TEMA: Konference om kirken og udviklingshæmmede: Tro er et tabu

Mange pædagoger og ledere er berøringsangste i forhold til kirke og tro, mener Lene Hornstrup, der er handicap-, psykiatri- og socialchef i Struer Kommune. Hun holdt oplæg på kirkekonferencen i Løgumkloster.

Af Rikke Thomassen

“Vi kunne reformere og gøre en forskel, hvis vi sammenlagde de ressourcer, vi har på området. Vi kunne blive mere konstruktive. For dybest set vil vi det samme – vi vil det bedste for de udviklingshæmmede,” sagde Lene Hornstrup, handicap-, psykiatri- og socialchef i Struer Kommune, da hun holdt oplæg på konferencen om Folkekirken og mennesker med særlige behov.

Hun udtrykte glæde over, at der blev taget fat om emnet om Folkekirken og mennesker med særlige behov.

“Vi har overset betydningen af det. For det handler jo om mere end bare religiøsitet, det handler om selve livet, hvordan vi lever livet. Vaner er vigtige. Nogen af vores borgere er vokset op med at gå i kirke og udleve en tro. Og vi skal formå at føre vaner og traditioner videre i et voksenliv,” sagde Lene Hornstrup.

Hun mener, der skal være fokus på at arbejde på tværs og styrke relationen mellem præsten og bostederne – og mellem kommunens ledelse og kirkerne.

“Det vil også være godt med netværk for medarbejdere, som interesserer sig for emnet.”

Behov for at tale om religiøse emner

Lene Hornstrup mener, at mange pædagoger og ledere er berøringsangste, når man taler om troen og kirken.

“Religiøsitet er et tabu på niveau med udviklingshæmmedes seksualliv. Men det med tro, fik vi aldrig taget hul på. Det har været nemmere at tale om seksualitet end om tro og religion.”

“Jeg har mødt brugere, som har fået besked om, at en, der var død, var “rejst bort”. Man har gjort det i bedste mening, men ikke tænkt over, at udviklingshæmmede ligesom alle andre skal igennem alle facetter af livet. Og manglende viden om religiøsitet har skabt problemer for udviklingshæmmede gennem tiderne,” mener Lene Hornstrup, som også er klar over, at der kan være mange spørgsmål i forhold til, hvordan man arbejder med religion og tro i praksis.

“Religiøse emner skal ind i det socialpædagogiske område, ikke for meget, ikke for lidt, men lige tilpas. Hvordan gør vi lige det? Skal alle medarbejdere tvinges til at tale med borgerne om tro, hvis man ikke selv er troende? Skal der bruges mere tid på den, der er religiøs, end den der ikke er? Og hvordan ved vi, at det er borgerens ønske og ikke forældrenes? Og hvad nu hvis det er en anden religiøsitet end den kristne?” Spørger Lene Hornstrup og udtrykker dermed også nogen af de dilemmaer, der ligger mellem pædagogik og tro.

Kirken skal tage imod

Lene Hornstrup mener, at kirken kan gøre meget for at være mere åben over for mennesker med udviklingshæmning.

“Kunst, billeder og lyd – det er sådan, I når udviklingshæmmede. Og hvis vi vil noget med kirken og udviklingshæmmede, skal vi også vide, at vi åbner en dør til spontanitet og uforudsigelighed. Udviklingshæmmede klapper for eksempel, når præsten er færdig med sin tale. Jeg synes, deres adfærd og den måde, de lever livet på, er befriende.”

“Vi skal have forventninger til, at også udviklingshæmmede kan bidrage med noget i samfundet. Vi skal holde op med at tro, at vi selv er klogest. Vi bliver nødt til at møde de udviklingshæmmede, der hvor de er i deres liv, og forstå den kompleksitet, de har. Vi skal også være bevidste om, at mennesker med særlige behov kræver særlige løsninger. Nogen gange skal de inkluderes, og andre gange har de behov for ikke at være inkluderede. Det er et både-og. Og så skal vi huske, at udviklingshæmmede gerne vil inddrages i det, der handler om dem.”

Og netop at inddrage de udviklingshæmmede gjorde Lene Hornstrup meget tydeligt i sit oplæg på kirkekonferencen.

Hun havde interviewet nogen af de mennesker med udviklingshæmning, som bor i Struer Kommune. (Se citaterne herunder)

Citater om kirke og religion

Lene Hornstrup havde interviewet nogen af de mennesker med udviklingshæmning, som bor i Struer Kommune. Her er nogen af de ting, de havde sagt:

“Jeg tror godt, man kan bruge en præst, hvis man er rigtig ked af det.”

“Jeg kan godt lide, når vi synger i kirken, men mest hvis jeg kender sangene.”

“Det kunne være hyggeligt, hvis det kun var sådan nogen som os.”

“Det kunne være fint at snakke om religion engang imellem og kristendommen skal jo bruges ellers uddør troen, og det tror jeg ikke er godt.”

“Jeg kommer ikke så tit i kirken, for jeg kan ikke forstå, hvad præsten siger.”

“Det kunne være godt med et menighedsråd for udviklingshæmmede – så kan vi selv være med til at bestemme.”

“I Struer var der engang en rock gudstjeneste – det var godt.”

“Skuespil og billeder er sjovt, for det bliver mere spændende at gå i kirke.”

Lene Hornstrup havde også interviewet Lisbeth Jensen, som er formand for ULF, Udviklingshæmmedes Landsforbund.

“Det er godt, der laves særlige gudstjenester så alle udviklingshæmmede kan benytte kirken, men det skal ikke arrangeres som en børnegudstjeneste.”

“Præsten skal huske at udviklingshæmmede ikke forstår alt, hvad der bliver sagt, og de skal passe på med at gudstjenesten ikke bliver for lang.”

Læs evt. også:

Konference: En milepæl og startskud til ny virkelighed

Nye tiltag for Folkekirken og udviklingshæmmede

Handicapkonventionen giver praktiske idéer til kirkens arbejde