Vi skal frimodigt klage til Gud

”Da min læge spurgte mig, om det havde hjulpet mig at være et religiøst menneske, svarede jeg ”ja”. På vej hjem på cyklen tænkte jeg, at det havde det ikke, men jeg syntes ikke, at jeg kunne tillade mig at sige det,” siger Peter V. Legarth, og situationen sammenfatter nogle af hans erfaringer.

Det handler om sygdom, sygehus, depression, blodforgiftning og hjertefejl. Om ikke at kunne mærke Guds nærvær og hjælp. Om at føle sig svigtet, glemt og ligegyldig. Og om midt i det svigtende helbred at opleve, at alt det, han havde studeret, oplevet og troet på gennem alle årene, måske er forkert. Usandt. En løgn.

Det handler også om at være ærlig. Både over for Gud og over for mennesker. Og turde fortælle den sande historie om troen – og også om tvivlen.

Ville ikke fortsætte i selvbedrag

Det er også en ærlig beretning, Peter V. Legarth kommer med i sin bog ”Efter styrtet”. Og det var nok også ærligheden, der fik ham til senere at sende et uddrag af bogen til lægen, hvor han netop skrev om det usande svar hos lægen. For han kunne ikke ærligt sige, at troen havde været en hjælp. Måske tvært imod.

”Jeg var så langt ude, at jeg var ved at opgive den kristne tro. For jeg syntes, at nu havde jeg i årevis prædiket, at Gud er en virkelighed. Ved juletid forkynder vi, at Gud kom ind i vores verden og blev menneske som os. Vi fejrer, at Gud er en virkelighed, og så var det anfægtende, at han alligevel ikke var en virkelighed, når jeg havde brug for ham,” siger Peter V. Legarth, der særligt oplevede fraværet af Gud i en periode med svær depression.

”Det var lammende. Troen var det, jeg havde bygget hele mit liv på. Det var mit arbejde. Alting. Jeg ville ikke leve i selvbedrag, og hvis ikke jeg troede, at Gud var en virkelighed og ikke kunne erfare det, så ville jeg ikke fortsætte i det selvbedrag. Og jeg var parat til at tage konsekvensen af det,” siger Peter V. Legarth, der er professor emeritus i teologi og gennem 40 år har arbejdet som underviser og forsker på Menighedsfakultetet i Aarhus.

”Det var en klar bøn på det tidspunkt, at Gud ville vise sig for mig. Det behøvede ikke være i en voldsom situation. Men bare et lille bitte glimt af en vished om, at han var der. Hvordan kan det dog være, at Gud skjuler sig så totalt? Det var meget svært at forstå.”

Skriftsteder uden mening

Peter V. Legarth nævner flere skriftsteder, som normalt er til trøst, men han oplevede, at de mere var en belastning end en hjælp.

”Det er steder, hvor der står: ”Gud vil bære dig som ørnen på sine vinger”. ”Skal jeg vandre i dødskyggens dal, jeg frygter intet ondt, for Gud er med mig”. ”Kom hid til mig alle i som slider jer trætte og bærer tunge byrder, jeg vil give jer hvile.” Men hvis han ikke er der, så hjælper det jo ikke noget,” siger Peter V. Legarth, og bibelversene strømmer ud af munden på ham på samme måde, som de strømmer gennem tanken.

Fandt hjælp i klagesalmerne

Bibelen blev alligevel det sted, Peter V. Legarth fandt trøst, men det blev et andet sted end ventet.

”Jeg fandt hjælp i klagesalmerne i Det gamle Testamente. Her var nogle mennesker, som havde det på samme måde som mig. Der blev sat ord på klage, som jeg slet ikke havde haft den samme personlige erfaring med tidligere. Og for mig var det en aha-oplevelse. Hold da op. Der er andre end mig, der har haft det sådan,” siger han med et smil og et forløsende glimt i øjet.

”Så var min situation ikke så fremmed for Guds folk. Det var forløsende. Den situation, jeg var i, den var der andre, der kendte til. Tænk sig, at de ord står i biblen. Det har været meningen, at de ord skal stå der. Bare det, at de stod der, det var nok i første omgang. De hjalp mig også til at udtrykke det, der var min følelse: Gud, hvorfor har du skjult dig? Ting, man ikke helt tør sige, men når salmisten tør sige det, så tør jeg også,” siger Peter V. Legarth, der også tror, det blev så stor en oplevelse for ham med klagesalmerne, fordi han er opdraget i det, han kalder en fromhedstradition, hvor det at klage til Gud er suspekt – eller i hvert fald noget, man ikke gjorde.

”Men hvad er det dog for et billede af troen, der kommer til udtryk, når vi ikke klager? Hvis man skulle tage konsekvensen af det, så skulle man rense grundigt ud i bibelen. Alle klagesalmerne skulle jo væk. Det er et beskåret billede. Et ufuldstændigt billede af at være et troens menneske.”

”Jeg vil gerne bidrage til, at det bliver vendt. Jeg mener ikke, det er legitimt at lægge det ned over et andet menneske, at det ikke skal klage til Gud. Vi skal være ærlige over for Gud. Hvis vi har det skidt, så skal vi jo sige det. Vi skal ikke maskere os,” siger han.

Vi skal være ærlige

Dermed leder Peter V. Legarth også over i det, der kom til udtryk, da han sendte et uddrag af sin bog til sin læge: Vi skal være ærlige.

”Det er en fristelse at forskønne situationen lidt og fortælle, hvor meget den kristne tro betyder, og den hjalp mig så meget.  Men jeg ønsker at være ærlig i min tro. Jeg ønsker også at være ærlig over for andre mennesker. Og jeg ønsker også at være ærlig over for Gud,” siger han og ønsker dermed også at rokke ved forestillingen om at være kristen.

”Jeg tror, vi er forskelligt indrettet. Nogle er så stærke i troen, og ingenting kan rokke dem. Og andre, vi er mere svage i troen og nogle vil kalde det meget mere bevægelige i troen. For mig er det vigtigt, at den, der må kæmpe med troen, er lige så helhjertet et kristent menneske som andre. Man er ikke bare andensorterings-kristen, hvis man skal kæmpe med troen,” siger Peter V. Legarth og kommer med nogle eksempler fra Det ny Testamente.

”Paulus kæmpede hele sit liv med, at han havde forfulgt de kristne. Og i 2. Korintherbrev kan han virkelig fortælle, hvordan han bliver pint af det ene og det andet. Jeg er så glad for den ærlighed, han giver udtryk for. Han er ikke en superkristen, der kan klare alting,” siger han.

Det er den ærlighed, Peter V. Legarth ønsker at give plads til med sin bog ”Efter styrtet” og også den ærlighed, han tager med sig, når han holder foredrag.