Vi kan lære af nordmændene – og de kan lære af os

Fra mandag d.11 til onsdag d.13. november deltog jeg i HEL-konferencen i Kristiansand, Norge. Jeg fik meget med hjem – inspiration, nye kontakter og ny viden. Nedenstående er dryp fra dagene.

Af Tove Søgaard

HEL-konferencen er en national konference som afholdes hvert andet år. Det er en konference, hvor ansatte i Den norske kirke (pendant til Den danske folkekirke) mødes for at inspirere og udvikle arbejdet for trosoplæring til mennesker med et udviklingshandicap. En konference om inkludering i kirke og samfund med en drøm om ligeværdige fællesskaber, hvor alle kan deltage – fordi alle mennesker er værdifulde, for hinanden, for kirken og for samfundet.

En drøm om kristne bofællesskaber

Jeg var så heldig at have mulighed for at deltage i konferencen for to år siden i Trondhjem. I år blev jeg inviteret til at holde et seminar, hvor jeg skulle fortælle om det at leve i et kristent bofællesskab i Danmark – hvordan troslivet støttes og praktiseres her. Det var helt nødvendigt for mig at bede en af lederne i Kristelig Handicapforenings bofællesskaber om at medvirke. Tak til Knud Dideriksen fordi du deltog og fortalte om hverdagen og troen på Sydhjørnet!

Oplægget fra Kristelig Handicapforening affødte flere frustrerede og længselsfulde kommentarer fra deltagere, der selv var forældre til børn med udviklingshandicap. ”Det ville være fantastisk at vide, at vores børn kunne bo sådan et sted – med daglig andagt og kirkegang”, lød det.

Kirke og kommune med fælles mål

Kristelig Handicapforening er således til stor inspiration i Norge, hvor der ikke findes private kristne alternativer til de offentlige bofællesskaber. Den norske kirkes gode samarbejde med stat og kommune kan på den anden side være en inspiration for os i Danmark. I Norge findes en fælles målsætning hos kirke og stat/kommune om, at mennesker med udviklingshandicap skal støttes i og hjælpes til at praktisere deres tro. En målsætning som blandt giver sig udtryk i den netop afholdte konference med omkring 200 norske deltagere.

Det giver stof til eftertanke ind i en dansk kontekst, hvor samarbejdet mellem kirken og den offentlige omsorgssektor ser helt anderledes og meget mere begrænset ud.

Inkluderende vekselsang

Sang og musik havde også en stor plads på konferencen. Koret, Sound af happines, (kor for mennesker med et udviklingshandicap) gav flere små koncerter. Det var så livsbekræftende og skønt at se og lytte til denne glade sang.

Noget som jeg desuden særligt hæftede mig ved, var fællessangen, der meget ofte tog form af vekselsang. Teksten var enkel. En person sang for, og hele forsamlingen gentog denne strofe. Det gav alle mulighed for at deltage. Jeg håber at kunne dele nogle af disse sange i KH-regi.

Professor i inklusion

Sidst men ikke mindst var det til stor inspiration at lytte til Erik Carter, professor i inklusion ved Vanderbilt University, Tennessee. Han holdt to foredrag om det ”at høre til” og ” vejen hen mod at udvikle fuldstændig deltagelse – i et ligeværdigt fællesskab”.

”Vi skal hele tiden være opmærksomme på, at vi ikke i vores arrangementer opmuntrer til afgrænsede fællesskaber – dem/os. At omsorg ikke bliver rettet imod, men, som vi ønsker, udøves sammen med mennesker med udviklingshandicap. Målet må være, at vi udvikler fællesskaber, hvor alle mennesker bidrager til eet stort fællesskab, fordi alle har gaver og talenter. Lad os være optaget af hvad den enkelte kan bidrage med”, lød nogle af professorens pointer.