Til kamp mod tabu og desinteresse (seminar-noter)

Det satte flere tanker i gang hos mig, da jeg forleden deltog i et norsk seminar om ”religiøst medborgerskab”. Er vi for eksempel i Nordeuropa ubevidst ”luthersk” forudindtagede, når det gælder mennesker med udviklingshandicap og deres tro? Hvis ja, hvordan ændrer vi på denne forudindtagethed? Skal den snakkes eller handles væk?

Seminar-noter af Christina Brorson

Onsdag d.11. marts lige før coronakrisen for alvor satte ind, var jeg et smut i Stavanger til et seminar om religiøst medborgerskab arrangeret af det norske Nettverk for funksjonshemning og teologi på VID Specialized University. Samme aften holdt statsminister, Mette Frederiksen sit skelsættende pressemøde, der annoncerede nedlukningen af det offentlige Danmark, og Norge fulgte trop dagen efter, så afviklingen af seminaret var på et hængende hår. Mange deltagere og enkelte oplægsholdere havde da også meldt afbud, og der blev hilst med en meters afstand, ligesom der blev vasket og sprittet hænder i ét væk.

Men den lille flok (ca. 10-15 stk med mig som eneste ikke-norske deltager), der gennemførte dagen var ikke mødt op om uden grund. Man havde en fælles mission: At analysere og bekæmpe tabuer, fordomme og desinteresse, når det kommer til mennesker med udviklingshandicap og deres tro.

Kan man tro med et udviklingshandicap?

Første oplægsholder var Dmitry Lukash, der er lektor ved VID. Han havde, i sin ph.d.-afhandling undersøgt, hvordan medarbejdere, der til dagligt arbejder med mennesker med udviklingshandicap, opfatter religiøsiteten hos de mennesker, de arbejder med. Han havde været på fire forskellige bofællesskaber/dagcentre, heraf ét med erklæret kristent værdisæt. Gruppen af medarbejdere talte både socialpædagoger, sygeplejersker, fysioterapeuter og ufaglærte. Et af bofællesskaberne havde en præst tilknyttet. De andre gav deres beboere og tjenestebrugere mulighed for at deltage i det lokale menighedsliv. Alligevel havde medarbejderne en noget distanceret opfattelse af beboerne trosliv, tydede undersøgelsen på.

De forskellige medarbejdere mente nemlig nok, at beboerne var interesserede i at gå i kirke og mødes i trosfællesskaber, men de tilskrev det først og fremmest sociale behov eller behovet for det trygge og vante, som kirkebygningen og kendte rammer og praksisser udgør, opsummerede Dmitry Lukash.

Han havde konstateret en tendens blandt medarbejderne til at opfatte den enkelte beboers evne til at tro, som ligefrem proportional med vedkommendes kognitive evner. Denne tendens, mente han, kunne være årsagen til, at den enkeltes trosliv ikke optog medarbejderne særligt.

Når det gælder den enkelte beboers tro og trospraksis, kunne studiet tyde på, at det er en fare for at medarbejdere ikke bruger lige så meget energi på  at kortlægge behov og færdigheder, som indenfor mange andre områder – for eksempel det praktiske og det sociale område, konkluderede Dmitry Lukash.

Luther og det kognitive

I en plenum-diskussion efter frokost, antydede professor ved VID og medarrangør af dagen, Inger Marie Lid, at det, hun kalder den generelle ”desinteresse” når det kommer til mennesker med udviklingshandicap og deres religiøsitet, i vores del af verden kan kobles til Luthers fremhævelse af det ”myndige lægfolk”. Det myndige lægfolk, som Luther beskrev, læste og udlagde selv Bibelen uden en lærds mellemkomst. Hans understregning af, at alle selv kan tilegne sig Evangeliet, har måske haft den bagside, at vi fejlagtigt opfatter netop denne evne som en forudsætning for at tro, forklarede Inger Marie Lid.

Hendes egen ph.d. -afhandling hed ”menneskesyn og funksjonshemming med vekt på etiske problemstillinger knyttet til mangfold og deltakelse”. Hun blev i Norge mødt med en vis skepsis i forhold til om dette tema lå indenfor rammerne af teologi som fag. I USA, hvor teologien både er mere tværfaglig og økumneisk, blev hun derimod mødt med en genuin teologisk interesse for temaet både ved Emory University i Atlanta og ved The University pf Chicago, hvor hun var gæsteforsker.

Generel frustration

Måske er man sig ikke engang sin manglende anerkendelse af kombinationen tro og udviklingshæmning bevidst, mente Inger Marie Lid. Men ikke desto mindre betyder det noget, hvilken bevidst eller ubevidst tilgang man har, når man i det daglige er en vigtig brik i andres mulighed for at udfolde deres trosliv, understregede hun.

Inger Marie Lids oplevelse af desinteresse, blev bredt understøttet blandt seminarets deltagere og oplægsholdere senere på dagen. Specielt et par inklusionspræster blandt deltagerne fortalte om menighedens velvilje, men manglende engagement, når det gjaldt inklusion af mennesker med udviklingshandicap. Også Silke Pahlke, der arbejder i Kirkerådet for Den Norske Kirke (pendant til Folkekirken i Danmark) som rådgiver i trosoplæring, og som senere på dagen var med i den nævnte paneldebat om religiøst medborgerskab, gav udtryk for sin frustration over manglende initiativer, når det gælder trosoplæring og inklusion af mennesker med udviklingshandicap.

Hun forklarede, at alle i Den Norske Kirke synes, det er et vigtigt område, men at det alligevel bliver nedprioriteret gang på gang. Som eksempel gav hun antallet af tilmeldte til det aktuelle seminar, som også før corona-krisen havde været lavt, nemlig 25.

En indvandrers perspektiv

At der var nok at tage fat på, var alle fremmødte således enige om. Derfor blev der da også lyttet ekstra koncentreret, da seminarets eneste muslimske deltager fik ordet.

Faridah S. Nabaggala er oprindeligt fra Uganda, men kom for mange år siden til Oslo, hvor hun stiftede familie. I 2012 tog hun initiativ til den årligt tilbagevendende filmfestival ”Abloom” for børn og unge med handicap og deres pårørende. De seneste to år har hun desuden samlet underskrifter på en erklæring om, at handicap ikke er en straf fra Gud. Erklæringen er oversat til 27 forskellige sprog og er i høj grad relevant blandt de religiøse mindretal i Norge, forklarede Faridah S.Nabaggala.

At der i mange af disse grupper ikke blot er tale om desinteresse, men om et decideret tabu, oplevede hun selv, da hun i 2005 blev mor til en søn med handicap.

”I indvandrermiljøerne i Oslo er den slags ikke noget, man snakker om. Man opfatter det som en straf fra Gud. Familierne klarer sig uden hjælp, og det handicappede barn, skal helst bare være stille, når der er fremmede i hjemmet. Min ex-mand var 6 år om at tage mod til sig og fortælle familien i Uganda om vores søn. Men jeg ville ikke være stille. Jeg skaffede den nødvendige hjælp til vores søn,” fortalte Faridah S. Nabaggala.

Festival fik bugt med tabu

Alligevel følte hun sig isoleret og ensom, uden andre ligestillede at være sammen med. Andre familier med handicappede børn i indvandrermiljøet holdt lav profil, og at der fandtes norske organisationer for mennesker med handicap og deres pårørende havde hun ikke fantasi til at forestille sig.

Noget måtte der ske, og Faridah tog fat i det første, hun kom på: Film.

”Jeg har en baggrund i filmbranchen, og tænkte: Film samler folk som intet andet. Derfor arrangerede jeg en filmfestival for børn og unge med handicap og deres familier. Jeg håbede på 25 deltagere til den første festival, men der kom 100 fra indvandrermiljøerne. Min ensomhed var brudt. Her var andre familier som os. I dag har vi flere hundrede navne på listen. Mange har oplevet det, ligesom jeg gjorde: At der er et stort tabu omkring dét at have et barn med handicap. Hvis man er muslim, tror man, at det er en straf fra Gud, og hvis man er buddhist, at det er dårlig karma. Den slags opfattelser vil vi gøre op med,” storsmilede Faridah S. Nabaggala og inviterede alle seminarets deltagere til at skrive under på erklæringen, hvilket de fleste gjorde.

 

Ingen havde problemer med at skrive under på, at handicap ikke er en straf fra Gud, og mon ikke alle, ligesom jeg (undertegnede), oplevede Faridah S. Nabaggala indlæg som et frisk pust – en fortælling, der vidner om, at holdningsændringer ikke altid kommer før ændrede handlinger. Nogle gange skaber handlinger ændrede holdninger.