andersen kender også selv til det at være pårørende.

“Vi er så taknemmelige for vores fire dejlige børn. Den ene har en lille hjerneskade og bor på bofællesskabet TreHusE. Vi er også forældre og bedsteforældre til drenge, der har dværgvækst. Vores søn mistede vi så for fem år siden. Så på flere måder har jeg også selv erfaringer med at være pårørende, og jeg ved, at vi gør mange ting rigtige. Og mange ting forkert.”

“Jeg ønsker sådan for rigtig mange, at de vil være mere tilgivende over for sig selv. Mindre selvfordømmende. Ja, vi har svigtet. Ja, vi har gjort mange ting forkert. Men jeg vil så gerne understrege, at vi står midt i et nådesbrusebad. Vi har lov til at jamre og klage – og takke. Det er under Guds smil, vi står. Vi skal ikke være for hårde ved os selv – ja, somme tider er vi mere hårde end Guds dom,” siger Eleonora Andersen, som håber, at hun med foredraget kan være med til at opmuntre til vejen videre frem.

“Jeg vil gerne opmuntre til ikke at gå med fortrydelse hele tiden, men gå med mod,” siger hun.

Gud som far og mor – og Jesus som bror

Anden del af foredraget står Leif Andersen for med et emne, der også har optaget ham selv gennem mange år – og som han har skrevet flere bøger om: Hvordan kan vi have tillid til Guds omsorg, når der er lidelse i verden? Han mener, at billedet af Gud som pårørende – som far, mor og bror – hos mange kan genskabe tilliden til Gud hos os.

“Guds omsorg kan virke skjult, teoretisk og fjern. Og vi jager efter – og længes efter – at få tillid til Guds omsorg igen. Det gør jeg også personligt. For mig virker Gud fjern. Derfor leder jeg efter en teologi, som kan finde frem til den tillid. Det er den, jeg synes, jeg har fundet i Gud som pårørende og Jesus som bror,” siger Leif Andersen, der er uddannet teolog og arbejder som rejsepræst i Indre Mission og lektor ved Menighedsfakultetet i Aarhus.

“Gud som far er vi vant til at høre. For nogen er det allerede fantastisk. For andre er det blevet en floskel. Faderbilledet er for nogen gået i stykker. Men at genoplive et bibelsk billede af Gud som mor og Jesus som bror, det kan for nogle genskabe en tillid til, at Guds fadersind virkelig er omsorg. Billedet af Gud som mor er knap så meget snakket i stykker eller snakket tomt. Vi er ikke så vant til, at det billede faktisk er bibelsk. Men genfinder vi det, kan der være sider af Guds omsorg, som pludselig bliver mere troværdige.”

Vores grundrelation til Gud er tillid

“Gud ønsker at vise omsorg og handle i omsorg. Og han vil give os tillid til den omsorg. Tilliden er vigtig, fordi vores grundrelation til Gud er tillid. Bøjer vi os for Guds vilje uden tillid, er det egentlig afgudsdyrkelse, hvor vi prøver at underkaste os Guds vilje uden egentlig at have tillid til, at han vil os det godt,” siger Leif Andersen.

Samtidig mener han også, at billedet af Gud som far og mor forbliver teoretisk, hvis ikke vi møder ham i Kristus.

“I Jesus lærer jeg Gud at kende som en grædende Gud. Og også en leende Gud. I Jesus får Gud ansigt og bliver kød og blod. Og følelser. I Jesus træder Gud ud af teoriens verden og bliver virkelighed. Vi oplever Jesus som den grædende Jesus. Han græder både som barn i vuggen, mens han står uden for Jerusalem og ved Lazarus’ grav. Og han ler over, at visdommen er skjult for de kloge og åbenbaret for børnene. Den grædende og leende Jesus kan betyde for os, at vores tillid til omsorg måske skal løsnes fra kravet om, at al lidelse skal forsvinde. Men vi kan bevare tilliden til Guds omsorg, også når lidelsen fortsætter.”

Om Eleonora og Leif Andersen

• Eleonora Andersen er uddannet teolog og familieterapeut og arbejder som terapeut i Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup.
• Leif Andersen er uddannet teolog og arbejder som rejsepræst i Indre Mission og lektor på Menighedsfakultetet i Aarhus.
• Eleonora og Leif Andersen er gift.